Til ære for vores folk

Frederik 4. (konge 1699-1730) var en særdeles rejselysten livsnyder. Hans to storslåede Italiensrejser i henholdsvis 1692-93 og 1708-09 er for længst blevet gennemgået i en række historiske fremstillinger, kunst­kataloger og i en roman af Peter H. Fogtdal (Lystrejsen, 2002). Selvom kongen rejste incognito som greven af Oldenburg, var ingen i tvivl om, at der var tale om en royal konvoj. Kongens følge bestod af 80 personer.

Der findes righoldige italienske kilder om den kongelige rejse i 1709. Den udfoldede sig i de største byer i Norditalien, i republikkerne Venezia og Lucca, grevskaberne Mantua, Modena og Toscana samt i byen Bologna. Vi har fra samtidige italienske giornaler, takket været datidens skrivende paparazzier, viden om alt fra store baller, madorgier og regattaen i Venedig til trivielle oplysninger om, at kongen tilbragte en kedsommelig langfredag i Firenze ved at »kaste penge i grams til folk nede på gaden«.

Danske kvinder var ikke velkomne i kongens følge. Da greve og general Christian Reventlows hustru dukkede op i Firenze for at få styr på sin ægtemands udskejelser, beordrede kongen hende at »holde sig rolig i sin logis«, så længe han var i byen. Denne afholdenhed fra kvindeligt dansk rejsefølge udelukkede dog ikke de rejsende fra et righoldigt samkvem med italienske damer. Foruden hurtige bekendtskaber var Frederik 4. yderst interesseret i lege og væddeløb. I Lucca lærte han sig reglerne for fodboldspillet calcio, og i Firenze ville han selv spille boldspillet pallon grosso (stor ballon), men blev rådet fra det af sit følge. Ifølge dagbladene og kongens dagbog var kortspil og hasard hans foretrukne aftenbeskæftigelse.