Thi der var ikke rum for dem i herberget
Otte dage før jul 1857 blev værtshusholder Bolvigs tjenestepige Inger sagt op, hun var gravid, det kunne ingen i Hjørring være i tvivl om, og det kneb for hende at passe sit arbejde. Hun stod nu hjemløs og alene. De første dage fik hun lov at være hos en sypige, men der var ikke sengeplads, så nætterne tilbragte hun i en stald. Mikkel Jørgensens enke gav hende husly en kort tid, men her var pladsen også kneben. To dage før jul stod Inger igen uden tag over hovedet. (Fig. 1)
Af N. H. Frandsen
Fig. 1. Erik Henningsens Barnemordet. - Den Hirschsprungske Samling.
Forvildet vandrede hun omkring i byens gader og kom i mørkningen til en plantage, hvor hun gik ind og satte sig under et træ. Og mens hun sad der, kom tiden, da hun skulle føde. Et par timer før midnat kom barnet til verden, og hun svøbte det i et stykke linned.
Da Inger igen var i stand til at rejse sig, gik hun med barnet til den stald, hvor hun før havde overnattet, og blev der til daggry, hvorefter hun hele dagen skjulte sig i et krat. Om aftenen kom hun - udmattet af sult og kulde - forbi en vogn, der stod uden for et værtshus. Hun frygtede for barnets liv, og efter en pludselig indskydelse lagde hun det i vognen, indsvøbt i det omtalte linned og et halstørklæde. Inger havde stadig intet sted at være, så julenat tilbragte hun i en stak på marken. Anden juledag meldte hun sig til politiet.
Fødsel uden for ægteskab var ikke ualmindeligt på den tid, ofte 15-20 procent i landsognene og mere i byerne. Det var som regel tjenestepigerne, der blev ugifte mødre, og deres forældre, der måtte tage sig af børnene. I en sådan situation skete det, at barnet døde ved fødslen, tilsigtet eller utilsigtet. I perioden 1850-66 var der 10-15 sager årligt om barnefødsel i dølgsmål og fosterdrab. Det var alvorlige forbrydelser, der efter Danske Lov blev straffet med døden. Praksis var dog i tidens løb mildnet, kun i en tredjedel af sagerne blev der afsagt dødsdom, og det var normalt over kvinder, der havde skjult deres tilstand og på forhånd besluttet at dræbe barnet. Dødsdommen blev som regel ændret til fængsel.
Hvor mange børn, der blev dræbt ved fødslen, er svært at sige. Der er tilfælde, hvor en indtørret barnemumie har ligget i pigens kiste i måneder eller år, og undertiden blev der fundet barnelig, uden at nogen skyldig kunne påvises. Mange små lig kan have været skjult så godt, at de aldrig blev opdaget. Så meget er dog sikkert, at det var en forsvindende lille del af fødslerne, der endte med drab. Den sidste kvinde, der blev henrettet i Danmark, var Ane Andersdatter i 1861. Hun havde født fire børn og dræbt de tre.
Men Inger havde ikke forsøgt at skjule sin graviditet, og hendes barn levede - det blev hendes redning. Dommerne anså omstændighederne ved fødslen som utilsigtede og henlæggelsen af barnet i vognen som et forsøg på at redde dets liv, så hun slap med fjorten dages simpelt fængsel for at have forsøgt at unddrage sig sin forsørgerpligt. Det var hårdt nok, men historien endte dog forholdsvis lykkeligt. Den lille pige levede og kom tilbage til sin mor.
