Tyrsted

Det er ikke hver dag, vi finder spor af vore allerældste forfædres efterladenskaber. Det skete imidlertid ved Horsens i 2016 under anlæggelse af en omfartsvej, hvor et lille mosehul gemte på fund fra Brommekulturen, der tilhører den seneste del af istiden. Med al sandsynlighed er der tale om sporene efter en lille gruppe rensdyrjægere, som dengang tog ophold ved den lille sø.

Af Per Borup og Martin Krog Nielsen

Billede

Det er velkendt blandt arkæologer, at de bedste fund på en udgravning har det med at dukke op den sidste dag i felten. Dette var også tilfældet i forbindelse med udgravningen af det lille mosehul ved Tyrsted lidt syd for Horsens.

I løbet af november og december 2016 havde Horsens Museum undersøgt sporene i mosen efter tørvegravning i den yngste bronzealder eller den ældste jernalder. Kort før jul blev der afslutningsvis gravet et dybere prøvehul i mosens sydlige del gennem nogle undergrundslignende aflejringer under tørven. Her dukkede der meget overraskende et vandaflejret gytjelag op i en væsentlig større dybde, og snart fremkom i dette lag også et næsten intakt fiskeskelet af en gedde. I første omgang blev fisken betragtet som et naturhistorisk kuriosum, men snart dukkede også en stor flintflække op. Nu tydede det på, at mosehullet også indeholdt spor efter menneskelig aktivitet, som var betydeligt ældre end de undersøgte tørvelag.

Periode: Jægerstenalder (13000 til 3901), Ældre jægerstenalder (13000 til 9001)

Udgave: Skalk 2017:6

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.