Tangen og Ebeltoft

Tangdiget er dog nok ikke så gammelt endda. Det er sandsynligvis først rejst omkring år 1700, ikke som værn mod ubudne gæster, men med det formål at beskytte den lavereliggende del af byens jorder mod oversvømmelser i forbindelse med storm og højvande. I 1600-tallet lå flere af byens kålhaver på disse lavtliggende arealer. Samtidige kilder oplyser, at såvel gærder som kål undertiden blev »af høje Flod borttaget«. Hvad har i en sådan situation ligget mere lige for end at lave et beskyttelsesdige – stormflodsdige, om man vil – langs med kysten ved blot at kaste de tangvolde sammen, som havet især efterår og forår skyllede ind. 

I løbet af 1700-tallet har tangdiget efterhånden taget form, og i 1746 nævnes det for første gang direkte ved navn (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). Det forløb langs kysten på hele strækningen mellem byens nørre og søndre port og var kun gennembrudt de få steder, hvor forbindelsesveje førte fra byen til stranden; disse åbninger måtte naturligvis i katastrofesituationer spærres for gennemløb. Anlæggelsen af en havn bevirkede, at dele af kystlinjen i løbet af 1800-tallet så småt rykkede mod vest, og en havneudvidelse med tilhørende jernbanespor 1901 resulterede i et så fremskudt kystparti, at tangdiget efterhånden mistede sin oprindelige funktion. Sidste gang, det for alvor blev sat på prøve som stormflodsdige, var under en julestorm 1902, da bølgerne ikke blot gik op til digerne, men visse steder faktisk slog op over dem og satte de bagvedliggende haver under vand.