Til jord skal du blive

Midt under konfirmationen i den midtjyske Veerst Kirke engang omkring 1780 indtraf der en uhyggelig episode. Bedst som konfirmanderne var forsamlet foran alteret til den højtidelige akt, brast gulvet under dem sammen, og børnene forsvandt for menighedens øjne. Der var sket det, at dækket over et gravkammer i kirkegulvet var gået i stykker. Noget lignende, men under knap så dramatiske omstændigheder var fra tid til anden hændt i adskillige kirker. Så tidligt som 1635 berettes der om, at en grav faldt sammen under tre stolestader i Sankt Nikolaj Kirke i Kolding.

Af Paul G. Ørgberg

Forklaringen på denne misere var den helt bogstavelige underminering af kirkerne, der efterhånden var sket ved, at selve kirkebygningerne blev brugt til begravelsesplads. Det kunne dreje sig om, at kisten blev begravet i jorden under kirken, men man murede også i stort omfang rum til kister, som så i de fleste tilfælde blot blev dækket med en trælem. Sådan en lem kunne let mørne, og det er utvivlsomt det, der skete i Veerst. I købstadkirker kunne der med tiden danne sig en hel labyrint af gravkamre under gulvet. Endelig kom fornemme folk – mest adelige – især i 1700-årene ind på at skille en del af kirken af til gravkapel eller bygge nye kapeller, hvor kister kunne opstilles. I de fleste tilfælde er kapellerne kun adskilt fra kirkerummet ved et gitterværk.