Thylandsk byhøj

At naturen spiller med kræfterne i det nordvestlige Jylland, er tydeligt for enhver. Egnen har alle dage været præget af de barske vejrforhold i Nordsøen, som ubønhørligt gnaver af landet i vest, og som har givet sandflugten gode betingelser. Allerede midt i bondestenalderen var klitdannelsen i Vestthy i gang, og den gjorde med tiden agerdyrkningen vanskelig mange steder, mens en vis græsning vel stadig har kunnet foregå. Hvor sandet ikke plagede, ryddede befolkningen efterhånden skoven for at skaffe arealer til marker og yderligere græsning.

Skovhugsten fik den utilsigtede konsekvens, at det blev svært at skaffe de fornødne mængder af tømmer til husbyggeri, og i ældre jernalder blev mangelen mere udtalt. Man blev nødt til at se sig om efter andre materialer, i hvert fald til vægkonstruktionen, og løsningen lå ligefor: man begyndte at bygge vægge af græstørv. Taget og den indvendige bærende konstruktion krævede stadig tømmer, men meget var alligevel sparet.

De kraftige tørvevægge fik en for eftertidens udgravere velkommen effekt. Når et hus var for gammelt og nedslidt, blev det revet ned, ligesom man gjorde andre steder. Tørvevægge og affald blev jævnet ud over det gamle gulv og hustomtens nærmeste omgivelser, og oven på dette udjævningslag blev det nye hus rejst. Herved blev der på bopladserne i Thy med tiden dannet tykke lag af gulve og de mellemliggende planerede tørvevægge. I princippet forseglede hvert nyt husgulv det foregående med dets affald i form af måltidsrester, knuste potter osv. Ved brandtomter jævnede man undertiden væggene uden forinden at redde resterne af husets inventar, og da er det et virkeligt øjebliksbillede, man kan støde på ved den arkæologiske udgravning, med husgerådet i så godt som den oprindelige placering.

Jernalderlandsbyerne i det øvrige danske område var opført med lerklinede trævægge, og der blev derfor normalt ikke dannet de tykke kulturlag, som er kendt fra Thy.

Hertil kommer, at landsbyerne gerne flyttede en kortere afstand med 100-150 års mellemrum, hvilket formentlig skyldes dyrkningsmæssige forhold: den indirekte gødskning, som kunne iagttages på den fraflyttede og opdyrkede landsbytomt (se Skalk 1984:3). I Thy blev dette flyttemønster ikke altid fulgt. En landsby og gårdene i den kunne forblive på samme sted i fire-fem århundreder, undertiden endnu længere. Dette har selvfølgelig yderligere øget kulturlagene. Disse kan være et par meter i tykkelse, og skønt det ikke er meget i sammenligning med de vældige mellemøstlige kulturaflejringer, som skjuler regulære byer gennem årtusinder, har man med rette overført udtrykket byhøje til disse thylandske jernalderbopladser.

I 1992 påbegyndte elforsyningsselskaberne I/S Nordkraft og An/S Nordthy Strømforsyning opførelsen af en transformerstation på ejendommen Smedegårds jord, omtrent midt mellem Thisted og Hanstholm i det nordlige Thy. På en nordvendt skråning ned til en arm af den tørlagte Lønnerup Fjord dukkede mørk jord og potteskår frem, og museet i Thisted kom ind i billedet. Det kunne hurtigt konstateres, at der var tale om en hidtil ukendt byhøj, hvis vestlige del desværre allerede var bortgravet. Tilbage på byggepladsen var et areal på ca 6000 kvadratmeter, og det viste sig muligt for museet at udgrave hele dette urørte område. Prøveundersøgelsen foregik i efteråret 1992, mens den egentlige undersøgelse fandt sted det efterfølgende år.

Tiden var knap, særdeles knap endda, for byggeriet skulle jo være færdigt. Derfor var det nødvendigt med en meget klar prioritering af hvilke opgaver, der skulle forsøges løst, mens andre måtte hvile. Ved de fleste tidligere byhøjsudgravninger i Thy havde man stort set haft den fornødne tid til rådighed, og her var det gerne husenes konstruktion og indretning, der stod i centrum for undersøgelserne. Senere kom andre spørgsmål om byhøjenes størrelse, varighed og opbygning til. På Smedegård viste det sig muligt at belyse hidtil mindre kendte sider af jernalderbebyggelsen, nemlig samspillet mellem bosættelsen og det omgivende landskab, men herom senere. (Fig. 2)

Ved udgravningen blev påvist 71 langhuse, 12-20 m lange, og 38 mindre huse. Til et øst-vest orienteret langhus hørte ofte et eller to småhuse. Langhusene skrånede gerne let nedad fra vest mod øst, hvilket formentlig skyldes gentagne udrømninger i den østlige halvdel, hvor stalden lå. Et påfaldende træk ved Smedegård-bebyggelsen er, at man systematisk har anvendt kridt, som må være gravet op nær ved. I en del huse blev der lagt et tykt lag knust kridt ud på gulvene, i andre tilfælde blev det spredt ud på de »gårdspladser«, som afgrænses af langhus og et eller to småhuse. Dette besynderlige fænomen er ikke påtruffet tidligere. Hensigten kan have været at opsuge fugt i og uden for husene, men derudover har der for udgraverne vist sig to meget gunstige bivirkninger. Dels gjorde kridtlagene det betydeligt lettere at adskille de enkelte lag fra hinanden, og endnu vigtigere: knogler blev utroligt godt bevaret. Det var derfor oplagt at prioritere indsamling af dyreknogler på bekostning af mere traditionelle udgravningsmetoder og iagttagelser.

Ved hovedhusenes sydlige indgang var der ofte en omhyggeligt lagt stenbrolægning, og det var ligeledes altid mod syd, der var anlagt kridtbelagte gårdspladser. Brolægningen ved langhusenes nordindgang var for det meste ringere, og der var en tendens til, at der ud for denne døråbning lå kraftige affaldslag. Det ser altså ud til, at husene havde en præsentabel forside og en bagside, hvor affaldet blev smidt. Bebyggelsens varighed kan anslås til et halvt årtusinde, fra midten af keltisk jernalder til slutningen af ældre romersk jernalder, ca 300 før til 200 efter Kristus. Det er lykkedes at opdele bebyggelsen i to hovedfaser. Et enkelt sted kunne der påvises ikke mindre end fjorten langhuse, det ene afløsende det andet. (Fig. 3, fig. 4, fig. 5, fig. 6)

En af hovedbygningerne, en hustomt fra bebyggelsens sidste tid, fortjener særlig omtale. En af stolperne var nemlig delvis bevaret, men noget overraskende i form af et tilspidset ribben af en hval. I et hus fra den samtidige byhøj Nørre Fjand ved Nissum Fjord var en hvalkæbedel anvendt som tagstolpe. I en ældre fase af den samme Smedegård-hustomt var der mere mærkværdigt. I vestenden af huset nær ildstedet fandtes endnu en hvalknogle, nærmere betegnet en stor ryghvirvel. Efter dens placering og størrelse må der være tale om en taburet. Knoglerne stammer sikkert fra en strandet hval, som man har parteret. Om man har anvendt kødet, kan vi ikke vide, men knoglerne har i hvert fald kunnet bruges. Der er ikke tidligere fundet et sådant siddemøbel i et dansk oldtidshus (se dog Skalk 1978:6), men et lignende fund af en hvalhvirvel kendes fra en middelalderlig nordboruin i Grønland.

Som allerede nævnt betød den udstrakte anvendelse af kridt fine bevaringsforhold for knogler, og en systematisk indsamling af disse blev sat i værk. Nogle jordlag blev vandsoldet i deres helhed, hvilket indebærer, at jorden bliver skyllet gennem et finmasket net, hvor oldsager og dyreknogler opfanges. Fra adskillige andre blev udtaget en halv eller en hel kubikmeter jord, således at der i alt blev gennemskyllet ca 230 kubikmeter jord. (Fig. 7, fig. 8, fig. 9)

Resultatet af soldningen var overvældende. Alene knogletallet opregnes i adskillige tusinder, hvoraf blot en lille del er gennemgået af Tove og Troels Hatting samt Inge Bødker Enghoff, Zoologisk Museum i København. Blandt husdyrene er får helt dominerende, efterfulgt af kvæg. Det synes at afspejle vanskelighederne ved at skaffe vinterfoder til opstaldede dyr i landsbyen. Sjældnere optræder svin, ged, hest og hund, hvoraf én endda var begravet, dog uden gravudstyr. Smedegård-landsbyens beboere drev også jagt, men fiskeriet var vigtigere. Her er arter repræsenteret fra salt-, brak- og ferskvand: haj, torsk, hornfisk, fladfisk, ål, aborre, helt, skalle, gedde. Også skaldyr blev indsamlet i betydeligt omfang. Det samlede knoglemateriale er nu ved at blive undersøgt af zoologen Tine Nord Andreasen. Et antal genstande af ben har givet et fint bidrag til en mindre kendt side af jernalderens redskabsforråd. (Fig. 10, fig. 11)

For også at få indblik i planteverdenen blev der i mere end 200 tilfælde systematisk udtaget jordprøver, hver af 20 liters omfang. Disse prøver blev også vandsoldet, men i et såkaldt floteringsapparat, der udnytter, at korn, frø og frugter samt øvrige planterester flyder ovenpå, mens jordpartiklerne synker ned. En del brændt materiale var bevaret, men i en jernalderlandsby var der mange situationer, hvor planter kom i kontakt med ild. De kunne blive tabt lige ved ildstedet ved ristning af korn eller ved madtilberedning. Også ildebrande gjorde ironisk nok deres til bevaring af planterester. Bestemmelser, udført af David Robinson og Jan Harild fra Nationalmuseet, viser en lang række arter: Flere byg- og hvedearter, havre, rug, den olieholdige plante sæddodder og hør; der må altså have været nogen dyrkning i nærheden af landsbyen. Dertil fortæller andre frø om græsningsområderne, såvel brakmarker som enge, foruden om vådområder, moser og heder. Disse landskabstypers planter er vel kommet til landsbyen i form af tørv og tækkemateriale til husbyggeri og brændsel. Også græssende dyr kunne bringe plantearter fra omgivelserne ind på det bebyggede område i form af gødning. (Fig. 12)

Når analyserne af det meget omfattende dyre- og plantemateriale er tilendebragt, vil det blive muligt at beskrive landsbyen uhyre detaljeret, ikke blot med hensyn til dyreholdets og agerbrugets art og udvikling, men også - i forbindelse med en analyse af landskabets jordbund og topografi - at tegne et detaljeret billede af hele det omgivende miljø. Ofte ser man arkæologien betragte naturvidenskaberne som nabo- eller hjælpediscipliner. I tilfældet Smedegård er situationen nærmest modsat, idet der ved udgravningen på en systematisk måde er tilvejebragt et stort og veldateret materiale, som vil udgøre grundlaget for detaljerede naturfaglige studier.

Det var i Thy, at grunden til den moderne bopladsarkæologi i Danmark blev lagt. Først var det husenes byggemåde og indretning, som var i centrum ved kulturgeografen Gudmund Hatts banebrydende indsats, først som assistent ved Hans Kjærs udgravninger, senere som kyndig og inspirerende leder af egne undersøgelser. Senere tilkom spørgsmål om konstruktive detaljer og om bebyggelsernes opbygning, udstrækning og varighed. Nu er det et tredje hovedspor, der tegner sig: naturvidenskabelige undersøgelser til belysning af plantevækst og dyreliv - tæmmet som vildt - grundlaget for bosættelsen. Dermed har Thy afgivet endnu en gave til dansk arkæologi - og dens indhold må afventes med spænding.