Tycho Brahes skæg

Ind trådte Niels Armand Pedersen, direktøren for Tycho Brahe Planetariet i København, netop hjemkommet fra Prag. Han undskyldte afbrydelsen af mødet, men han havde noget at fortælle, som uden tvivl ville interessere medlemmerne. Op af lommen trak han en lille æske, men før han afslørede, hvad den indeholdt, gav han en kortfattet redegørelse for dens oprindelse.

Æsken var under en højtidelighed i Teynkirken, hvor Tycho Brahe ligger begravet, blevet overgivet til den nyudnævnte danske ambassadør af direktøren for det tjekkiske nationalmuseum: en gave til den danske stat, der altså nu ved Niels Armand Pedersens hjælp ankom til sit bestemmelsessted. I æsken befandt sig to ting: et stykke damaskvævet silkestof og nogle hårrester. Af en vedlagt seddel fremgik det, at stof og hår var optaget af Tycho Brahes grav i 1901 (300-året for hans død).

Den omtalte gravåbning er altså en næsten hundrede år gammel sag. Skelettet fandtes noget beskadiget; det var under en restaurering af kirkens gulv i 1721, efter et lynnedslag med påfølgende brand, blevet molesteret af kalk og murbrokker. Tycho Brahes bekendte kunstige næse fandt man desværre ikke, den synes ikke at være kommet med i graven, men kraniet havde et kraftigt hug i næsebenet, og i omegnen sås en grønfarvning, som måske kan skyldes protesen.

Men inden vi går videre med historien, kan der være grund til kort at genopfriske vor viden om den gravlagte person.

Han var født 1546 på Knudstrup hovedgård i Skåne som søn af rigsråd Otto Brahe, men blev opfostret hos sin barnløse farbror Jørgen Brahe til Tosterup. En solformørkelse 21. august 1560 vakte hans interesse for astronomien; hvad der især forbavsede ham, var den præcision, hvormed fænomenet var forudsagt. Fra 1562 (eller muligvis 1561) opholdt han sig meget i Tyskland, hvor han studerede først jura og siden kemi, men det var astronomien, der først og fremmest trak, og på trods af familiens ikke udelte begejstring fortsatte han studiet af denne videnskab.

Det var under en sådan Tysklandsrejse, han fik sin næse skamferet. Efter en fugtig julefest kom den da tyveårige Tycho i klammeri med en anden ung dansk adelsmand, Manderup Parsberg, og det udviklede sig til en duel med beklagelige følger for den omtalte legemsdel. Hvad striden drejede sig om, er uklart, men skåret i næsen slog så vidt vides ikke skår i de to brushaners fortsatte venskab. Ved hjemkomsten fik Tycho ophold hos sin morbror, Steen Bille på Herridsvad kloster. Han havde forståelse for den unge mands særinteresser og lod endda et kemisk laboratorium opføre til ham på det tidligere klosters grund.

Tycho var allerede en veluddannet astronom, da han som 26-årig gjorde sig kendt over hele Europa ved sin afhandling »De nova Stella« om en »ny« stjerne, som året før var kommet til syne på himmelhvælvingen, en såkaldt supernova, der, som sådanne plejer, hurtigt forsvandt igen. De målinger, han havde foretaget med til dels selvkonstruerede instrumenter, var bemærkelsesværdigt nøjagtige og skaffede ham på én gang international anerkendelse. Tycho overvejede under disse omstændigheder at tage varigt ophold i udlandet, men Frederik 2., der var blevet opmærksom på det unge geni, kaldte ham til sig og fik ham overtalt til at blive i Danmark. Til gengæld skulle han have en årlig pengeydelse og øen Hven i forlening. (Fig. 1)

Tycho Brahes banebrydende indsats i astronomien blev opbygningen af observatorierne Uraniborg og Stjerneborg på Hven samt disses udnyttelse over to årtier. Baggrunden herfor må dog ikke glemmes, nemlig Frederik 2.s yderst rundhåndede støtte - gennem en periode under opbygningen: én procent af Kronens indtægter. Det er noget helt enestående i videnskabens historie og afgørende for, at den moderne iagttagende naturvidenskab, som den danske astronom var foregangsmand for, kom så godt fra start. Tycho Brahes tillid til sine forgængeres arbejder var ikke stor, han forkastede simpelthen alle tidligere udførte observationer af planeternes bevægelser mellem stjernerne og stolede kun på sine egne. Til disse benyttede han sigteinstrumenter af stort set klassisk type, men konstrueret med største omhu.

Uraniborg blev påbegyndt sommeren 1576 og stod færdig fire år senere: et rigt udsmykket anlæg i fransk inspireret renæssance. Stor var bygningen ikke, nærmest som en moderne strandvejsvilla, men den har - efter samtidige billeder at dømme - hørt til de smukkeste og ejendommeligste i Danmark på den tid. Stjerneborg, der blev opført lidt senere, var med sine fem kupler heller ikke noget gennemsnitshus; bygningen var anlagt forsænket i jorden af hensyn til instrumenternes stabilitet. Til komplekset hørte også et kemisk laboratorium, et instrumentmagerværksted, et trykkeri og en papirmølle. Mindst begejstrede for det store byggeri var vel øens bønder. Det var dem, der måtte lægge ryg til. (Fig. 2)

Lærde mænd fra nær og fjern søgte til Hven, og det samme gjorde fyrster og adelige, der ønskede at se det mærkelige, som foregik her. Midt i al denne offentlighed drev så Tycho og den lille flok af begavede medarbejdere, der omgav ham, deres forskning. Alt, hvad de observerede og konstruerede, blev så nøje bogført, at det i vort århundrede har kunnet udgives: et 15-binds værk med titlen Opera Omnia. Det karakteristiske for Tycho Brahe og det, der har gjort hans observationer så værdifulde, var som allerede berørt, at han altid - uanset hvad andre havde sagt, ment eller skrevet - lagde størst vægt på de resultater, han selv og hans assistenter kom frem til ved gentagne målinger, helst med forskellige instrumenter. I1577 blev han tilbudt rektoratet ved Københavns Universitet, men afslog. Han mente vel at kunne gøre større nytte på sin ø.

For Tycho Brahe var astronomien og kemien, som han også dyrkede (vistnok overvejende med medicinsk sigte), ikke blot videnskaber i moderne forstand, men redskaber i filosofiens tjeneste. I renæssancen blev det lovligt, ja ønskværdigt, gennem kunst og videnskab så at sige at kigge Vorherre i kortene. Tycho Brahe var et ægte renæssancemenneske: forsker, men tillige en ganske talentfuld digter, kort sagt vidtfavnende og fuldt ud klar over sit eget værd. På mange måder lignede han sin senere uven Christian 4.

Frederik 2. døde 1588, og dermed mistede Tycho Brahe en rundhåndet ven og velgører. De første år efter tronskiftet gjorde dog ingen større forskel, de goder og begunstigelser, han havde opnået, tilflød ham uændret. Først ved den unge Christian 4.s kroning 1596 begyndte problemerne. Utilfredsheden med Tychos livsførelse havde længe gæret, nu tårnede klagerne sig op. Lad os nævne de vigtigste:

Tycho har ansat en ikke ordineret præst på Hven.

Han har ikke »i 18 år været til sakramentet (til alters)«.

Han har i modstrid med ordinansen ladet sin præst udelade eksorcisme (djævleuddrivelse) af dåbsritualet.

Han har ikke vedligeholdt Helligtrekon- gers Kapel (det kongelige gravkapel) i Roskilde, sådan som han har pligt til og bliver betalt for.

Han har tilvendt sig bøndernes tiende (kirkeskat).

Han har undladt at vedligeholde kirken på Hven.

Han har levet sammen med en kvinde uden kirkelig vielse.

Han har praktiseret som naturlæge på Hven.

Han har øvet uret mod Hvens bønder.

Han har, skønt pligtig dertil, undladt at holde Kuliens fyr tændt om natten. (Fig. 3, fig. 4)

Det er karakteristisk for datiden, at de fleste af klagerne angår pligtforsømmelser over for kirken - nogle af teologisk, andre af økonomisk art. At udelade eksorcismen ved dåb var imod Luthers lære og derfor utilstedeligt, mens »papirløst« ægteskab mellem en adelig og en borgerlig (Tycho levede sammen med en præstedatter) var en kritisabel, men dog stort set accepteret tilstand; at en højadelig skulle lade sig kirkeligt vie til en person så langt under sin stand, var næsten utænkeligt. Sine lægemidler havde Tycho uddelt gratis til bønderne, hævdede han, men også dette angreb havde religiøse undertoner; det var teologerne, der afgjorde, hvad der var »god« og »ond« medicin. At nogle af klagerne var berettigede og ganske alvorlige, kan næppe bestrides, men det er tydeligt, at man har skrabet bunden. Om der, som det er foreslået, har eksisteret en veritabel sammensværgelse med det formål at bringe Tycho Brahe i miskredit hos kongen, er dog usikkert, men det står fast, at han havde mægtige fjender. Således Sjællands biskop Peder Jensen Vinstrup og den kongelige livlæge Peder Sørensen.

Tycho Brahe kan have følt jorden brænde under sig, i hvert fald forlod han 29. april 1597 Hven og flyttede med husstand og de fleste af sine instrumenter til sin gård i København. Her blev han på gaden udsat for (iscenesatte?) bølleoptøjer. Der blev råbt ukvemsord efter ham, men han fik ikke lov at lade de skyldige retsforfølge.

2. juni drog den højt ansete universitetsprofessor Thomas Fincke sammen med en kollega til Hven for på Christian 4.s ordre at undersøge, om det var rigtigt, at bønderne dér havde øvet hærværk mod de i Uraniborg efterladte instrumenter. I deres rapport herom fik de lejlighed til at indflette en ejendommelig og, som det synes, noget umotiveret kritik af Tycho Brahes virksomhed, nemlig at »disse indretninger var til aldeles ingen nytte, men kun en skadelig og alt for kostbar kuriositet«.

Alt gik fra nu af Tycho Brahe imod. Vandmølletårnet, hans astronomiske observatorium i København, måtte pludselig ikke længere bruges til dette formål, og fra byfogeden fik han forbud mod at foretage kemiske forsøg i sin egen gård. Om denne sidstnævnte virksomhed kan der med henblik på det følgende være grund til at indskyde et par ord.

Desværre er der ikke overleveret en eneste alkymistisk afhandling fra Tycho Brahes hånd, hvilket hænger sammen med, at han omgav denne side af sit virke med stor hemmelighedsfuldhed. Selv siger han i sin bog Mechanica: »Jeg afstår ikke fra at diskutere åbent herom med berømte mænd, fyrster og videnskabsmænd, som beskæftiger sig med dette og besidder nogen kundskab heri, og jeg vil ved lejlighed overlade dem visse oplysninger, hvis jeg blot er overbevist om deres ærlige hensigt og deres vilje til at bevare disse hemmeligheder. Thi det hverken lønner sig eller er rigtigt at udsprede sådant. Det er nemlig ikke givet, selv om mange påstår det, at enhver kan fuldføre disse studier, som det sig hør og bør, på en uskadelig og udbytterig måde efter naturens anvisninger«.

Tycho Brahe var utvivlsomt tilhænger af Paracelsus, den tyske alkymist, der mente, sygdomskimene kom til jorden fra stjernerne. Han gjorde oprør mod den klassiske lægekunst, således ved at inddrage uorganiske stoffer, for eksempel metaller, i medicinfremstillingen. På Københavns Universitet måtte professorerne skrive under på, at de ikke ville undervise i disse kætterske lærdomme. Kender vi ikke til kemiske afhandlinger fra Tycho Brahes hånd, har vi til gengæld recepter på lægemidler, der beviseligt er komponeret af ham - foruden en del, der er ham tilskrevet, uden at det med sikkerhed kan siges, at han er ophavsmanden. Så sent som i 1920’erne kunne man på apoteket købe »Tycho Brahes urter« og »Tycho Brahes tinktur«. Nogle af de dokumenterede Tycho Brahe-mediciner er ret skrappe sager, ét medikament er således i alt væsentligt et kviksølvpræparat, og af indholdet i et andet kan nævnes opium, svovl, jern, antimon, guld og sølv. De to miksturer kan bruges hver for sig, men blander man dem sammen og tilsætter yderligere et medikament, får man et universalmiddel mod de alvorligste sygdomme, der truer det menneskelige legeme. Blandt Tycho Brahes lægemidler er også et mod pest og et mod »de smitsomme sygdomme, som nu breder sig overalt«. Er det mon syfilis, der tænkes på?

I sommeren 1597 følte Tycho Brahe sig helt afskåret fra så at sige enhver form for praktisk forskning og så ingen anden udvej end at drage i eksil. Husstand og medhjælpere, i alt en snes personer, blev sammen med instrumenter, bøger, manuskripter mv. afskibet til Rostock. Indtil videre havde han klaret sig økonomisk, selv om man havde frataget ham væsentlige indtægter, nu mistede han også pengene fra Roskilde- kirken, så fremtidsudsigterne var ikke de bedste. Håbet om igen at blive taget til nåde var dog ikke opgivet, så 10. juli skrev han til Christian 4.: Han havde følt sig tvunget til at tage ophold i udlandet, men ville gerne vende tilbage til Danmark, hvis forholdene dér kunne blive tålelige for ham. (Fig. 5, fig. 6)

Spændt ventende på kongens reaktion satte Tycho sig til at skrive sin bog om astronomiske instrumenter, Astronomiae Instauratae Mechanica. Svaret indløb en god månedstid senere, og det havde både næb og kløer. Christian 4. gentog klagepunkterne og gjorde det klart, at hvis Tycho nogensinde ville gøre sig håb om at vende tilbage, skulle han ikke anlægge den tone, men »underdanigst tilbyde sin tjeneste og derom bede, som en tjener bør at gøre —«. Tycho må have indset, at der ikke var mere at hente ad den vej. Hans videre færd gik til Wandsbeck, hvor han begyndte at se sig om efter en ny mæcen. Ved den tid var det, han skrev sit berømte klagedigt, hvis begyndelse (oversat fra latin) lyder således: Dannmark, hvad har jeg dig gjort, at bort så grumt du mig støder? Hvor kan, o fædreneland, du mig behandle som fjende? Løftet jeg har jo dit navn, det nævnes med hæder så vide, siig, kan du vredes, fordi min virken har kranset med ros dig?

Og sådan fortsættes der, bittert og selvmedlidende, uden mindste tegn på skyldfølelse, men med sikker sans for eget værd.

Sommeren 1598 fik Tycho Brahe forbindelse med kejser Rudolf 2. i Prag, der tilbød ham stillingen som hofastronom. Alt så igen lyst ud, men virkeligheden svarede ikke helt til forventningerne. Som en positiv ting må dog nævnes, at han til medarbejder fik Johannes Kepler, en lovende ung astronom, der senere indlagde sig berømmelse ved at bevise planetbanernes elliptiske form - et arbejde, hvor netop Tycho Brahes observationer kom ham til nytte.

Den 13. oktober 1601 var Tycho Brahe budt til taffel hos en grev Rosenberg. Som sædvanligt i de højere kredse var der nok af mad- og drikkevarer, og måltidet tog adskillige timer. Efter hjemkomsten blev Tycho syg, og elleve dage senere døde han - ifølge traditionen af blæresprængning; han havde under måltidet - vel sagtens af høflighed - ikke villet trække sig tilbage i et nødvendigt ærinde. Sådan lyder historien, men der har i nyere tid været sat spørgsmålstegn ved den. Er det overhovedet muligt ved viljens kraft at holde sig, til blæren sprænges?

Lad os vende tilbage til mødet i »Tycho- banden« og de fra Prag hjembragte »relikvier«, nogle hårrester, tydeligvis fra skægget, og stumpen af ligklædet. Af disse har skægget størst interesse, heraf kan nemlig under gunstige omstændigheder med moderne undersøgelsesmetoder uddrages visse oplysninger om den skægbærendes helbredstilstand. Retskemisk Institut ved Københavns Universitet blev kontaktet, og dettes leder, Bent Kæmpe, sagde straks ja til at medvirke. Resultaterne blev ret overraskende, men før vi går ind på dette, vil det være rimeligt kort at gennemgå de sygdomsbeskrivelser, der foreligger fra Tychos sidste dage.

1. Af Johannes Keplers latinske beretning, der er anført efter Tycho Brahes sidste observationsnotat dateret 11. oktober 1601, fremgår, at Tycho havde sat sig til bords uden forinden at lade vandet. Han følte under middagen, at hans blære blev spændt, men ville vente med at tømme den, til han kom hjem. Da kunne han imidlertid ikke. Efter fem søvnløse døgn kom der blodig urin frem under frygtelige smerter. Der fulgte stadig søvnløshed, feber og efterhånden også vildelse. At hans spise- og drikkevaner forblev uændrede, forbedrede ikke tilstanden. Den 24. oktober udåndede han fredeligt efter et par timers vildelse, hvorunder han gentog: »Har jeg blot ikke levet forgæves«.

2. I vennen, lægen Johann Jessenius Jessens »ligprædiken« hedder det blandt andet: »Herefter fulgte urinretention (manglende evne til at tømme blæren) og heftige smerter, hvorved blodet blev tiltrukket og fremkaldte en blærebetændelse med ledsagende kontinuerlig feber. Af denne opstod en ganske let vildelse«.

3. En optegnelse fra en 26-årig tysk læge, Johannes Wittich, meddeler: »Den 24. oktober 1601 i Prag dør Tycho Brahe mellem 9 og 10 formiddag; en sten bevirkede, at han ikke kunne lade vandet og døde af blæresprængning«. - Til dette må bemærkes, at der på Tycho Brahes tid faktisk var hjælp at hente mod denne lidelse. En særlig kategori af kirurger, de såkaldte brok- snidere, kunne i heldigste fald redde livet på en patient ved operation eller ved at føre en sonde gennem urinrøret, men det synes ikke at være forsøgt her, i så fald ville det sikkert være nævnt. Der blev ikke ved gravåbningen 1901 fundet nogen blæresten, men det var næppe heller at vente i en kiste, der, som vi har hørt, var forstyrret af nedfaldne kalkstumper og murbrokker.

I dag anvendes hår og skæg i stor udstrækning inden for kriminalistikken, blandt andet til påvisning af narkotika, lægemidler og gifte, som hårets ejer har indtaget. Disse stoffer (eller i hvert fald nogle af dem) indlejres nemlig i det voksende hårskaft fra blodet, der tilfører hårsækkene næring. Hovedhår vokser ca én cm pr måned, skæghår omkring det halve, og da læge- midlet/giften er langtidsholdbar i håret, har man et middel til at vise, om sådanne stoffer er indtaget, og hvis det er tilfældet, omtrent hvor længe håret har vokset, efter at det skete. Som eksempel kan nævnes, at der har kunnet påvises kokain i hår fra indianske mumier fundet i Peru. (Fig. 7, fig 8)

En ganske lille del af Tycho Brahes skæg blev vejet, opløst og målt i et apparatur, hvis nærmere funktion vi ikke kan komme ind på her. Det viste sig, at håret indeholdt ikke mindre end tolv en halv gang så meget kviksølv, som man normalt finder i menneskeligt hovedhår i dag, hvor ellers den naturlige kviksølvkoncentration på grund af forureningen er langt større, end den må formodes at have været for 400 år siden. Også blyværdien lå et godt stykke over nutidsmenneskets blyindhold i hår, men det kan skyldes datidens udstrakte brug af bly i husgeråd, vandledninger og lignende. Vi kan altså - i hvert fald i første omgang - se bort fra blyet og rette vor opmærksomhed mod kviksølvet.

Hvad prøven ikke kunne fortælle, var, om Tycho har fået den store dosis på én gang eller lidt efter lidt; at påvise det kræver andre metoder, som senere vil blive forsøgt. Viser det sig, at koncentrationen af kviksølv er ensartet gennem hele skægget, kan der være tale om forgiftning ved indånding af kviksølvdampe i laboratoriet, men det vil på den anden side næppe kunne forklare Tychos symptomer på akut uræmi (urinforgiftning). Før vi går videre, er der imidlertid et spørgsmål, som må stilles: Kan det tænkes, at kviksølvmængden i håret slet ikke er erhvervet gennem blodet, men ved forurening udefra, for eksempel ved balsamering af liget eller ved konservering af skægget efter gravåbningen i 1901? Nej, i så fald ville kviksølvkoncentrationen givet have været betydeligt højere end den foreliggende. Spørgsmålet vil kunne løses endegyldigt ved en undersøgelse af kviksølvmængden i ligklædestumpen.

Kviksølv forekommer udbredt og har været anvendt på mange måder, for eksempel til polering at filthatte, til forgyldning og i medicinen til behandling af syfilis helt frem til 1909. Men stoffet kunne fremkalde alvorlige forgiftninger, således hos folk, der arbejdede i kviksølvminer, hvorfor man ofte brugte slaver (straffefanger) til denne virksomhed. De akutte symptomer ved indtagelse af en dødelig dosis kviksølv er en brændende metalsmag og opkastninger. Derefter følger mavesmerter med diarré, senere kramper og kollaps. Forbigående kan forekomme en sygelig forøgelse af urinmængden, men derefter indtræder urinstop, som efter otte til tolv dage medfører døden på grund af uræmi. (Fig. 9)

Retskemisk Institut konkluderede på grundlag af sygdomsbeskrivelser og analyse, at den uræmi, Tycho Brahe efter alt at dømme led af, kan skyldes kviksølvforgiftning, og spørgsmålet bliver nu, hvordan han kan tænkes at have pådraget sig en sådan. Er det ved egen uforsigtighed i omgang med stoffet, eller er han slet og ret blevet forgivet? Tycho Brahe brugte kviksølv til flere ting, således til sine ure og som bestanddel i sine medikamenter, og da han næppe har været fuldt ud klar over stoffets farlighed, kan det ikke udelukkes, at han på en eller anden måde er kommet det for nær, for eksempel ved at anvende det som lægemiddel på sig selv. Det er nok den sandsynligste forklaring, men den anden mulighed, at der foreligger en forbrydelse, kan dog ikke helt afvises. Tycho Brahe- forskeren Ole Rughede har i den forbindelse henvist til et brev skrevet 1624 af Johannes Baptista Laurus, professor i den italienske by Perugia. Her fremføres, efter en kort omtale af Tycho Brahes virksomhed, den formodning, at rygtet om hans død ved gift taler sandt. Der må altså have verseret rygter, men sådanne kunne let opstå, når en berømt mand forlod verden lidt pludseligt. Tycho Brahe havde, som vi har set, let ved at skaffe sig fjender, men kan nogen af dem have haft motiv til ligefrem at rydde ham af vejen? Ole Rughede peger på den indflydelse Tycho kan tænkes at have øvet på den politisk svage kejser Rudolf. De religiøse spændinger, som var opstået i reformationens kølvand, kan have spillet ind, der var stærke følelser involveret, og de kunne måske nok tænkes at have foranlediget et giftmord. Hvordan grev Rosenberg og hans kok kommer ind i billedet, er dog ganske uklart.

Det er muligt, de fortsatte skægundersøgelser kan bringe os gådens løsning lidt nærmere, men sker det ikke, må vi trøste os med det, som allerede er nået, og det er slet ikke så lidt. Vi kan nu med næsten sikkerhed sige, at Tycho ikke, som ellers antaget, døde af blæresprængning, men af uræmi efter kviksølvforgiftning, og vi har formodning om, at den er forårsaget ved egen uforsigtighed i omgangen med det farlige stof. For os står Tycho Brahe som den store astronom, ikke som en lægevidenskabens forkæmper, men selv har han nok fordelt vægten lidt anderledes. Det fremgår blandt andet af hans klagedigt, hvor et afsnit er viet medicinfremstillingen og lægekunsten, så lad os slutte med endnu et par strofer af dette for vort kendskab til personen Tycho Brahe så vigtige værk: Også Machaons kunst og visdom jeg søgte at granske, han, som hjælper hver syg, gengi’r den svage hans kraft. Danmark, hvis du fortier det, vil nordmænd og svenskere tale, der, hvor mangen en syg er, høstede gavn af min hjælp, aldrig søgte jeg dog - hvad ellers man plejer - en fordel; vel var min læretid tung, gratis dog altid min hjælp. Sagtens var det vel det, der gjorde mig misundt og hadet, her blev spiren lagt til min landflygtigheds straf. (Fig. 10)