Teltring

I jernalderbopladsens udkant, hvor et lavtliggende, fugtigt område danner en naturlig grænse for bebyggelsen, stødte udgraverne 1986 på sten, mens et antal stenspor tilkendegav, at der engang havde været flere. Tilsammen dannede de en ring, eller rettere en D-formet figur, omtrent 4 x 2,5 meter stor. Stenene målte næsten alle mellem 40 og 60 cm i diameter, så der var ikke ligefrem tale om småsten. At de var samlet med et bestemt formål for øje, var tydeligt. Sten af tilsvarende størrelse blev da heller ikke fundet i kredsens omgivelser.

Til anlæggets datering tjente en del flintaffald, som blev fundet inden for stenringen. Det pegede mod jægerstenalderen og nærmest mod den underperiode, der betegnes Maglemosetid, opkaldt efter en vestsjællandsk mose, hvor den først blev påvist. Maglemosetidens bopladser kendes nu fra hele landet, liggende tæt ved søer og åer, hvor der var let adgang til ferskvand. Karakteristisk for disse pladser er små flintspidser, mikroliter, der har været fastgjort i pile og spyd, men sådanne savnedes ganske i Hjemstedfundet, det var helt blottet for redskaber.

Flintaffaldet fra pladsen var lejret i et gråt sandlag, der i en tykkelse på op til ti centimeter dækkede området inden for stenkredsen. Lignende »sandlinser« er i flere tilfælde iagttaget på jægerstenalderens bopladser, hvor de kendetegner boliger. Meget pegede således i retning af, at vort anlæg havde været et bosted, dog ikke en egentlig hytte, som dem vi ellers kender, men snarere et telt, hvis vægge blev holdt på plads af de omkransende sten. Men var denne slutning nu holdbar? At stenringen og sandlaget hører sammen, må vist anses for sikkert, men flinten kunne vel strengt taget være tilfældig indblanding, selv om det ikke så sådan ud; laget virkede ikke omrodet. Regelmæssigt formede stenkredse som vor er ikke kendt fra dansk jægerstenalder, så helt udelukke, at den og sandlaget var fra en senere tid, turde vi ikke. Her er det nærliggende at tænke på jernalderen, der er så rigt repræsenteret på stedet (fig. 1).