Tycho Brahes skæg

Ind trådte Niels Armand Pedersen, direktøren for Tycho Brahe Planetariet i København, netop hjemkommet fra Prag. Han undskyldte afbrydelsen af mødet, men han havde noget at fortælle, som uden tvivl ville interessere medlemmerne. Op af lommen trak han en lille æske, men før han afslørede, hvad den indeholdt, gav han en kortfattet redegørelse for dens oprindelse.

Æsken var under en højtidelighed i Teynkirken, hvor Tycho Brahe ligger begravet, blevet overgivet til den nyudnævnte danske ambassadør af direktøren for det tjekkiske nationalmuseum: en gave til den danske stat, der altså nu ved Niels Armand Pedersens hjælp ankom til sit bestemmelsessted. I æsken befandt sig to ting: et stykke damaskvævet silkestof og nogle hårrester. Af en vedlagt seddel fremgik det, at stof og hår var optaget af Tycho Brahes grav i 1901 (300-året for hans død).

Den omtalte gravåbning er altså en næsten hundrede år gammel sag. Skelettet fandtes noget beskadiget; det var under en restaurering af kirkens gulv i 1721, efter et lynnedslag med påfølgende brand, blevet molesteret af kalk og murbrokker. Tycho Brahes bekendte kunstige næse fandt man desværre ikke, den synes ikke at være kommet med i graven, men kraniet havde et kraftigt hug i næsebenet, og i omegnen sås en grønfarvning, som måske kan skyldes protesen.

Men inden vi går videre med historien, kan der være grund til kort at genopfriske vor viden om den gravlagte person.

Han var født 1546 på Knudstrup hovedgård i Skåne som søn af rigsråd Otto Brahe, men blev opfostret hos sin barnløse farbror Jørgen Brahe til Tosterup. En solformørkelse 21. august 1560 vakte hans interesse for astronomien; hvad der især forbavsede ham, var den præcision, hvormed fænomenet var forudsagt. Fra 1562 (eller muligvis 1561) opholdt han sig meget i Tyskland, hvor han studerede først jura og siden kemi, men det var astronomien, der først og fremmest trak, og på trods af familiens ikke udelte begejstring fortsatte han studiet af denne videnskab.

Det var under en sådan Tysklandsrejse, han fik sin næse skamferet. Efter en fugtig julefest kom den da tyveårige Tycho i klammeri med en anden ung dansk adelsmand, Manderup Parsberg, og det udviklede sig til en duel med beklagelige følger for den omtalte legemsdel. Hvad striden drejede sig om, er uklart, men skåret i næsen slog så vidt vides ikke skår i de to brushaners fortsatte venskab. Ved hjemkomsten fik Tycho ophold hos sin morbror, Steen Bille på Herridsvad kloster. Han havde forståelse for den unge mands særinteresser og lod endda et kemisk laboratorium opføre til ham på det tidligere klosters grund.

Tycho var allerede en veluddannet astronom, da han som 26-årig gjorde sig kendt over hele Europa ved sin afhandling »De nova Stella« om en »ny« stjerne, som året før var kommet til syne på himmelhvælvingen, en såkaldt supernova, der, som sådanne plejer, hurtigt forsvandt igen. De målinger, han havde foretaget med til dels selvkonstruerede instrumenter, var bemærkelsesværdigt nøjagtige og skaffede ham på én gang international anerkendelse. Tycho overvejede under disse omstændigheder at tage varigt ophold i udlandet, men Frederik 2., der var blevet opmærksom på det unge geni, kaldte ham til sig og fik ham overtalt til at blive i Danmark. Til gengæld skulle han have en årlig pengeydelse og øen Hven i forlening. (Fig. 1)