Trivselstegnet

I forbindelse med denne nyregistrering bliver hver enkelt genstand i museets magasiner taget frem til klassificering, og det er klart, at der indimellem må korrigeres i de ældre beskrivelser. Nogle af typerne kendte man knap nok, da de for måske mere end hundrede år siden blev ført til protokols, og betegnelserne kan af den grund være vage og uklare. Det er et sådant stykke, vi her skal se på. Det blev lagt i magasin for 108 år siden, og kun få kan have haft det i hænderne siden da.

Genstanden dukkede op i den del af magasinet, som er forbeholdt jernalderens moseofferfund. Bag et par af de mange lerkar, som hører til denne gruppe, stod en æske med et mærkeligt indhold; det lignede nærmest en kroget gren, som var knækket i flere stykker. Umiddelbart så det ikke særligt spændende ud, men da vi fik det taget op og begyndte at passe stumperne sammen, vågnede interessen. »Grenen« var, når der ses bort fra overbrækningen, ganske velbevaret, 55 cm lang og ca 5 cm tyk, i naturvokset S-form og med en udskæring i den ene ende, der sikkert må opfattes som en fallos (afbildning af det mandlige kønslem). Sådanne falloser kendes fra mange tider og kulturer, også - omend fåtalligt - fra Danmarks oldtid. (Fig. 1, fig. 2)

Det mærkelige stykke stammer, viste det sig, fra en i øvrigt velkendt jernalderlokalitet, Hedeliskær ved Skødstrup nord for Århus. Her blev der ved tørvegravning i 1840’erne og siden ved flere lejligheder fundet våben: sværd, spyd- og pilespidser, skjoldbeslag med mere - åbenbart et krigsbytteoffer af den slags, vi kender fra en række store og meget berømte mosefund. I 1886 forsøgte arkæologen Henry Petersen, Dejbjergvognenes udgraver, at finde frem til stedet; det lykkedes nu ikke, men han stødte på en anden offerplads i nærheden, nogle hundrede år ældre end den første og måske helt uden forbindelse med denne. Sagerne, der lå i godt én meters dybde, var mindre krigeriske end dem fra de tidligere fund, men for resten dramatiske nok. Et tykt, mørkt trækullag med brændte ben af mennesker og får dækkede et område på tre-fire kvadratmeter; oven på laget lå flere knuste lerkar og et par jernknive. Tæt omkring denne mærkelige anretning fandtes fuldstændige skeletter af ikke mindre end 13 hunde, og her lå også store sten, som i to tilfælde sås at være bundet til hundene med bastreb; åbenbart har de skullet tynge kadaverne ned. Nær hundene fandtes en lille samling ubrændte menneskeben, nemlig kranium og armknogler, og nær ved dem igen lå fallosen. Næsten overalt inden for de knap 200 kvadratmeter, udgravningen omfattede, fandtes små nedrammede træpæle og lerkarskår. Disse skår og en enkelt hel lerpotte daterer pladsen, og dermed fallosen, til tiden kort før Kristi fødsel. På en offerplads - og at der er tale om en sådan, synes hævet over al tvivl - passer fallosen fint ind, selv om vi ikke ved, til hvem der ofredes, og hvordan ritualerne forløb.

Der synes at have knyttet sig magiske forestillinger til de menneskelige kønsorganer, ikke blot i Danmark, men i hele verden, og ikke blot i jernalderen, men hele oldtiden igennem. Allerede i istidskunsten er tonen anslået, og fra vor hjemlige jægerstenalder kendes naturskabte, pølseformede flint knolde, hvor fallosligheden er understreget ved indridsede linjer i den bløde kalkoverflade. I vor næsten billedløse bondestenalder optræder fænomenet ikke, men den tilsvarende periode på Balkan kan opvise hundredvis af fallosfigurer i ler. Bronzealderens helleristninger, bedst kendt fra Sverige, er rige på erotiske optrin: mænd med strittende lem, samlejescener; også det kvindelige kønsorgan ses nu og da markeret. Fra en mose ved Rebild stammer en træfigur af menneskelig form, uden lemmer ganske vist, men med angivet kvindekøn; den er for nylig blevet C-14 dateret til sen bronzealder. Kunst for kunstens skyld er disse billeder givetvis ikke. De må på en for os uforståelig måde have tjent formeringens sag.

Med jernalderen forsvinder helleristningerne, men ikke formeringsmagien, det viser fund som det fra Hedeliskær. I Broddenbjerg mose ved Viborg fandtes 1880 en træfigur af umiskendeligt mandkøn; den er knap meterhøj, har udskårne ansigtstræk, to ben (hvoraf dog det ene blev noget forkortet ved opgravningen) og en stærkt overdimensioneret fallos. Ved siden af træmanden lå en stendynge, og mellem stenene fandtes skår af flere lerkar. Datering antagelig omkring Kristi fødsel. En tilsvarende, men dog noget anderledes, figur fremkom 1876 i en mose ved Vejleby i Hornsherred, men den gik desværre tabt - lå i solen og »blev til ingenting«, som sognefogden udtrykte det - så vi må nøjes med hans, i øvrigt udmærkede, beskrivelse. Den var ca én meter høj og lignede bestemt et menneske. Hovedet havde udskåret hår og tydelige ansigtstræk, kroppen var en klump træ med udhuggede, firkantede huller til indsættelse af arme og ben samt et ligeledes firkantet hul til »hans gemægt«. Der foreligger intet om andre genstande i nærheden, men sådanne kan under de foreliggende omstændigheder let være overset.

En offerplads fra keltisk jernalder, ikke ulig den i Hedeliskær, blev 1961 undersøgt i en mose ved Forlev Nymølle nær Skanderborg. Blandt fundene var lerkar, alle mere eller mindre knust, mange knogler, de fleste af tamdyr, en enkelt dog af menneske, og et antal smukt tildannede træsager. I en stendynge lidt for sig selv fandtes, foruden lerkar, duske af hør og - helt på bunden - en træfigur, uden hoved og arme, men med tilhugget hofteparti og tydeligt kvindeligt kønskendetegn.

Fundet i Hedeliskær står altså ikke alene. Det repræsenterer en offerskik, som åbenbart har været udbredt i ældre jernalder. Pladserne virker ret forskellige, ritualerne må have varieret, men den gentagne brug af seksualsymboler lader ane, at den gud, ofrene var rettet til, har haft med frugtbarhed og formering at gøre. I virkeligheden er sådanne pladser ret almindelige, men kun få er fagmæssigt undersøgt, langt de fleste er fremkommet ved tidligere tiders tørvegravning, så fænomenet er forholdsvis uudforsket. Helt frikende fagfolkene kan man dog ikke, for sandt at sige har de sjældent vist disse forekomster større opmærksomhed. De store våbenofferpladser har stjålet interessen. (Fig. 3, fig. 4, fig. 5, fig. 6)

Også uden for Danmark er der gjort fund af denne slags, således i Nordtyskland og Polen. En grundigt undersøgt plads ved Oberdorla i Thüringen er nok den, der bedst kan sammenlignes med Hedeliskær, som den i øvrigt også ligger nær i tid. På et indhegnet område i mose var ofret flere hundrede dyr, heraf 54 hunde, og det sås, at nogle af kranierne har været sat på pæle. Også menneskeknogler forekom. Af øvrige fund kan nævnes lerkar og træsager, for eksempel hjuldele. Midt på pladsen stod en træpæl, 80 cm høj og primitivt udskåret som en mandsskikkelse. Hovedet var markeret, men uden ansigtstræk, arme og ben manglede helt, derimod var kønslemmet utvetydigt angivet.

Hedeliskærpladsen adskiller sig fra de andre her nævnte offersteder ved, at der ikke er fundet nogen fuldstændig menneskefigur, men kun en enkelt vigtig legemsdel, nemlig fallosen. Den har en lidt mærkelig udførelse og en forlængelse, der ligner - og muligvis er - et håndtag; genstanden skulle måske lejlighedsvis fremvises for folket. På en tid, der svarer til vor ældre jernalder, afholdt man nede sydpå i Middelhavslandene religiøse fester, hvor falloser blev båret i procession. Græske kvinder skal ifølge Herodot have foretaget sådanne ombæringer ved Dionysosfesterne.

I yngre jernalders billedkunst trænger seksuallivet sig mindre på, men troen på fallosens kraft har levet videre, det viser et veludført eksemplar fundet under Danevirkevolden og et lignende under en polsk vikingebys vold. Kristendommens indførelse måtte, skulle man tro, betyde en svækkelse af dette kulturtræk - kirken forholdt sig jo ret negativt til seksuelle aktiviteter - men sådan gik det ikke, billeder af falliske mænd fandt stadig en plads i kunsten, og ikke blot den folkelige, men også den religiøse; på enkelte døbefonte vises scener, der nærmer sig det pornografiske, selv efter nutidens liberale opfattelse. Og her er vi ved noget væsentligt: fortidens mennesker har givetvis set med helt andre øjne end vi på disse ting. Falloser og falliske figurér har ikke været noget småsjofelt, man grinede af, men hellige symboler af betydning for slægtens beståen. Figurerne må være gudebilleder, personificeringer af de væsener, som tog sig af den slags anliggender, og til hvem man derfor henvendte sig, når det kneb. Fra den klassiske verden ved vi, at fallossymbolet også blev opfattet som alment lykkebringende, en amulet, der især virkede ved at give ejeren styrke og kraft. Måske er det i den retning, vi skal tolke fundene under vikingevoldene og de »frække« billeder i kirkerne. Denne sidstnævnte kunstart tog forresten i løbet af middelalderen en ny retning; nu optrådte falloser mest i forbindelse med djævle og lignende onde væsener. På en af de førnævnte døbefonte er figurens genitalier simpelthen hugget væk.

En refleks af denne forestillingsverden finder vi i den færøske forfatter William Heinesens novelle »Grylen«; heri beskrives en skik, som helt op mod vor tid har været levende på de nordatlantiske øer. Grylen var et mystisk væsen, som i en udklædt persons skikkelse kom til stede ved fastelavn og besøgte bygdens huse. Det var låddent, havde horn, hale og store fuglefødder, lugtede ilde og gav underlige lyde fra sig. Selv om bæstet var grimt, var det ikke af det onde, men en velkommen gæst, der fik gaver. Hvor det blev mødt i den rette ånd, lod det »standeren« komme til syne, en vældig og naturtro fallos, som det bar skjult under pelsen. Ingen tog anstød deraf, standerens tilsynekomst ansås for en velsignelse, og tilsvarende var det et ulykkeligt varsel, hvis den ikke viste sig, eller hvis grylen gik ens dør forbi. »Unge koner, der var uden velsignelse i deres ægteskab, fik helsebod af at berøre standeren med deres nøgne skind under skørtet. Men også anden frugtbarhed mentes grylen at befordre, både for kvæget og jorden, ja også fiskelykke skulle grylen kunne bringe med sig. Tilliden til disse styrkegivende evner er vel svækket siden den tid, men helt borte er den ikke, den er stiltiende til stede i mange sind, selv hos dem, der ikke véd derom at sige«. En ejendommelighed ved grylen var, at den, trods sit mandlige udstyr, alligevel opfattedes som et hunkønsvæsen. En sådan tvekønnethed er ikke ganske ukendt i fortidig tro.

Fallosen fra Hedeliskær afviger stærkt fra de fallosfigurer, vi mødte på de andre jernalderofferpladser. Med sit »håndtag« minder den mere om grylens stander, og det kan vel ikke udelukkes, at den har haft en tilsvarende funktion. (Fig. 7)