Uagtsomt manddrab?

Fire til fem år før hans død fik han en byld in-dentil på tandkødet, og da der var noget fistel-agtigt ved den, fandt man det rådeligt at touchere den med Laxos Infernalis (Lapis, også kaldet Helvedessten). Denne forretning blev overdraget hans kammertjener Putscher og gik lykkelig og vel indtil mod enden, thi om enten Putscher ikke havde sat den smule fast nok på instrumentet, heller om kongen ikke holdt tungen stille nok, men stødte stykket af med den, men nok, det gled af og sank ned i halsen. Putscher blev overmåde forskrækket, kongen mærkede det og spurgte, hvad det var. Men han, som anså sin unåde for vis, om han sagde det, fortiede sandheden og svarede, at han var bange, at han havde trykket for hårdt. Dersom hans angst for kongens vrede ikke havde været, så havde et brækpulver straks kunnet gjort alting godt igen, og havde han tænkt eller troet, at det kunne haft slige følger, så bør man tro, at han heller havde sat sit vel end kongens liv i fare, men da han var siettere medicus end kirurgus, så anså han ét middel lige så virksomt som et andet og rådede kongen at tage et laxetiv for at fordrive de væsker, der endnu kunne hindre bylden at læges ganske. Kongen gjorde det, og efter Wohlerts (hofkirurgens) mening var det det værste, han kunne gøre, siden stenen måske snarere i mavemundingen havde sat sig i den ordentlige føde ved dens kogning og var gået bort med den, da den nu tværtimod blev skyllet ned i maven ved det overflødige flydende og i kraft af sin egen vægt blev liggende dér. Imidlertid var Putscher ganske rolig og troede at have gjort sine sager meget vel, og hverken under kongens svaghed eller ved hans død faldt det ham ind, at hans af frygt fortiede uforsigtighed kunne have mindste del deri. Men da han og Wohlert forrettede obduktionen, og han så maven, havde han nær taget sin død af forskrækkelse, og i den sjæleangst fortalte han ham det ovenanførte og spurgte ham, om han mente, at det kunne være skyld deri. Wohlert var en sand menneskeven, han så, at frygt og ikke ondskab havde voldet hans forseelse, kongen var død, det var en umulighed at gøre skaden ugjort. Han trøstede ham altså med, at hans brugte middel sikkert måtte have gjort sin forhåbede virkning, og lovede ham tavshed; han holdt ham det, og indtil han af oven-meldte årsag betroede mig det, dog måtte jeg love ham ikke at betro det til nogen, så længe den gamle Putscher levede, på det at rygtet derom ikke skulle komme ham for øre og fylde hans sidste dage med græmmelse, og dette har jeg troligen holdt.