Tørkens fortjeneste

Der var altså gode grunde til at lede efter spor af fortidens aktiviteter netop her, og både museumsfolk og lokale amatører har da også rekognosceret på markerne, især omkring søens vest- og nordside, hvor det lovende navn Snekkeagre, kendt fra udskiftningskortene, tiltrak opmærksomheden. Resultaterne har imidlertid været magre. Ingen ildsprængte sten, ingen mørk kulturjord røbede gammel bebyggelse.

Det er bekendt, at vi sommeren 1992 havde den værste tørke i mands minde, og at kornet mange steder stod gult og med for små kerner længe før høsttiden. Det var en katastrofe for mange landmænd, men den enes død er jo den andens brød. I juni kontaktedes museet Færgegården af et par amatørarkæologer, der ønskede besøg ved en hvedemark på østsiden af Selsø-søen, hvor de havde set mærkelige aftegninger i kornet. Og der var virkelig noget at se: snesevis af pletter, hvor kornet var væsentligt højere end det omgivende og stod grønt i den ellers gule mark. Det er velkendt, at sådanne pletter opstår – eller kan opstå – hvor der engang har været gravet et større eller mindre hul så dybt, at det er nået gennem muldlaget og ned i undergrunden. Her hvor jorden har været brudt, og der er kommet muldjord i dybden, trænger planternes rodnet lettere ned med øget frodighed til følge, hvilket især kommer til udtryk i tørkeperioder som den sidste sommer og bedst på lette sandjorder som her i Hornsherred. Så tydeligt stod pletterne, at det ikke var nødvendigt at gå i luften for at se dem. Takket være brede sprøjtespor kunne vi uden at skade kornet bevæge os rundt i området.

Det billede, der tegnede sig i marken, var nærmest, hvad man kan kalde en byplan. Nogle ovale eller firkantede pletter med et mål på 3 x 4 meter eller lidt mindre måtte være grubehuse, de især fra vikingetiden kendte, halvt nedgravede hytter med sadeltag hvilende på to stolper, en i hver ende af gruben. Nogle gange stod aftegningen i kornet så fint, at man kunne ane de to stolpehuller, og i et enkelt tilfælde mente vi endda at se en vægrille. Mindre pletter, søjler af grønt korn, der ofte dannede systemer, måtte være stolpehuller fra større huse. I et par tilfælde stod de så tydeligt, at der ligefrem kunne laves en plantegning af hustomten, ganske som ved en udgravning. Således opmåltes på pladsens nordlige del de tagbærende stolper til et langhus. De stod, som skik var, parvis med passende mellemrum, men et sted var der et langt spring, hvor der tilsyneladende ikke har været tagstøtter, og det yderste par mod sydøst var trukket tættere sammen; begge træk, det lange spænd og de indtrukne gavlstolper, er karakteristiske for en bestemt type vikingetidshuse. Det yderste stolpepar mod nordvest var ikke trukket sammen, så måske mangler der noget, måske har der været flere stolpepar, som blot ikke har sat sig spor i kornet, men så meget kan siges, at hvis vi ellers tolker billedet rigtigt, har huset været mindst 23 meter langt. (Fig. 1, fig. 2)