Tvivlens tid

Det var en svær og forvirrende tid for menigmand. I udlandet havde samfundskritikere sat spørgsmålstegn ved vedtagne sandheder og peget på åbenbare sociale urimeligheder. Unge hedsporer herhjemme havde taget tråden op, og så megen sandhed var der i deres kritik, at troen på fællesskabet gik fløjten, lov og orden kom i ulave, og egoismen kom i højsædet. De velhavende gjorde, hvad de kunne for at sikre deres interesser, samtidig med at skattenægterbevægelser opstod overalt. Landsfaderen forsøgte at gennemføre en politik over midten, mens politikerne på fløjene råbte drøje skældsord efter hinanden. Til sidst, da ordene ikke slog til længere, greb man til volden for at få en afgørelse af, hvem der havde ret. Da det var overstået, kunne historien sætte sig til at finde ud af, hvem der for eftertiden skulle gælde for helte, og hvem der var skurke.

Dette er ikke en sort beskrivelse af vor egen tid, men af en fjern fortid, nemlig den halve menneskegeneration fra 1520 til 1536. Den udenlandske reformbevægelse var tysk og et opgør med den katolske kirkes grove, verdslige udnyttelse af sin åndelige magt. Reformationen blev ledet af mænd som Martin Luther og Philip Melanchton, der stræbte efter en ny kirkeorden i samarbejde med nordtyske fyrster. Mere rabiate reformatorer med Thomas Müntzer i spidsen ønskede en social ændring, som bragte retfærdighed til den af alle udnyttede underklasse, men disse ideer faldt ikke i Luthers smag; han forlangte bondeoprørerne slået ned som »gale hunde«, og det blev de – også i Danmark, hvor Skipper Klement og hans bondehær blev slagtet foran Ålborg. De velbjærgede, som søgte at sikre sig, var de adelige godsejere, samt deres brødre og fætre på de høje kirkelige poster. Og skattenægterbevægelsen opstod først og fremmest blandt bønderne, der under dække af uroen undlod at betale tiende til kirken. Landsfaderen var Frederik 1, som var tvunget til at føre midtpolitik, fordi der hvilede et skær af tronraner vestover ham. Selv om han måske nok kunne tænke sig reformationen gennemført – blandt andet gav det jo mulighed for at styrke kongemagten ved overtagelse af kirkens enorme jordegods – var han bundet til det katolske rigsråd, som havde hjulpet ham på tronen ved at smide hans nevø Christian II ud. Denne Christian, som var besvogret med selveste den tysk-romerske kejser, arbejdede ustandseligt i udlandet for at tilbageerobre sin trone, hvilket som bekendt ikke lykkedes. Ingen af de ledende politiske figurer kan siges at have haft rent mel i posen, måske med undtagelse af hertug Christian (III), der synes at have været ærligt overbevist lutheraner. Ved hans tronbestigelse 1534 holdt volden sit indtog i form af Grevens Fejde, Danmarks eneste borgerkrig i nyere tid. Efter dens afslutning i 1536 blev reformationen gennemført. Heltene blev Christian III, Johan Rantzau, Johan Friis, samt Hans Tavsen og hans meningsfæller. For menigmand var den tid forbi, hvor tilværelsen bestod af tvivl og spørgsmålstegn. Nu vidste man igen, hvad man havde at rette sig efter.

Den imponerende landsbykirke i det sønderjyske Brøns rummer nogle mærkelige kalkmalerier, som må stamme fra denne tvivlens tid. De er malede som forstørrede træsnit på kirkens nordvæg og er de bevarede rester af en større udsmykning af kirkerummet. Længst mod vest ses den hellige Kristoffer, som bærer det lille Kristusbarn på sine skuldre. Ved siden af ham holder to svævende engle en baldakin som et dække over næste scene; den viser Kristus segnende under korsets vægt og delvis liggende i en kiste. Kisten og korset er forbundet, så de får udseende af en vinpresse, og det er ikke tilfældigt: Ligesom druen presses til vin, presses Kristi legeme for det blod, der bliver til vin og frelse for den troende menneskehed. Til højre herfor ses den hellige Jørgen i kamp med dragen og oven over ham den prinsesse, han befrier. Atter til højre herfor er malet en arkadeindrammet frise med tolv billeder af Kristi lidelseshistorie, derover to store billeder af tydeligt anti-katolsk indhold, samt endelig længst mod øst en kronet helgeninde – måske den hellige Dorothea – som kan være del af en større, forsvundet helhed. Malerierne er indrammede af sorte linjer, der understreger præget af træsnit i overstørrelse.

Det er de to store anti-katolske billeder, vi her vil samle opmærksomheden om; de er temmelig enestående blandt bevarede danske kalkmalerier. Det østlige forestiller Himmelborgen med tårne, tinder og højt tag (Fig. 1). Foran dens port står Kristus, og over ham forkynder en latinsk indskrift et citat fra Johannes’ evangelium: »Den gode hyrde ofrer livet for sine får«. Den lille figur og indskriftsfeltet til højre for Jesus er tilføjet ved maleriernes restaurering 1907 og altså uden interesse, men indskriftstavlen under Kristi højre hånd er ægte, den rummer et citat fra Matthæus: »Men ve Eder, I skriftkloge og farisæere, I hyklere! thi I tillukke Himmeriges rige for menneskene; thi I gå ikke derind, og dem, som ville gå ind, tillade I det ikke«. Til venstre for borgens indgang går en landsknægt foran en ridende pave, kardinal og konge. Ifølge indskriftsbånd siger de: »Kristus, åbn for os«, og denne svarer med et citat fra Lucas: »Jeg siger Eder, jeg kender Eder ikke, hvorfra I ere; viger bort fra mig, alle I, som øve uret!« På begge sider af borgen ses bisper og prælater, munke og nonner, som har rejst stormstiger for uretmæssigt at trænge ind i det himmelske rige. Citatet fra Johannes indtager en central plads, og meningen med fremstillingen bliver helt klar, når man medtager begyndelsen til samme kapitel: »Sandelig, sandelig siger jeg Eder, den, som ikke går ind i fårefolden gennem døren, men stiger andetsteds over, han er en tyv og en røver«. En besk kritik af den katolske kirke med andre ord. Dens magt i denne verden er blevet så stor, at den har glemt al kristelig ydmyghed, endogså over for Kristus selv. På en analfabetbefolkning har et sådant billede haft en overvældende virkning, og luthersksindede præster har kunnet bruge det som udgangspunkt for en omvendelse til deres trosopfattelse. Matthæus-citatet har i øvrigt været anvendt andetsteds i datidens religiøse debat. Det findes som ledsagetekst til et træsnit på titelsiden af Hans Tavsens kampskrift mod Odensebispen fra 1529.