Tilbehør

»Så langt øjet rækker, ser man et hav af gravhøje hæve sig som bobler i en gryde kogende vand«. Sådan skrev den engelske forfatter Horace Marryat efter et besøg i Thy 1859. Endnu i dag præger højene landskabet; intet sted i Danmark ligger gravhøjene tættere end i Thy. Som uafviselige monumenter over bronzealderkulturen ligger højene stolt knejsende på bakkekammene, undertiden i lange rækker eller strøg gennem landskabet. I omkring 150 år har højene været genstand for arkæologiens interesse, men det er meget forskelligt, hvordan man har grebet sagen an. 1 begyndelsen gjaldt det mest gravenes indhold af oldsager, senere kom spørgsmål om gravenes nærmere tidsstilling ind i billedet. Gravgodset fortalte om de dødes køn og status i samfundet (se Skalk 1983:5). Højenes opbygning og bevaringstilstand har i nyere tid givet vigtige oplysninger om landskabets bevoksning og udnyttelse på opførelsestidspunktet (se Skalk 1996:4). Den »begravede« og dermed også velbevarede gamle overflade under gravhøjen - godt beskyttet mod moderne pløjning og andre dyrkningsredskabers gøren og laden - har vist sig at give oplysninger om huse og marker forud for høj opførelsen (se Skalk 1981:2). Det interessante er, at det åbenbart til stadighed er muligt at stille spørgsmål til gravhøjene på en ny måde, hvorved der fremkommer viden, man ikke før var opmærksom på. Når der stadig udgraves høje, eller rettere oftest o-verpløjede højtomter, er der altså på ingen måde tale om en bevidstløs gentagelse af, hvad man egentlig godt vidste i forvejen. Og nu føjer en højudgravning igen et nyt aspekt til.

Af Bjarne Henning Nielsen, Jens-Henrik Bech