Tidsfordriv

På et ukendt tidspunkt var to af brøndens hjørnestolper blevet trukket op, men de to tilbageblevne havde stadig en historie at fortælle. Begge havde to riller til indsættelse af brøndbrædder, men dertil kom endnu en rille og i den ene ende en indhugning som til fodremmen i et hus. Der må være tale om genanvendt hustømmer, som har stået i en væg med tværgående skillevæg - heraf den tredje rille.

Det havde ikke overrasket, hvis sideplankerne også var taget fra et udtjent hus, men fem af dem røbede en anden oprindelse. I dem sad jernklinknagler foruden enkelte, op til 2,5 cm store, huller; begge dele ledte tanken hen på skibe. En af plankerne var profileret langs den ene kant, og den stammede i hvert fald tydeligt fra en klinkbygget skibsside. Det hele er en påmindelse om, at Århus jo fra starten af må have haft en havn. (Fig. 1, fig. 2)

Størst interesse knytter sig til en knap 80 cm lang og 24 cm bred planke med et hul ved hver ende og et indridset mønster på den ene side, som også har tydelige spor af slid. Hullerne antyder, at træstykket har været en løs dæksplanke, som har kunnet tages op med fingrene. Den ene ende var kortet lidt af, øjensynlig for at få planken til at passe i brøndkonstruktionen. Det særligt interessante ved stykket er det omtalte mønster. Det kan nemlig bestemmes som et spil af den slags, der i vore dage går under navnet »mølle«. Den firkantede figur er skåret med sikker hånd, men har - i modsætning til nutidens - et stjernemønster i midten, og netop denne detalje har voldt os problemer. Er der blot tale om dekoration, eller er det en særlig middelalderlig variant af brætspillet? Ihærdige spillefugle blev sat på sagen i et forsøg på at indarbejde midterstjernen i møllespillets regler. Deres konklusion var imidlertid, at krydset ikke synes at bidrage med særlige finesser eller på anden måde øger spændingen.

En eftersøgning af spillebrætfund blev sat i gang for om muligt at finde en forklaring. Herved blev man opmærksom på et egetræsbræt, som var fundet i 1975 ved udgravningen af en stenkælder fra 1200-årene i Riga (Letland). Hver side af stykket viser tre indridsede mønstre - det ene er næsten identisk med Århus-plankens, mens de fem andre er varianter over vort midtermotiv. Det snerpede, men klarheden var ikke fuldstændig, så eftersøgningen gik videre.

Spillereglerne for mølle er velkendte. De to deltagere skiftes til at placere en brik på brættet i et forsøg på at få tre på linie (en mølle) - idet man selvfølgelig samtidig skal prøve at forhindre, at det lykkes for modspilleren. Når de to gange ni brikker er placeret, fortsætter man ved at »trække« (flytte brikker inden for mønsteret). Hver gang den ene har tre på linie, må han fjerne en af modpartens brikker - dog ikke en, der står i mølle. Bedst er det at få en såkaldt svikmølle, hvor man ved at flytte én brik frem og tilbage - en »rendehest« - let kan skifte mellem to møller og altså hurtigt få overtaget. Ældre danske betegnelser for mølle er nitavl eller slet og ret tavl. Spillet er kendt langt tilbage i tiden, således fra det gamle Ægypten, Troja og Romerriget. Efter en længere uoplyst periode finder vi det igen i vikingetiden, f.eks. i den færøske bebyggelse Toftanes. Højdepunktet af sin popularitet nåede spillet i 1300-årene, da det var yndet i store dele af Europa. Fra middelalderen og renæssancen kendes brætmønsteret også fra danske kirker. (Fig. 3)

Det har vist sig, at en enklere variant af spillet er kendt fra udlandet under betegnelserne »Three-Men’s-Morris« eller »Drei-Steine-Miihle«. Brættet giver blot ni mulige placeringer af brikkerne, og også her gælder det om at få tre på stribe. Da hver spiller kun har tre brikker, går det selvsagt hurtigere end med mølle. Eftersom førstespilleren altid kan fremtvinge en sejr ved klogt spil, kan man forestille sig, at de første brikkers placering måske blev afgjort ved terningkast eller på anden måde. Spillet svarer til vor plankes midtermotiv, men kan i øvrigt være lidt forskelligt udformet. Man kan naturligvis ikke udelukke, at Århus-dæksplankens midtkryds har indgået i en variant af mølle, men med Rigabrættet og de øvrige oplysninger in mente kan det nok bedst opfattes som en sammentegning af de to spil, en slags to-i-ét, hvor det inderste har været mindre brugt og derfor er gået i glemmebogen herhjemme. Også dette spil kendes fra det gamle Ægypten. Senere findes det hyppigt hos romerne, således nævner digteren Ovid det i sit værk Elskovskunsten. I flere engelske katedraler ses mønsteret indskåret i korstolene; munkene har vel fundet de kirkelige handlinger lidt vel langtrukne. Skulle man finde et dansk navn til det lille spil, kunne det blive tretavl. (Fig. 4)

Lighederne er store med det moderne kryds-og-bolle, hvor de to deltagere tegner deres »brikker« i ni rum, dannet ved fire streger. Tidligere anvendtes brikker, og ligesom i mølle kunne man efter den indledende runde flytte disse - en mulighed, der er gået tabt i nutidens tegnede version. Når rækken var fuld, kunne vinderen sige »trip-trap-træsko« eller »trip-trap-trul, min mølle er fuld«. Kryds-og-bolle synes at. være et ret ungt spil, men er sandsynligvis inspireret af det ældre.

Spil har alle dage været et skattet tidsfordriv, ikke mindst om bord på skibe. I en vikingetids bådgrav fra Årby i Uppland fandtes et møllespil indridset i et træstykke, og i det rige norske Gokstadfund var der også et, her med sikkerhed som løst spillebræt. Når vejret under sejladsen var til det, har der været rig lejlighed til at spille tiden væk. (Fig. 5)