Truslen fra Rom

Gennem hele yngre bronzealder var ligbrændingen enerådende i Danmark, og jernalderens indtræden omkring 500 før Kristus ændrede ikke dette forhold, blot blev de høje, der dækkede gravstederne, nu mindre eller forsvandt helt, hvilket vel også er den logiske udvikling af en gravskik, der så at sige sletter den døde ud. Fuldt gennemført blev princippet nu aldrig, der var stadig ritualer, som skulle overholdes, når urnen sattes i jorden, og de ytrede sig forskelligt i de forskellige landsdele, hvilket kunne tyde på, at samkvemmet mellem disse har ladet noget tilbage at ønske; formodentlig har der allerede dengang været tilløb til en stammedeling. I Sydvestjylland finder man tuegravpladser, store samlinger af ganske små høje, som hver dækker over en urnegrav. En af disse »kirkegårde«, der tidligere har været udførligt beskrevet i Skalk (1975:1), er egnet som eksempel.

Årupgårdpladsen, som vi kalder den, er anlagt med udgangspunkt i en lidt større høj; dens centralgrav var desværre ødelagt, men i siden var nedgravet bronzealderurner, så den er i hvert fald fra før tuernes tid. De ældste af disse lå tæt op ad højen, de næstældste lidt fjernere og så videre. De i alt ca 1500 grave dannede tilsammen et bredt bælte, omkring 400 meter langt, med »bronzealderhøjen« i den ene ende, de yngste urner i den anden. Tidsmæssigt spænder de over en meget lang periode, fra ca 500 til 100 før Kristus, det meste af et halvt årtusinde.

De små gravanlæg er i virkeligheden ret komplicerede, der er ringgrøfter, stenkredse og stolpesætninger af varierende art, men forskellen fra ældst til yngst er påfaldende ringe, når man tager det lange tidsforløb i betragtning. Gravgodset var beskedent, hovedsageligt dragttilbehør såsom nåle og bæltespænder; våben forekom overhovedet ikke (Fig. 2). Ingen grave var særligt rige eller på anden måde afstikkende fra de andre. Desværre er det – trods megen søgen – ikke lykkedes at finde den til gravpladsen hørende bebyggelse, men på samtidige bopladser længere oppe i Jylland møder der os et tilsvarende billede: ingen huse fremhæver sig særligt, hverken i størrelse, indretning eller udstyr. Man har indtryk af et samfund uden skarpe klasseskel og uden krigeriske ambitioner. Den tidlige jernalder var ikke de store fremskridts tid. Man lærte sig efterhånden at bruge det nye metal, men holdt sig ellers til det gammelkendte.