To i en båd

Bronzealderens metalsager er ofte smukt dekoreret, men pynten kan forekomme noget ensformig – det er de samme elementer, der går igen og igen. Dog, et sted slog man sig løs, og det var, hvor man mindst skulle vente det, nemlig på barberkniven. Dette nyttige redskab begyndte i det små, men i løbet af perioden voksede det til et bredt blad, der mod den ene ende spidsede til og løb ud i et som regel spiraloprullet håndtag. De store sideflader har fristet til dekoration, og den er af en eller anden grund blevet friere, end man finder det på tidens andre metalting. Man ser mennesker og dyr, våben og redskaber. Motiverne svarer til dem, vi kender fra de samtidige helleristninger, men har en fra disse noget afvigende stil. (Fig. 1)

Af Christian Adamsen

Billede

En sådan billedragekniv fra midten af yngre bronzealder er for nylig kommet i Nationalmuseets besiddelse. Der er tale om et arvestykke, muligvis fra Sønderjylland, måske endda syd for grænsen, men fundomstændighederne kendes ikke; dog gætter man næppe helt ved siden af, hvis man antager, den er gravgods fra en urne. Motivet er en båd med højtsvungne stævne og fremskydende køl. To mennesker padler den, de har kroppen hvilende på det ene bøjede ben og det andet strakt frem, den samme stilling, som øvede kanoroere i dag benytter, og de fører åren med den ene hånd om skaftet, den anden hvilende på dettes øvreende – ganske som nutidens padlere. Der er noget næsten naturalistisk ved scenen, i hvert fald sammenlignet med, hvad vi ellers kan træffe i bronzealderens fascinerende billedverden. Menneskefigurerne er gjort med få, men sikkert førte streger, lige eller buede. Den forreste roer er noget højere end den bageste, men tegnet på ganske samme måde. Man har ikke forsøgt at give personerne ansigter, men begges hoveder er omgivet af en slags strålekrans med korte indstemplede streger, der vel sagtens skal forestille hår. Indstemplet er også en række tværstreger langs hele bådens underside, resten af dekorationen er indridset.

I helleristningernes vrimmel mangler det ikke på billeder af både, og mange af dem er bemandede, men mændene er små lodrette streger, altså blot en signatur. Billeder som det nyopdagede ser man sjældent hugget i sten, men det hænder. På en klippevæg ved Brandskog i det svenske Uppland findes en kæmpemæssig, mere end fire meter lang, helleristning visende en båd som den på ragekniven og med seks padlende mænd i forholdsvis detaljeret fremstilling. Tidsfæsteisen af dette usædvanlige kunstværk er en smule problematisk. Da såvel fartøj som besætning er konturtegnede, må vi opfatte ristningen som sen, ja man tør end ikke udelukke, at den kan være blevet til i begyndelsen af jernalderen. Den store mand til højre, der vistnok hører med til billedet og synes at bære båden, peger dog tilbage mod bronzealderen. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)

Periode: Bronzealder (1700 til 501), Yngre bronzealder (1100 til 501)

Udgave: Skalk 1992:5

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.