Tanken bag tingene

Med overgangen til bondestenalderen ændredes folk og land gennemgribende. De omstrejfende jægerstammer blev nu mere bofaste, agerbrug og husdyrhold fandt deres form, håndværk trivedes, som flintredskaber og lertøj vidner om, og folketallet voksede støt gennem det næsten halvtredje tusind år lange tidsrum, perioden varede. Også livssyn og dødetro er uden tvivl blevet påvirket af de nye vilkår, men mens vi dog i nogen grad har mulighed for at klarlægge den materielle udvikling, lader åndslivet os afgørende i stikken. De tanker og forestillinger, man fornemmer bag fundene, ligger vore så fjernt, at det kan være svært eller måske ligefrem umuligt at gribe dem. Anlægget, som skal beskrives i det følgende, er et eksempel herpå. Tolkningen af det må blive et famlende forsøg.

Af Henning Nielsen

Billede

Blandt de oldtidsminder, som kom i søgelyset ved anlæggelsen af den nye Farø-motorvej, var en jernalderboplads beliggende på sydskråningen af et bakkedrag øst for Ørslev ved Vordingborg; vi har navngivet den efter den nærliggende Ellerødgård. Den blev direkte berørt og måtte ofres, men forinden havde museet i Vordingborg lejlighed til at foretage en undersøgelse. Det skete foråret 1982. Jernalderen fik, hvad der tilkom den, men mellem gruber og stolpehuller stødte vi på noget, som var betydeligt ældre: en mere end 10 meter lang og 6-7 meter bred, fladbundet og meget uregelmæssig nedgravning med et indhold, der henfører den til bondestenalder. Dybden var gennemgående ringe, kun ca en halv meter, men forskellige lommer og gruber i bunden af den store sænkning fortsatte noget dybere, indtil én meter under overfladen. Grundvandet på stedet står temmelig højt, hvilket har medvirket til fundets bevaring, men generede udgraverne, idet de dybere partier hurtigt fyldtes med vand (Fig. 1). Som arbejdet skred frem, stillede blæst og sol os over for det diametralt modsatte problem: jorden tørrede ud, så at skår og andre oldsager nærmest måtte hakkes fri (Fig. 2).

Periode: Bondestenalder (3900 til 1701), Dyssetid (3900 til 3301)

Udgave: Skalk 1984:1

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.