Til jubelår i Rom

Siden år 1300 har den katolske kirke afholdt “jubelår”, hvor der gives en helt særlig syndsforladelse. Et studie i de skriftlige kilder fortæller os, at også danskere valfartede til Rom i middelalderens jubelår.

Af Per Ingesman

Billede

Når det i år bliver juleaften, vil pave Frans i Rom åbne en særlig dør ind til Peterskirken, den såkaldte ”hellige dør”, Porta Santa, som ellers er tilmuret. Det sker for at markere, at det kommende år, 2025, er et jubelår i den katolske kirke, hvor der gives en særlig omfattende syndsforladelse til de pilgrimme, der besøger Rom.
Det samme skete for 500 år siden, da man under pave Clemens 7. fejrede 1525 som jubelår. Det fremgår af et brev, som en romersk værtshusholder skrev den 13. januar 1525 til den norske ærkebiskop, der netop var vendt hjem i god behold efter et ophold i hans herberg, “Det gyldne Hoved”. Det lykønsker værten ham med, idet han samtidig forsikrer, at han altid gerne vil se ærkebispen i sit hus og drikke et glas korsikansk vin med ham, ”ligesom de plejer”. I dateringen af brevet gør værten udtrykkeligt opmærksom på jubelåret, som på højtidelig vis er indledt ved Hans Helligheds åbning af den ”hellige dør” juleaften. Han slutter med at udtale ønsket om, ”at Gud vil give os et gunstigt jubelår”.
Ligesom i vore dage fik udråbelsen af et jubelår også dengang ekstra mange pilgrimme til at strømme til Rom. Var der mon også danskere iblandt dem?

Skalk 2024:6 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl