Til døden jer skiller

Også i det midtjyske findes store gravpladser fra denne tid, det viser en række undersøgelser, som siden 1979 er foretaget ved Vinding ca 20 km syd for Silkeborg. Egnen her er rig på oldtidsfund fra så at sige alle aldre, så Silkeborg Museums medarbejdere har ofte vist sig på de kanter. Under en sådan tur blev man opmærksom på en lille overpløjet høj.

Den så ikke godt ud, ja gik tydeligvis sin undergang i møde, så der blev truffet aftale med gårdejer John Østergaard om en udgravning. Opgaven syntes let overkommelig, men undersøgelsen trak mere med sig, og endnu - næsten syv år efter - er vi ikke færdig. Meget af det, vi har fundet, er naturligvis velkendt, men der er oplivende nyt imellem, og udgravningen har givet et overraskende indblik i den tankeverden, jernalderfolkene tog med sig i graven. Lerkarrene skal vi ikke komme nærmere ind på i denne artikel, blot lige nævne, at de ca 400, som foreløbig er fremgravet, har bragt museets magasiner nær bristepunktet.

Der er ikke tale om en samlet »kirkegård«, men om seks tætliggende, men dog separat anlagte gravpladser og fire for sig selv placerede gravhøje, der hver indeholdt én grav. (Det må her, for at undgå misforståelse, indskydes, at højen, det hele begyndte med, ikke regnes til disse sidstnævnte, men til gravpladserne, som det nedenfor skal nærmere begrundes). Af pladserne, der alle ligger på jævne sydøstskråninger, er foreløbig kun de tre undersøgt, de indeholdt henholdsvis 6, 24 og 18 grave, langt de fleste af jordfæstetypen, længderetning øst-vest. Den døde er lagt i en kiste af egeplanker, fuldt påklædt, på højre side med optrukne ben, som om han sov, men hverken tøj, træ eller knogle er velbevaret i den altædende midtjyske jord, så gravbilledet må altså rekonstrueres. Lerkarrene, hvis indhold naturligvis også er væk, findes foran det sted, hvor liget har ligget, ofte i en større opstilling (Fig. 2). Andre ting kan være medgivet: småskrin med toiletredskaber, sakse, glittesten til lerkarfremstillingen, tenvægte til spindebrug og i et par tilfælde sværd. Næsten alle grave var dækket med rødlig jord og tykke lag af sten, ofte iblandet slagger fra jernudvinding, op til 25 %. Det var tydeligt, at gravene oprindelig har stået som lave tuer i terrænet, men de er blevet stærkt reduceret ved kistens sammensynkning og senere helt udslettet. Betegnelsen »fladmarksgrav«, som vi sædvanligvis bruger om denne gravtype, er derfor måske lidt misvisende.

Højen, der startede udgravningen, vil vi som nævnt regne til gravpladserne, for ganske vist var den bygget over en enkelt, ganske bestemt grav, men samtidig dækkede den fem andre, som har været på stedet i forvejen. Den rækkefølge, i hvilken de er anlagt, kunne nogenlunde følges. Ældst var en grav med to tenvægte, som viser, at den har tilhørt en kvinde. Derefter fulgte to barnegrave og - overraskende - en brandgrav; dens udstyr var mærket af ilden, men ellers på højde med, hvad vi fandt ved de ubrændte lig. Atter derefter en mandsgrav med fornemt tilbehør, således et tveægget sværd og et jernbeslået skrin. Denne døde har åbenbart været i særklasse. Endelig - som den sjette og sidste - graven, højen blev bygget over. Den var meget stor, 4 x 4 meter, men da også bestemt for to, sikkert mand og kvinde. Ikke mindre end 23 lerkar med mad og drikke har ledsaget parret. Af mandssager fandtes et énægget sværd og en ragekniv, mens blandt andet nogle småknive må tilskrives kvinden. Mærkeligt nok var der ingen smykker, men vi ved fra andre fund, både her i Vinding og andetsteds, at gravplyndring ikke var noget ukendt fænomen i datiden, så det kan tænkes, der har været ubudne gæster (Fig. 3). Ganske vist skulle de grave sig ned gennem højen, men den var næppe stor, og det har været en svær fristelse, hvis man nu vidste, der var kostbarheder at hente (Fig. 4).

Dobbeltgravens plads midt mellem de andre grave, hvoraf én endda er gået lidt for nær, synes valgt med omhu, for højen, der blev bygget over den, dækkede nøjagtigt hele gruppen. At her er tale om et familiegravsted, er vi ikke i tvivl om - det kan have hørt til en gård i en nærliggende landsby, vel sagtens en af de større - men hvad der har fået et af klanens medlemmer til at foretrække ligbrænding, forbliver en gåde. Traditionen synes i øvrigt fortsat: i kanten af højen fandtes grave fra en lidt senere periode af jernalderen. Det er nærliggende, at også de hører til familien.

Lidt sydvest for denne plads blev vi opmærksom på røde pletter i pløjejorden, og da rød jord som sagt kendetegner grave - i hvert fald på dette sted - fik vi mulden afrømmet med maskinkraft. Resultat: ikke mindre end 24 grave viste deres omrids. Nogle var af en størrelse, som passer til voksne personer, men andre - op mod tre fjerdedele - så små, at kun børn har kunnet få plads i dem. Dette bekræftedes ved udgravningen, for ganske vist blev der ikke fundet egentlige skeletter, men dog - i heldige tilfælde - mørktfarvede spor af dem.

Da vi gjorde resultatet op efter udgravningen af denne plads, måtte vi konstatere, at hvor vi med sikkerhed kunne bedømme de afdødes køn ud fra gravgaver, drejede det sig om kvinder. I ét tilfælde var der tvivl - graven indeholdt en ragekniv, men også sygarniture - og dertil kommer så hele børneflokken, der ikke lod sig kønsbestemme med rimelig troværdighed. Vi kunne se, at gravlægningen på pladsen er begyndt øverst på bakkeskråningen og fortsat ned ad denne. De øverste og ældste grave var både store og rige. En af damerne har båret et halssmykke med glas- og sølvperler samt en guldberlok (en lille hængeprydelse, nærmest af form som en høj frugtkurv). To fibler (brocheagtige smykkenåle) har holdt hendes tøj sammen ved skuldrene, og midt på brystet sad yderligere en tung fibula - et ualmindeligt smukt arbejde i sølv. Om livet har hun haft et læderbælte, som er uden sidestykke i Danmark - tæt besat med prydnitter og med et smukt, støbt bronzespænde. Hertil kommer synåle og en lille tilskærerkniv med svajet håndtag samt naturligvis de sædvanlige lerkar. En grav ved siden af - vist den først anlagte på pladsen - var næsten lige så rig. Udstyret er stort set det samme, blot er berlokken ikke af guld, men af sølv.

Børnene er der ikke ofret så meget på, og heraf kommer det, at kønsbestemmelsen volder vanskelighed. I de allermindste grave svarende til de helt små børn kan et lerkar være hele udstyret, men af og til har ungen dog fået et par glasperler og en lille ring af bronze eller sølv hængt om halsen i en snor. At der også fandtes mellemformer, halvstore grave, siger sig selv.

Ved et par af voksengravene fandtes »bigrave«, små stenforede gruber med tre-fire lerkar, anbragt et par meter fra sydvesthjørnet. Maden, karrene har indeholdt, må vel opfattes som ekstraforplejning til den døde. En sikkerhedsforanstaltning, hvis det, der var med i selve graven, ikke slog til.

Den tredje gravplads dukkede op et par hundrede meter nordvest for den lige omtalte; ikke alt er endnu undersøgt, men helhedsindtrykket lader sig næppe rokke. Her er påvist 18 grave, hvoraf igen ca tre fjerdedele i lille størrelse – børnedødeligheden har været meget stor i dette lokalsamfund (Fig. 5, Fig. 6). Udstyret var væsentligt fattigere, end vi var vant til - det gælder både lerkarrene og de øvrige sager. Hvad der manglede af lerkar, erstattedes dog til en vis grad af dem, der var anbragt i bigraven, som her konsekvent sås sydvest for voksengravene. På denne plads kunne vi ud fra fund af blandt andet rageknive konstatere, at de døde sandsynligvis var mænd.

Uden for gravpladserne, men nær disse, undersøgtes som nævnt fire gravhøje, naturligvis alle nedpløjede. To af dem var genbrugte bronzealderhøje, mens to var rejst direkte over romertidsgrave. Disse sidste høje har næppe været ret store, ja måske har de kun lige dækket gravens topniveau, for allerede i den efterfølgende jernalderperiode blev et hus bygget ind i kanten af den ene. Flere steder sås en firkantet stenramme, rejst på oprindelig markflade nær den i undergrunden neddybede grav; den har vel skullet tjene som en slags afmærkning, der dog kun kan have været midlertidig, idet den jo blev dækket, da højen byggedes (Fig. 7). Rammemarkeringen kan for den sags skyld godt have været et almindeligt træk, også ved fladmarksgravene. Her er stenene blot for længst fjernede eller splittet af ploven (Fig. 8, Fig. 9).

Gravpladserne må have hørt til en nærliggende landsby af den slags, som der efterhånden er udgravet en del af forskellige steder i Jylland - et lille lokalsamfund, der egentlig ikke har adskilt sig så meget fra dem, vi kender fra vor egen tid eller måske snarere fra de nærmest foregående århundreder. Gårdenes størrelse varierede, ikke blot målt i grundareal, men også ved mængden af dyr, der var plads til i staldene, og ved antallet af bygninger - til de helt store kunne høre flere lader og måske en smedje. Den samme forskel mellem rig og fattig, mellem stormand og stymper, kommer til udtryk i gravenes form og mere eller mindre fyldige udstyr, men de to parter, der færdedes sammen i landsbyen, findes dog jordet side om side. Vindinggravpladsens specielle overraskelse er adskillelsen mellem kvinder og mænd - en skik, som dog åbenbart kunne fraviges af enkelte familier. Det billede, vi er kommet på sporet af, synes bekræftet af nordtyske fund og i øvrigt også af enkelte danske, så det skal såmænd nok vise sig at være mere udbredt end hidtil antaget. Men hvad var tanken bagved? Kvinder var ikke ringeagtede i vort lille jernaldersamfund, det viser fundene med eftertryk, så hvorfor ikke gravlægning i fællesskab? I det dødsrige, hvor alle skulle hen, rig og fattig, ung og gammel, mand og kvinde, kan man meget vel have forestillet sig en rangforordning - den rige forblev rig, den fattige fattig - men mænd og kvinder hver for sig! - det forekommer næsten utroligt. At adskillelsen på en eller anden måde bunder i religiøse forestillinger, er dog sandsynligt, ellers havde den næppe fundet vej til dødsritualerne.

Spørgsmålet må stå uafklaret, der er ingen mulighed for at trænge ind bag fundenes antydninger. Arkæologien har sin begrænsning, og den mærkes ikke mindst, når vi nærmer os det åndelige liv.