
Tidligt tegn
Sydslesvig, egnen mellem Ejderen i syd og den nuværende grænse, indtager en særlig plads i skandinavisk forhistorie og dansk historie. Her mødes Norden og Kontinentet, og herfra blev mange af de indflydelser, som ligger til grund for den kulturelle udvikling i Skandinavien, formidlet længere nordpå. Særlig stor betydning havde kontakten i yngre jernalder og vikingetid til Rhinområdet, der var et af de kulturelle og økonomiske kraftcentre i det kristne Europa.
Af Andres S. Minos Dobat

Med det nylige fund af en lille guldmønt er Sydslesvigs særlige betydning som bindeled mellem Skandinavien og Rhinområdet blevet yderligere understreget. Den blev fundet på en bebyggelse fra yngre jernalder og vikingetid ved Schaalby (Skaleby) i nærheden af vikingetidens Hedeby, som ligger ved fjorden Slien. De mange og til dels rige fund antyder, at stedet havde været tilknyttet en højtstående stormandsfamilie med forbindelser til datidens aristokrati. Derudover viser andre fund, at pladsen må have været et regionalt center for håndværk og vareudveksling.
Selve mønten er lavet af guld med et højt sølvindhold og viser et præget motiv på begge sider. På den ene side findes et kors, omgivet af to perlebånd. På den anden side kan man genkende nogle skrifttegn og et såkaldt ankerkors. Disse kendetegn viser, at det drejer sig om en såkaldt trient, en mønttype til en værdi af en tredjedel solidus, som oprindelig blev introduceret i Romerriget i 300-årene. Efter imperiets sammenbrud begyndte forskellige germanske kongeslægter i Centraleuropa at slå guldmønter med sådanne romerske og byzantinske trienter som forbillede. Særlig udbredt var mønttypen i Frankerriget, hvor den var i omløb indtil slutningen af 600-årene.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jernalder (500 til 749), Germansk jernalder (375 til 749)
Udgave: Skalk 2005:5
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





