
Til døden jer skiller
Ældre romersk jernalder, det vil sige tiden fra Kristi fødsel og et par hundrede år frem, hører til de bedst oplyste oldtidsperioder, både hvad angår bopladser og grave. De sidste – for det er dem, vi her skal tale om – kendes talrigt fra det meste af Danmark; men især egnen mellem Århus og Randers er velforsynet takket være store systematiske udgravninger, som Nationalmuseet foretog i begyndelsen af dette århundrede. De døde østjyder er nedlagt ubrændt, omgivet af mange lerkar med mad og drikke til rejsen – så mange, at betegnelsen »lerkargrav« er bragt i anvendelse. Andetsteds i landet ser gravene noget anderledes ud, og sydpå har ligbrændingen holdt stand; den var jo enerådende i perioden forud. Også lerkarrenes former og ornamentik veksler fra landsdel til landsdel (Fig. 1). Man får nærmest det indtryk, at flere – måske fem eller seks – indbyrdes uafhængige stammer dengang delte det, vi nu kalder Danmark.
Af Knud Bjerring Jensen og Christian Fischer

Også i det midtjyske findes store gravpladser fra denne tid, det viser en række undersøgelser, som siden 1979 er foretaget ved Vinding ca 20 km syd for Silkeborg. Egnen her er rig på oldtidsfund fra så at sige alle aldre, så Silkeborg Museums medarbejdere har ofte vist sig på de kanter. Under en sådan tur blev man opmærksom på en lille overpløjet høj.
Den så ikke godt ud, ja gik tydeligvis sin undergang i møde, så der blev truffet aftale med gårdejer John Østergaard om en udgravning. Opgaven syntes let overkommelig, men undersøgelsen trak mere med sig, og endnu – næsten syv år efter – er vi ikke færdig. Meget af det, vi har fundet, er naturligvis velkendt, men der er oplivende nyt imellem, og udgravningen har givet et overraskende indblik i den tankeverden, jernalderfolkene tog med sig i graven. Lerkarrene skal vi ikke komme nærmere ind på i denne artikel, blot lige nævne, at de ca 400, som foreløbig er fremgravet, har bragt museets magasiner nær bristepunktet.
Der er ikke tale om en samlet »kirkegård«, men om seks tætliggende, men dog separat anlagte gravpladser og fire for sig selv placerede gravhøje, der hver indeholdt én grav. (Det må her, for at undgå misforståelse, indskydes, at højen, det hele begyndte med, ikke regnes til disse sidstnævnte, men til gravpladserne, som det nedenfor skal nærmere begrundes). Af pladserne, der alle ligger på jævne sydøstskråninger, er foreløbig kun de tre undersøgt, de indeholdt henholdsvis 6, 24 og 18 grave, langt de fleste af jordfæstetypen, længderetning øst-vest. Den døde er lagt i en kiste af egeplanker, fuldt påklædt, på højre side med optrukne ben, som om han sov, men hverken tøj, træ eller knogle er velbevaret i den altædende midtjyske jord, så gravbilledet må altså rekonstrueres. Lerkarrene, hvis indhold naturligvis også er væk, findes foran det sted, hvor liget har ligget, ofte i en større opstilling (Fig. 2). Andre ting kan være medgivet: småskrin med toiletredskaber, sakse, glittesten til lerkarfremstillingen, tenvægte til spindebrug og i et par tilfælde sværd. Næsten alle grave var dækket med rødlig jord og tykke lag af sten, ofte iblandet slagger fra jernudvinding, op til 25 %. Det var tydeligt, at gravene oprindelig har stået som lave tuer i terrænet, men de er blevet stærkt reduceret ved kistens sammensynkning og senere helt udslettet. Betegnelsen »fladmarksgrav«, som vi sædvanligvis bruger om denne gravtype, er derfor måske lidt misvisende.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jernalder (500 til 749), Romersk jernalder (0 til 374)
Udgave: Skalk 1985:6
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

Sørøveri i lovens navn

Nu stod alle husene i lue

Mandtal

Kejserens fald

