Thylandsk byhøj

At naturen spiller med kræfterne i det nordvestlige Jylland, er tydeligt for enhver. Egnen har alle dage været præget af de barske vejrforhold i Nordsøen, som ubønhørligt gnaver af landet i vest, og som har givet sandflugten gode betingelser. Allerede midt i bondestenalderen var klitdannelsen i Vestthy i gang, og den gjorde med tiden agerdyrkningen vanskelig mange steder, mens en vis græsning vel stadig har kunnet foregå. Hvor sandet ikke plagede, ryddede befolkningen efterhånden skoven for at skaffe arealer til marker og yderligere græsning.

Skovhugsten fik den utilsigtede konsekvens, at det blev svært at skaffe de fornødne mængder af tømmer til husbyggeri, og i ældre jernalder blev mangelen mere udtalt. Man blev nødt til at se sig om efter andre materialer, i hvert fald til vægkonstruktionen, og løsningen lå ligefor: man begyndte at bygge vægge af græstørv. Taget og den indvendige bærende konstruktion krævede stadig tømmer, men meget var alligevel sparet.

De kraftige tørvevægge fik en for eftertidens udgravere velkommen effekt. Når et hus var for gammelt og nedslidt, blev det revet ned, ligesom man gjorde andre steder. Tørvevægge og affald blev jævnet ud over det gamle gulv og hustomtens nærmeste omgivelser, og oven på dette udjævningslag blev det nye hus rejst. Herved blev der på bopladserne i Thy med tiden dannet tykke lag af gulve og de mellemliggende planerede tørvevægge. I princippet forseglede hvert nyt husgulv det foregående med dets affald i form af måltidsrester, knuste potter osv. Ved brandtomter jævnede man undertiden væggene uden forinden at redde resterne af husets inventar, og da er det et virkeligt øjebliksbillede, man kan støde på ved den arkæologiske udgravning, med husgerådet i så godt som den oprindelige placering.

Jernalderlandsbyerne i det øvrige danske område var opført med lerklinede trævægge, og der blev derfor normalt ikke dannet de tykke kulturlag, som er kendt fra Thy.

Hertil kommer, at landsbyerne gerne flyttede en kortere afstand med 100-150 års mellemrum, hvilket formentlig skyldes dyrkningsmæssige forhold: den indirekte gødskning, som kunne iagttages på den fraflyttede og opdyrkede landsbytomt (se Skalk 1984:3). I Thy blev dette flyttemønster ikke altid fulgt. En landsby og gårdene i den kunne forblive på samme sted i fire-fem århundreder, undertiden endnu længere. Dette har selvfølgelig yderligere øget kulturlagene. Disse kan være et par meter i tykkelse, og skønt det ikke er meget i sammenligning med de vældige mellemøstlige kulturaflejringer, som skjuler regulære byer gennem årtusinder, har man med rette overført udtrykket byhøje til disse thylandske jernalderbopladser.

I 1992 påbegyndte elforsyningsselskaberne I/S Nordkraft og An/S Nordthy Strømforsyning opførelsen af en transformerstation på ejendommen Smedegårds jord, omtrent midt mellem Thisted og Hanstholm i det nordlige Thy. På en nordvendt skråning ned til en arm af den tørlagte Lønnerup Fjord dukkede mørk jord og potteskår frem, og museet i Thisted kom ind i billedet. Det kunne hurtigt konstateres, at der var tale om en hidtil ukendt byhøj, hvis vestlige del desværre allerede var bortgravet. Tilbage på byggepladsen var et areal på ca 6000 kvadratmeter, og det viste sig muligt for museet at udgrave hele dette urørte område. Prøveundersøgelsen foregik i efteråret 1992, mens den egentlige undersøgelse fandt sted det efterfølgende år.

Tiden var knap, særdeles knap endda, for byggeriet skulle jo være færdigt. Derfor var det nødvendigt med en meget klar prioritering af hvilke opgaver, der skulle forsøges løst, mens andre måtte hvile. Ved de fleste tidligere byhøjsudgravninger i Thy havde man stort set haft den fornødne tid til rådighed, og her var det gerne husenes konstruktion og indretning, der stod i centrum for undersøgelserne. Senere kom andre spørgsmål om byhøjenes størrelse, varighed og opbygning til. På Smedegård viste det sig muligt at belyse hidtil mindre kendte sider af jernalderbebyggelsen, nemlig samspillet mellem bosættelsen og det omgivende landskab, men herom senere. (Fig. 2)