Trojeborg

Ordet labyrint betegner oprindelig et anlæg eller bygningskompleks med mange værelser og gange, hvor man let kan fare vild; bedst kendt er vel den kretiske labyrint, hvor uhyret Minotauros rådede. Herfra gik navnet over på tegningerne, der blev opfattet som grundplaner af sådanne bygninger. Oprindelig var det én bestemt figur, der gik igen; den er nærmest nyreformet, men kan variere i størrelse gennem antallet af »gange«, der er lagt uden om hinanden. Det ældste kendte eksemplar er dateret ca 1200 før Kristus og hører hjemme i Grækenland, men om det var her, formen opstod, kan ikke siges med sikkerhed. Den har nemlig en meget vid udbredelse: Middelhavslandene, Nordeuropa, store dele af Asien, ja selv Nord- og Sydamerika, hvor den dog måske er selvstændigt opfundet. Også tidsmæssigt er rammen meget vid, den strækker sig fra bronzealderen til de nyeste tider, hvor labyrintfigurernes mængde ikke helt har formået at udslette grundformen. På et punkt adskiller den klassiske labyrint sig dog fra de moderne: der er ingen mulighed for at fare vild. Vejen er lang, men følger man den uden at snyde, ender man med sikkerhed ved målet i midten.

Labyrintmønsteret kan være ridset i ler, hugget i sten, malet på lerkar eller mure, støbt i metal, indlagt i gulve eller tegnet på papir. I Norden optræder en særlig form, lagt i sten på flad mark og dermed af betydelig størrelse; den kendteste, ved Visby på Gotland, måler 19 meter på længste led. Labyrinter af denne art findes navnlig i Sverige, men også i Norge og Finland (med en udløber til Sovjetunionen) – ialt kendes mere end 500 eksemplarer. Danmark har ingen sådanne anlæg (bortset fra museumskopier), men de er meget lette at ødelægge og kan næppe ventes bevaret i et landbrugsland. I øvrigt behøver materialet jo ikke nødvendigvis at have været sten. Græstørv, nedstukne grene og lignende kunne bruges – eller sne for den sags skyld. I Nordtyskland og England kendes eksempler på, at labyrinter faktisk kunne være af græstørv.

Hvor gamle er nu de stenbyggede labyrinter? Det er meget vanskeligt at sige – stenene selv er jo stumme, og der er ingen ledsagende fund, som kan hjælpe til dateringen. I visse tilfælde optræder dog stenlabyrinter sammen med forhistoriske anlæg på en måde, der taler for samtidighed. Men at nogle labyrinter går tilbage til oldtiden betyder ikke, at de alle gør det. De snurrige anlæg har moret folk, de er frem gennem tiden blevet efterlignet og kopierne igen efterlignet – helt op mod vore dage. Det gør ikke studiet af dem lettere.

De nordiske stenlabyrinter har navn, de kaldes »Trojeborge«, åbenbart med hentydning til den lilleasiatiske oldtidsby Troja, som er blevet berømt gennem den homeriske digtning, og hvis grundplan man altså har ment at finde i figuren. En etruskisk vinkande fra omkring 600 før Kristi fødsel bærer på siden en labyrinttegning, og inden i den står tydeligt ordet Troja; det synes altså, som om man i Middelhavslandene har benyttet samme navn (Fig. 2). Hvordan og hvornår betegnelsen er kommet til Norden, kan vi ikke vide, men det er vel senest sket i middelalderen, hvor man i hvert fald havde kendskab til den græske sagnverden. I Danmark forekommer »Trøjborg« adskillige steder; det er navnet på et sønderjysk slot (nu i ruiner), men også på en række aldeles ubefæstede markstykker rundt om i landet, og det er vel ikke utænkeligt, at der her kan have ligget labyrinter. Endnu i forrige århundrede kendte mange børn kunsten at »trække til Trolleborg«, det vil sige tegne den klassiske labyrint, også kaldet »fru Trolleborgs slot«. Her er tydeligvis tale om en sen forvanskning af navnet.