Timernes dans

Ødis-uret blev rekonstrueret i kirkemuren, og selv om det ikke blev gjort med særlig heldig hånd, sidder stenene dog nu i rigtigt indbyrdes forhold. Tilsvarende solure har i middelalderen været almindelige, især i kirker og klostre, men af de bevarede er kun ganske få her fra landet. Princippet er enkelt: den halvskiveformede figur er anbragt med buen nedad på en mur, der, for at uret kan gå rigtigt, skal være præcis sydvendt. En pind, der fra centrum stikker vinkelret ud, fungerer som skyggegiver. Når solen står højest (vort kl 12), falder skyggen lodret. Når den står op eller går ned, kommer strålerne vandret ind fra horisonten, og skyggen falder tilsvarende vandret, henholdsvis til venstre og til højre. Fra solopgang til solnedgang beskriver skyggen altså, uanset årstiden, en halvbue – forudsat naturligvis, at solen beskinner den sydvendte mur, hvilket jo ikke er tilfældet på alle tider af dagen hele året igennem.

I middelalderen inddelte man, som nu, døgnet i 24 timer, men de tolv var forbeholdt dagen, de tolv natten, så kun ved jævndøgn svarer datidens timer til vore. Om sommeren var dagtimerne lange, nattimerne korte, om vinteren var det omvendt. Forskellen på længste og korteste »temporaltime«, som de kaldes, var betydelig, næsten en af vore timer. Betegnelsen for dagtimerne var 1. time, 2. time, 3. time o.s.v. regnet fra solopgang. 6. times udløb svarer altså til vort kl 12.

Om natten havde man sanduret til at holde regnskab med timerne, men det er ikke tilpasset systemet og har kun på visse årstider givet rigtige oplysninger. Men soluret da – det skulle jo være en smal sag at afsætte de tolv timeenheder på halvbuen! Nej faktisk er det ikke så let, for skyggen vandrer med varierende hastighed over skalaen, og variationen veksler tilmed efter årstiden. Når man på enkelte solure, således Ødis-uret og et ur på domkirken i Braunschweig, finder afstanden mellem skalastregerne tiltagende nedefter, må det ses som et forsøg på at udjævne unøjagtigheden, hvilket under de givne forudsætninger ikke kan være lykkedes særlig godt. Almindeligvis er halvbuen inddelt i tolv afsnit, men også en otte- eller seks-deling forekommer, og her er der altså ikke tale om egentlige timestreger, blot om en hjælp til at følge skyggens vej. Man har tydeligvis stået over for et problem, hvis løsning man ikke magtede. Først omkring 1400 var de astronomiske kundskaber vokset så meget, at det stod klart, det var skyggegiverens stilling, der var gal. Når man i stedet for at lade den stikke vandret ud lader den knække i verdensaksens retning, vandrer skyggen med jævn hastighed.

Munkenes forkærlighed for solure skyldes sandsynligvis, at de havde brug for dem til at holde orden på bedetimerne – de kanoniske tider – der var jævnt fordelt over døgnet og blev kaldt med latinske navne. På augustinernes mægtige kvaderstenskirke i Vestervig, Thy, findes et tolv-delt ur (se billedet, Fig. 3), der antagelig i sin tid har siddet i den nu forsvundne korsfløjs sydgavl. Langs skalaen er indhugget bogstaverne T, S og N for tredje, sjette og niende bedetime (hora tertia, hora sexta og hora nona), men det mærkelige er, at alle tre tegn er forskudt en enhed til venstre; S sidder således ikke, som det skulle, lodret under centrum, men ud for fem-stregen – der, hvor det retteligt burde have været, er anbragt et kors. Måske kan det forklares ved, at kirken – og altså også den forsvundne korsfløj – ikke er lagt solret, men med en afvigelse på ca 15°. Følgelig har middagsskyggen ikke peget lodret ned, men en smule til venstre.