Tvende store skibe

Som bekendt er søen de »danskes vej til ros og magt«, men hvordan den blev det, er en lang og indviklet historie. I vikingetiden og den tidlige middelalder var ledingsvæsnet det bærende element i søkrigsførelsen, men det blev efterhånden utidssvarende, og under den urolige periode i 1300-årene, hvor store dele af landet var pantsat, gik det helt i opløsning. Valdemar Atterdag rekvirerede skibe, hvor de var at få, det vil først og fremmest sige hos lensmændene og byernes købmænd, og sådan fortsatte det under de følgende konger, der dog vistnok også bidrog med egne krigsskibe. Et alvorligt forsøg på at opbygge en egentlig orlogsflåde synes gjort af Christian 1., og bestræbelserne fortsattes af hans søn Hans. Kronen på værket blev de to omtalte skibsbyggerier.

Om kong Hans’ interesse for alt, hvad der har med søen at gøre, vidner hans anlæggelse af et fæstningstårn med tilhørende skibsværft på en lille ø i Nakskov Fjord; den har i dag navnet Slotø. Man har tidligere ment, det var herfra de to kæmpeskibe udgik, men det er næppe rigtigt; værftet blev opført omkring 1510, og Engelen synes bygget samtidig, vistnok i Sønderborg. Maria kom til nogle år senere og kan være fra Slotø, men København er nok et bedre bud. Desværre eksisterer der ikke oplysninger, der kan vise, hvor store skibene egentlig var, men beregninger, som er foretaget, tyder på, at Marias længde har ligget omkring 48 meter. (Fig. 1, fig. 2)

Engelens liv blev kort, men glorværdigt. Det var Jens Holgersen Ulfstands flagskib i slaget ved Bornholm august 1511 mod en liibsk flåde, og 1514 blev det sendt til Nederlandene på frierfærd for den nye konge, Christian 2. Ekspeditionen lykkedes, Christian fik sin Elisabeth, men Engelen mistede han. Det store skib blev udlånt til Elisabeths bror, den senere tyske kejser Karl 5. To år senere, 1516, førte det ham til Spanien, hvor kongeværdigheden ventede, og herfra kom det af en eller anden grund aldrig tilbage; det siges at være brændt, men nærmere derom vides ikke. En mand, der har beundret fartøjet, mens det endnu opholdt sig i Nederlandene, omtaler det som »et forfærdeligt stort skib, — hvis lige i størrelse aldrig tidligere var set i Zeeland«.

Det andet storskib, Maria, fik en skæbne meget lig Engelens. Det deltog i en krig (den der førte til det stockholmske blodbad og Kalmarunionens endelige ophør) og fik herunder sine skrammer, men 1523 forlod det Danmark sammen med Christian 2., der gik i landflygtighed. Det var en hel lille flåde, ekskongen tog med sig, men den blev splittet af storm og var i en ret sørgelig forfatning, da den omsider nåede frem til målet, som også denne gang var Nederlandene. For at komme ud af sin tyngende gæld og skaffe midler til et togt mod Danmark, det tabte rige, som jo gerne skulle genvindes, måtte Christian 2. sælge sit stolte skib, Maria; det var vurderet til 50.000 gylden, men indbragte, da det kom til stykket, kun 4.700, hvoraf 200 endda gik til kommissioner. Begge skibe var altså nu uden for Danmarks rækkevidde. En af Christians tilhængere, en tidligere høvedsmand fra Bergen, tilskrev ham således: »Jeg håber, det ikke er sandt, hvad der fortælles om, at skibet Maria er solgt, sligt et skib, hvormed man kunne tvinge en hel sø. Når det kom i søen, var Eders Nådes fjender mere bange for Maria end for ti andre skibe. Gud ved, at så ofte, jeg hører sige, at det er solgt, da gør det mig vee udi mit hjerte«.

I Ebeltoft Kirke findes på et forholdsvis beskedent sted, nemlig i hjørnet af en hvælvingskappe, et kalkmaleri forestillende et firemastet skib, altså et meget stort fartøj. Det er et detaljeret og veludført billede, som tilmed udmærker sig ved at være dateret (1521) og signeret (Jep Høegh). Kunstneren er os ukendt, men hans værk interesserer i høj grad. Et så stort skib på det tidspunkt kan dårligt være andet end Maria; Engelen var jo forlængst ude af sagaen. I flere andre østjyske kirker findes billeder af firemastede skibe fra tiden omkring 1520; det er sandsynligt, at også de forestiller Maria, men Ebeltoftskibet er uden sammenligning det mest autentiske. Kunstneren må have set det skib, han gengav.

En detalje, som kalkmaleren især har fæstet sig ved, er ankergrejet. De fleste opfatter det nok, som om skibet ligger til ankers, men det er sikkert ikke det, kunstneren har villet fortælle. Han vil vise, skibet er under forhaling, også kaldet varpning. Det er en fremgangsmåde, sejlskibe anvender, når manøvrepladsen er begrænset og ikke tillader almindelig sejlads. Princippet er, at man med skibets båd ror en trosse med et anker, varpankeret, ud i den retning, man ønsker at flytte skibet. Når tovet er strakt, kastes ankeret ud fra båden, og om bord på skibet begynder man at hale ind på trossen, det vil sige trække skibet hen mod ankeret. Mens dette foregår, ror båden et nyt varp ud og så fremdeles, indtil skibet er nået til den ønskede plads, eller forholdene tillader, at sejlene sættes. Det er spændende, at kunstneren beskriver et sømandsarbejde så præcist på et tidspunkt, hvor det var nyt. Skibene var nu blevet så store, at bugsering var for risikabel og varpning derfor nødvendig. (Fig. 3)

På Ebeltoftmaleriet ligger det styrbords anker (tøjankeret) langt ude foran skibets stævn, og der er træk på ankertrossen. Det bagbords anker (dagligankeret) ligger helt inde under stævnen, og trossen er kort; det er med andre ord lige før, det bliver løftet op og bjærget om bord. Begge ankre er forsynet med bøjereb, så de ikke går tabt, dersom ankertovet skulle briste. Båden foran skibsstævnen har en streg agterud. Meningen må være, at den er ved at udlægge et nyt varp. Selve ankeret ligger da i båden. (Fig. 4, fig. 5)

En mulighed er, at billedet skal vise, hvordan skibet trækkes fri efter en grundstødning, men det gør nu ikke den store forskel, også det foregik efter varpnings-princippet. Man kunne tænke sig uheldet sket i Ebeltoftvigen, og at det er det, man har villet forevige, men her er naturligvis tale om rent gætteri. At kunstneren har overværet en varpning turde være indlysende, og det er tydeligt, han har været på hjemmebane. Ellers kunne han ikke have gengivet de mange detaljer så klart og præcist.

Maria og Engelen repræsenterer begyndelsen på den lange række af store sejlførende orlogsskibe, som kendetegner vor kongelige marine. Man kan med god ret sige, at fregatten Jylland afsluttede denne række. Hvor mærkeligt, at den i dag befinder sig netop i Ebeltoft.