Thul på Salhøje

I begyndelsen af 1770’erne skulle der skaffes sten og grus til bygningen af den nye Roskilde landevej, og det gik hårdt ud over egnens fortidsminder. I Snoldelev lå to store langstrakte oldtidsanlæg, som tilsammen kaldtes Slæbbeshøje, mens det østligste og mindste havde sit eget navn: Sylshøj. Denne Sylshøj »var allerede før 1768 berøvet de fleste af de mange på den forhen værende sten og til dels overpløjet. Banken havde nemlig været besat med 15 store sten i to rader fra nord til syd; den var stor og langagtig og oventil flad og syntes ej ved kunst, men ved naturen, om ej ganske så dog for største delen, at være oprunden«. Dette anlæg gik man nu løs på, men en af stenene voldte vanskeligheder, den viste sig nemlig ved frigravningen at være kæmpestor, så stor, at den i kløvet tilstand udgjorde omtrent 70 vognlæs. »Ved at pløje det sted, hvor den uhyre sten havde ligget, fandtes et års tid efter i jorden netop under den huling, som denne uhyre masse havde udfyldt«, en sten med runeindskrift. Provst A. T. Rachlou i Snoldelev, der ejede marken, lod stenen føre til sin have, og her lå den i mange år, men 1808 blev den af samme provst Rachlou lovet til den netop oprettede »Kommission til Oldsagers Opbevaring«, og 1811 førtes den til København, hvor den blev opstillet »i en af niskerne i opgangen til det astronomiske tårn (Rundetårn)«. Her stod den i en årrække som en slags dørvogter ved indgangen til den arkæologiske samling på Trinitatis kirkeloft, men da denne senere i århundredet flyttedes til Prinsens Palæ, fulgte Snoldelevstenen med, og her befinder den sig stadig i det, som nu hedder Nationalmuseets runehal. 1837 foretog Oldsagskommissionen »forskellige eftergravninger« i Sylshøj, som der på det tidspunkt endnu må have været rester af. Man fandt en tom stenkiste, men ikke »det ringeste spor til nogen begravelse lige så lidt som noget af oldsager, der ellers plejer at findes ved undersøgelser på hedenolds gravsteder«.

Det er i korthed, hvad vi ved om det mærkelige fund, og man kan ikke sige, at det gør os så forfærdelig meget klogere. De to langstrakte høje, den ene åbenbart stenomsat, kan have været langdysser fra stenalderen – dem var egnen tidligere meget rig på – eller skibssætninger fra sen jernalder, som er sjældne, men som ikke des mindre kendes i ret stort tal fra det nærliggende Lejre. Oplysningen om stenkisten og selve det, at de to oldtidsminder betegnes »høje«, taler nærmest for det første, runestenens tilstedeværelse for det sidste, men i øvrigt kan stedet jo være brugt til gravlægning af folk fra helt forskellig tid. At runestenen skulle have ligget dybt begravet under en anden kæmpemæssig sten, lyder ret usandsynligt; runerne synes skabt til at ses, og hvis den store sten virkelig har været så kolossal som beskrevet, må der være tale om en jordfast blok, der intet har med højene at gøre. Måske bør man heller ikke fæste alt for megen lid til provst Rachlous beretning om fundet, der er nedskrevet 30 år efter, at dette fandt sted (Fig. 1). Om den utvivlsomt højt begavede, men noget vidtløftige provst kan der i øvrigt læses på nærværende hæftes bagside.