Tyvens lod

Galger har, som det fremgår, været alt andet end almindelige på Molbechs tid, og dog var det ikke meget mere end en menneskealder siden, de indgik naturligt i det danske landskab – noget selvfølgeligt, man mødte ved indkørslen til byerne eller vidt synligt som et tilbehør til herredstingene. Sådan havde det været gennem århundreder.

Dødsstraf har vel eksisteret så længe, der har været ordnede menneskelige samfund. Henrettelsesformerne vekslede, men to blev gennem tiderne de foretrukne: hængning og halshugning. Det er den første af disse straffemetoder og dens redskab, galgen, vi her vil følge. Ordet galge, hvis oprindelige betydning er en bøjelig gren eller stang, optræder i hvert fald omkring år 800 (Bjovulf-kvadet), men selve begrebet hængning omtales langt tidligere, for eksempel af den romerske forfatter Tacitus, der siger, at germanerne havde for skik at hænge forrædere og overløbere i træer – altså i en naturskabt galge. Fra samme tid – omkring 100 efter Kristus – og fra de nærmest foregående århundreder har vi tillige moseligenes vidnesbyrd: et par, heriblandt Tollundmanden, er fundet med strikken om halsen, og ét – Ellingpigen – havde hængningsfure, som tydeligt viste dødsårsagen. Henrettede er disse mennesker altså blevet, men vi ved intet om arten af forseelsen – hvis der var nogen; det er en nærliggende mulighed, at der er tale om ofring. Senere blev hængning den specielle straf for tyveri.

Oprindelig har det været overladt den bestjålne selv at klynge en pågrebet tyv op, men efterhånden som retsreglerne strammedes, blev det forbeholdt tingsinstitutionen at dømme »til galge og gren, til høj og hedensk jord«. I 1100-årenes landskabslove bestemmes, at en tyv skal hænges, hvis han gribes på fersk gerning, og det stjålne har en værdi af mindst en halv mark (en okse vurderedes til omkring én mark). »Kongens ombudsmand skal hænge tyven, og han gør ingen synd derved, fordi tyvens gerning har dømt ham«, hedder det i den lidt yngre Jyske Lov. I senmiddelalderens kalkmalerier optræder galgen som afskrækkende motiv, men man behøvede ikke at gå i kirke for at blive mindet om den. I 15-1600-årene har hver købstad og hvert herred haft dette rettens redskab stående på torvet eller på galgebakken nær alfarvej.

Der var brug for galgerne. I tidens løb var pengenes værdi faldet og straffen for tyveri dermed skærpet automatisk, så at rene ubetydeligheder nu straffedes med døden. Det blev efterhånden for groft: 1620 instruerede kongen sine lensmænd om, at småtyve ikke skulle hænges, men sendes til tvangsarbejde i København. Endvidere blev det forbudt at anvende galgen ved førstegangsforseelser. Man fandt det »ubilligt et menneskes liv så ringe agtes«, som det udtryktes, da bestemmelsen nogle år senere blev indskærpet. En franskmand, som 1652 drog over Sjælland, fortæller, at der idelig sås galger langs vejene, hvor tyve og ulve hang side om side, og den samme iagttagelse er gjort af en polak på rejse i Nørrejylland. Man skulle ellers tro, at den nyligt afsluttede Trediveårskrig havde hærdet sindene, men måske gjaldt forbavselsen mere ulvene end tyvene; her er tale om en gammel skik, der ifølge Saxo skulle forstærke skændselen for delinkventen. Noget samlet tal på dem, der i løbet af 1600-årene endte i galgen, kendes ikke og kan vel næppe rekonstrueres. En tabel over henrettede i København gennem knap en snes år nævner ti hængte, men der må mangle nogle stykker, for da byens murede galge et år skulle repareres, betaltes der skarpretteren, Lorenz Conradt, 1 rigsdaler for hver af de tolv »fattige syndere og misdædere, som han af gerichted nedtog«. Nu forhastede man sig ganske vist ikke med at skære galgenfuglene ned; de fik god tid til at »træde dansen med de fire vinde«. Tyveknægten Niels Jensen Skomager fra Stenum blev hængt i Jerslev herreds galge i september, og hen på sommeren året efter hang han der endnu, dog med tab af nogle fingre. Dem blev Maren Nielsdatter fra Vester Brønderslev mistænkt for at have taget, men hun svor ved retten, at hun hverken havde rørt liget med hånd eller kniv. Den slags sager var ingenlunde ualmindelige. Dele af en hængt tyvs legeme, og specielt fingrene, var eftertragtede midler til magi.

Kvinder, som stjal, var »for deres kvindelige æres skyld« fritaget for galgen, men det var en tvivlsom fordel, da de i stedet kunne dømmes til levende begravelse på galgebakken. En kvinde fra Ribe blev i 1572 af bytinget dømt til »en tyvs ret under en balje« (baljen var et ekstra raffinement til lidelsens forlængelse), og året før havde Flensborgbødlen, mester Jochum, fået befaling til at føre en kvinde ud og begrave hende under galgen; i hvert fald den sidste af disse domme blev sikkert eksekveret (Fig. 2). Andre byer i hertugdømmerne kan melde om tilsvarende sager, men ellers synes halshugning med sværd at have været tyvekvindens almindelige lod. Københavns slutterregnskab meddeler, at den 7. juli 1638 »lod velagtede byfoged Claus Iversen Ravn indsætte Birgitte Jens Fangefogeds, som var udbrudt af sit fængsel udi Sakskøbing i Lolland, efter at hun der var dømt og condemneret fra livet for overbevist tyveri, og er hun efter rømningen her udi friheden pågreben og antræffet, og hensad hun til den 23. juli, at hun blev henrettet med sværdet uden Vesterport« (Fig. 3).