Til evig spot

Corfitz Ulfeldt blev født 1606 som søn af kongelig lensmand Jakob Ulfeldt. Den lange udenlandsrejse, der efter herskende skik tilkom unge adelige, tiltrådte Corfitz som elleveårig sammen med to brødre (hr Jakob og fru Birgitte havde en stribe af sønner, så det var praktisk at sende dem af sted i hold). De fem år, rejsen skulle have varet, blev i Corfitz' tilfælde tolv, men han fik også set sig om: Genéve, Orléans, Paris, London, Padua og Rom - for blot at nævne nogle af stationerne. Undervejs blev der studeret ved skoler og universiteter, dyrket selskabelighed og stiftet bekendtskaber, som senere kom til nytte. En udtalt sprogfærdighed blev et af resultaterne.

Det var således en veluddannet ung verdensmand, der i 1629, straks efter hjemkomsten, tiltrådte som hofjunker hos Christian 4., og han må med sin elegante fremtræden have gjort indtryk, for året efter avancerede han til kammerjunker, og omtrent samtidig blev han trolovet med kongens datter, Leonora Christina. Brylluppet måtte dog udsættes, den udkårne var kun ni år, men i 1636 fandt det sted, og da var Ulfeldt allerede medlem af rigsrådet. 1641 forestod han en vigtig sendelse til den tyskromerske kejser i Regensburg; den foregik med stor pragt, resultaterne var knap så imponerende, men Ulfeldt opnåede at blive udnævnt til tysk rigsgreve. Hans privatøkonomi, der en tid havde været anspændt, var kommet på fode i en grad, så at der blev snakket om det. Også kongen gjorde sig sine tanker, men det forhindrede ikke, at han 1643 udnævnte svigersønnen til rigshofmester. (Fig. 1)

Ülfeldt havde nået toppen, men samtidig begyndte modgangen. Christian 4. blev mere og mere opmærksom på hans økonomiske meritter, og med Brømsebrofreden, som rigshofmesteren forhandlede for Danmark, var han alt andet end tilfreds. Det sidste var nok lidt uretfærdigt, og måske har kongen indset det, i hvert fald gav han Ulfeldt tilladelse til for sit helbreds skyld at foretage en udenlandsrejse, idet han dog samtidig pålagde ham visse diplomatiske hverv. Turen, der gik over Haag til Paris, havde triumftogets karakter, men der blev til Christian 4.s irritation kun opnået småresultater. Hvad han ville have sagt, om han anede, hvad der faktisk foregik, tør man knap nok tænke på.

Ulfeldt havde, via mellemmænd, kontaktet pavestolen og foreholdt den, hvor let det ville være at genindføre den katolske tro i Danmark. Mange ønskede det, så hvis Vatikanet ville træde hjælpende til -. Paven bed naturligvis ikke på krogen, men han bevidnede »enhjørningen« (kodeordet for Ulfeldt) sin sympati. Sit katolske sindelag demonstrerede Ulfeldt senere på turen ved at skænke de franske kongers gravkirke i St Denis Knud Lavards hovedskal som relikvie.

Christian 4. døde 1648 og efterfulgtes på tronen af sin søn Frederik (3.). Ulfeldt var modstander af valget og lagde dermed grunden til et farligt fjendskab. Tilmed opstod der rygter om, at Ulfeldt ville forgive kongen, og selv om de blev grundigt tilbagevist, gjorde det ikke forholdet hjerteligere. En undersøgelse af rigshofmesterens administration blev iværksat, men før den nåede et resultat, var fuglen fløjet. Han og hans familie havde i hemmelighed forladt landet.

Corfitz Ulfeldt var charmerende, men umådelig selvbevidst og med en sygelig trang til at spille hovedroller. Han havde diplomatiske evner, men kunne være barnligt urealistisk. Syg var han ofte, især når verden gik ham imod. Hans hustru Leonora Christinas anerkendte glorie er i de senere år blegnet en smule. Det nagede hende, at hun på grund af moderens ufyrstelige stand ikke var en rigtig prinsesse.

Ulfeldt var nu landflygtig, men ikke fattig; de pengemidler, han havde stående udenlands, oversteg den danske stats årlige indkomst. Men hvor havde han pengene fra? Jo, leverandørerne af træ med mere til skibsbyggeriet på Holmen var, viste det sig, gennem en årrække blevet betalt med en rent ud forbløffende rundhåndethed. Overskuddet må være delt i porten.

Flygtningene tog ophold i Sverige, hvor Ulfeldt kom på god fod med dronning Christina og efter hendes abdikation gjorde sig gældende hos den nye regent, Karl Gustav. Han fulgte ham i felttoget mod Danmark - den uhyrligt dristige march over isen 1658 - og deltog i Roskildefre- dens forhandlinger på den svenske side af bordet. Det var en salig hævn, han her tog, men som bekendt fik krigen et efterspil, og det faldt ikke helt ud, som Ulfeldt kunne have ønsket; i virkeligheden var det en af ham selv med Nederlandene indgået forsvarspagt, der afgjorde sagen. Efter Roskildefreden slog Ulfeldt og hustru sig ned i det nu svenske Malmø. Han ventede fyrstelig belønning, men kom på kant med Karl Gustav. Resultat: internering, retssag og flugt. (Fig. 2)

Det viser Ulfeldts svigtende dømmekraft, at han af alle steder valgte at søge til København. Frederik 3. var ikke i forsoningshjørnet, parret blev fængslet, ført til Bornholm og indsat i fæstningen Hammershus (Jammershus, som Leonora kaldte den). Her tilbragte de over et år under tilsyn af guvernøren Adolph Fuchs, der efter bedste evne gjorde dem livet surt. De forsøgte at bestikke ham og, da det ikke lykkedes, at flygte. Hjulpet af en tjener, der delte deres fængselsophold, fik de firet sig de 13 meter ned fra tårnvinduet og derpå en tilsvarende strækning ned ad ringmuren. Det kneb at få Corfitz med, han var under opholdet i Malmø blevet ramt af en hjerneblødning og led endnu under eftervirkningerne. Det var planen at stjæle en fiskerbåd, men de fandt ingen, og inden længe sad de igen under lås. Nu fulgte lange forhandlinger, og enden blev, at parret sattes på fri fod, men med stærkt indskrænket bevægelsesfrihed. Næppe var de imidlertid blevet installeret i deres nye hjem, Ellensborg (nu Holckenhavn) ved Nyborg, før Ulfeldt søgte kongen om tilladelse til at foretage en rejse og - mærkeligt nok - fik den.

I Brügge, hvor ægteparret slog sig ned, og hvor også sønnen Christian indfandt sig, indtraf en dramatisk begivenhed: Adolph Fuchs, plageånden fra Hammershus, kom til byen, og det ophidsede Christian i en sådan grad, at han på åben gade sprang op i Fuchs’ vogn og dræbte ham. Morderen undslap, og Ulfeldt selv blev ikke tillagt skyld: han kunne fortsætte sine nu helt verdensfjerne transaktioner. Begyndelsen var allerede gjort, Ludvig 14., Solkongen, havde fået forelagt forskellige vilde ideer; at Ulfeldt overhovedet fik foretræde, må forbavse. Kurfyrsten af Brandenburg, Frederik Wilhelm, fik tilbudt den danske trone; Frederik 3. var, sagde Ulfeldt, kommet i modsætningsforhold til adelen, som derfor let kunne bringes til oprør. Kurfyrsten gjorde gode miner, men gav hemmeligt Frederik 3. et vink.

Nu var målet fuldt, jagten gik ind. Leonora blev første offer; hun var sendt til England i en særlig mission, men blev tilbageholdt og udleveret til Danmark. Ulfeldt selv gik under jorden. I februar 1664 holdt han sig skjult i Basel, men det forlød, at man var på sporet af ham. Skønt syg begav han sig igen på flugt, denne gang ned ad Rhinen, men efter nogen tid opdagede færgemændene, at han lå død i båden. Sønnerne fik liget udleveret og begravede det hemmeligt.

På det tidspunkt var Ulfeldt allerede død i Danmark - henret- tet for højforræderi, men symbolsk. Hans gård i København blev nedrevet, og på grunden rejstes en skamstøtte med indskriften: Forræderen Corfitz Ulfeldt til evig spot, skam og skændsel.

Ovenstående ultrakorte resumé af Steffen Heibergs værk har forhåbentlig givet et indtryk af, at det ikke er kedeligt. Forfatteren har fra arkiverne hentet nyt og ukendt stof til belysning af Ulfeldts sære personlighed. En meget læseværdig bog. (Fig. 3.)