Tvillingsten
De store stengrave, dysserne og navnlig jættestuerne, hører til vor oldtids mærkeligste anlæg, og mangen er faldet i forundring over dem: Hvordan har det været muligt for mennesker uden kompliceret teknisk udstyr at håndtere sten af denne størrelse og få dem samlet til en bygning, der har kunnet holde i årtusinder? Hvordan har man fået flyttet blokkene, og hvilket løftegrej har man haft, når de store overliggere skulle lægges på plads? Ved en sønderjysk jættestue har man for nylig fundet spor af en enorm stolpe i højfylden lige uden for kammeret. Har den på en eller anden måde fungeret i et stort hejseværk? Det er indlysende, at bygmesteren på forhånd må have gjort sig klart, hvilken form og størrelse hans værk skulle have. Valget af sten, der skulle føres til byggepladsen, afhang jo deraf.
Af Svend Hansen
Den lokale landsbyhøvding og hans undersåtter har ikke selv kunnet klare en sådan opgave, fagfolk måtte tilkaldes - og måske langvejsfra, eftersom antallet af dem, der kunne være tale om, næppe var særlig stort. Det var højt specialiserede folk, hvis viden og erfaring gik i arv fra far til søn, præcis som håndværkertraditioner har gjort det helt op til vore dage. (Fig. 1, fig. 2)
Fig. 1. Pilene udpeger tvillingsten i to jættestuer, den til venstre fra Knudshoved Odde, Sydsjælland, den anden fra Rørby ved Kalundborg.
Fig. 2. Fem jættestueplaner med markerede tvillingsten.
Når man besøger gravkamre af denne art rundt om i landet, sker det, man opdager, at to sten i bygningsværket oprindelig har hørt sammen; de er opstået ved kløvning af én stor blok. Naturen selv kan have foretaget sådanne spaltninger, istidens bræer havde vældige kræfter, men det var næppe almindeligt, at de to halvdele, når de først var adskilt, fulgte hinanden. Det kan ikke fejle, at stenaldermændene selv har kendt kunsten at kløve meget store sten. Tidligere tiders stenhuggere skal alene ved lette slag på stenen gennem lyden have kunnet afgøre, hvor og hvordan hammeren skulle føres for at fremkalde kløvning, men så store sten som dem, der her er tale om, har dog nok krævet andre metoder. Undertegnede har, i forbindelse med mange års restaureringsarbejder på storstensgrave rundt om i landet, forsøgt at lure de gamle kunsten af, men uden resultat; man kan blot konstatere, at det lod sig gøre. Der findes ingen mærker på de flækkede sten i form af riller eller kilehuller; noget sådant kendes først fra jernalderen og fra historisk tid. En mulighed er, at man ved opvarmning og pludselig afkølning i forbindelse med hårde slag har kunnet få stenen til at flække efter den ønskede linje, men det er foreløbig teori. En gammel håndværkerfærdighed er gået tabt.
I stenkamrene er de to halvdele af en flækket sten næsten altid stillet ved siden af hinanden, over for hinanden eller på anden måde i samhørighed, og det er let at forstå, eftersom de har samme højde og bredde og i det hele taget indbyder til ensartet anbringelse. En undtagelse finder man i »Troldstuerne«, en nordvestsjællandsk dobbeltjættestue, her er to samhørende sten anbragt som overliggere i hver sit kammer. Fordelingsmulighederne er for resten mange. I en jættestue på Knudshoved Odde, Sydsjælland, står et par imponerende tvillingsten midt i kammerets ene længdevæg, lige over for indgangen, og noget tilsvarende kan ses i en lille, men meget høj (ja faktisk landets højeste) jættestue i Ubby ved Kalundborg. Tvillingstenene findes ikke blot i jættestuernes kamre, også i de tilhørende gange optræder de - ved siden af hinanden, over for hinanden, eller hvordan det nu kan falde. Til de »dørkarme«, som ikke sjældent forefindes, og hvor der vel har været indsat en form for spærring, er ofte anvendt smalle tvillingsten.
For dem, der vil se tvillingsten, kan et besøg i jættestuen Kong Svends Fløj på Lolland anbefales. Allerede i gangen møder man et stenpar, og i selve det tolv meter lange kammer indgår ikke mindre end fire sæt tvillinger, alle placeret i nordenden. Netop her, i nordenden, vider kammeret sig ud, og loftet danner næsten en slags hvælving. Der er vist ingen tvivl om, at denne del har haft en særlig betydning.
Det er jættestuernes tvillingsten, vi her har trukket frem, men det betyder ikke, at fænomenet mangler ved de noget ældre dyssekamre, tværtimod er det meget almindeligt. Noget helt usædvanligt finder man i Agri på Mols: to dysser, beliggende mere end en kilometer fra hinanden, men med dæksten, der engang har udgjort én stor blok. Om det i dette tilfælde er isen eller menneskene, der har foretaget spaltningen, er umuligt at sige, men det første er måske nok det sandsynligste.
