Thorbjørns torp

Mens jernalderens landsby havde været så at sige vandrende – når den havde ligget en tid på ét sted, flyttede den til et andet i nærheden og så fremdeles (se Skalk 1984:3) – blev middelalderens stationær, den lå, hvor den lå, men nu tog udviklingen en anden retning. Forbedrede landbrugsmetoder og deraf følgende befolkningstilvækst øgede presset på lokalsamfundene, og det resulterede i anlæggelsen af flere tusinde udflytterbyer, de omtalte torper. I Jyske Lov fra 1241 gives der ligefrem anvisning på, hvordan man skal forholde sig ved oprettelsen af sådan en koloni, blandt andet med hensyn til jordfordelingen. Det fremgår, at udflytterne under visse omstændigheder kunne kaldes tilbage til byen, de kom fra.

For at undersøge, om skårene fra Todderup skulle afspejle en sådan bebyggelse, besluttede Forhistorisk Museum, Moesgård, sidste efterår at iværksætte en udgravning på stedet. Der afdækkedes to regulære hustomter, to brønde og rester af en ganske lille bygning af den slags, museumsfolk betegner »staklader« (uden rigtig at vide, hvad de har været brugt til), med andre ord: et lille sluttet gårdsanlæg. Tæt syd for dette fandtes tydelige spor af en grøft, ca én meter bred og én meter dyb, det sidste målt fra markoverfladen. Såvel i hustomterne som i grøften blev fundet skår, der bekræftede den tidligere datering. Formodningen om en torpbebyggelse fra 12-1300-årene stod ved magt.

Der blev også fundet andre ting: en tenvægt, en hestesko, nogle få smågenstande af jern og brudstykker af munkesten – de sidste sodsværtede og ildsprængte, hvilket formentlig betyder, at de har været brugt i forbindelse med ildsted eller bagerovn; et landhus på den tid har haft lerklinede, ikke murstensbyggede, vægge. De to hustomter var af lidt forskellig størrelse, den ene 15, den anden 18 meter lang, men lignede ellers hinanden, således i vægstolpehullernes ligesom lidt tilfældige fordeling, helt forskellig fra den orden og præcision, der møder os i husgrunde fra den foregående periode, vikingetiden. Det virker som et tilbageskridt i husbygningskunsten, men kan måske skyldes, at man har stillet nogle, men ikke alle, stolper på syldsten, så at grundplanen nu fremtræder ufuldstændig. I begge tomter sås spor efter en enkelt række tagbærende stolper (suler) midt ned gennem bygningen, dog mærkelig nok kun i østenden. Hvordan taget har været holdt oppe mod vest, vides ikke, men konstruktionen har i hvert fald været anderledes, måske fordi de to husender var til forskellig brug. Man kommer til at tænke på jernalderhusene, der almindeligvis havde stald i østenden og beboelse mod vest, men vover dog ikke uden videre at påstå, det var ligesådan her. Ved sydsiden af det største hus fandtes en stenlægning, som strakte sig ind over væglinjen. Her må indgangen have været. (Fig. 1)