Tandpine

Andre former for tandbehandling og tandpleje er lettere at eftervise, således brug af tandstikker. Hvor dette redskab benyttes flittigt danner der sig karakteristiske furer mellem tænderne, og sådanne er ikke ualmindelige i oldtidsmaterialet, ja kendes fra nogle af vore allerældste skeletter, hvor de vel må være frembragt med spidser af træ eller ben. På et langt yngre skelet, som tilmed er de jordiske rester af en historisk kendt person, nemlig Christian 3. (1503-1559), ses de samme furer og tillige nogle spor på fortændernes yderflader, som viser, at de har været gnedet eller poleret med et slibemiddel. Et anonymt middelaldermenneske fra Æbelholt kloster i Nordsjælland havde en perle siddende i hullet på en hårdt angrebet tand. Formodentlig har man ved denne tillukning ment at kunne lindre pinen, men det er nok tvivlsomt, om det har virket efter hensigten.

Højt udviklede oldtidskulturer uden for Danmarks grænser viser eksempler på en mere fremskredet tandlægekunst. I etruskiske grave fra omkring 500 før Kristi fødsel er således fundet guldproteser og -broer med dyretænder i munden på mere eller mindre tandløse menneskeskeletter. Vi skal helt frem til 1700-årene for at støde på noget lignende herhjemme.

Tilfældet, der skal omtales i det følgende, drejer sig om boring i en tand, foretaget mens den endnu sad på plads i det levende menneskes kæbe. Operationen fandt sted i bondestenalderen og lad os straks slå fast, at her er tale om noget overordentlig sjældent: der er ikke i hele Europa fundet – eller i hvert fald beskrevet – spor af denne form for tandbehandling fra blot tilnærmelsesvis så tidlig en tid. To romerske læger, Archigenes og Galen, fra 2. århundrede efter Kristus omtaler metoden, men heller ikke fra deres periode kan den påvises arkæologisk, så den kan i hvert fald ikke have været meget brugt. Går vi til Syd- og Mellemamerika, finder vi tænder med udboringer på indianske skeletter, men de fleste er ikke mere end nogle hundrede år gamle, og da det drejer sig om tænder, som i øvrigt er sunde, kan det ikke være egentlig tandbehandling, man her ser resultatet af, snarere en form for udsmykning eller statusgivende symbol.

Det må understreges, at der er tale om boring i levende tænder; tager vi de døde med, stiller sagen sig anderledes, og vi ser, at selve boringen ikke har været noget problem for oldtidens mennesker. Fra jægerstenalderen kendes mængder af dyretænder, der er gennemborede for at bruges som perler. De tilhugne flintspidser, som hullerne er lavet med, er der også mange af, mens vi kender mindre til det apparat, der fik dem til at rotere med den nødvendige fart. Fundene peger dog mod bueboret, som også anvendes af vore dages naturfolk.

Fundet, vi skal beskæftige os med, er fra Hulbjerg på Langelands sydspids. Her udgravedes for 25 år siden en jættestue (se Skalk 1961:3), den står nu foran publicering, og i den anledning er det store skeletmateriale blevet grundigt gennemgået (Fig. 1). Som bekendt er jættestuerne fællesgrave, de har været benyttet igen og igen – når et nyt lig lagdes ind, blev ældre skeletter skubbet til side eller i hvert fald bragt i uorden, så at det hele ved udgravning kan virke som en stor benkule (Fig. 2). I det aktuelle tilfælde blev fundet mere end 2000 knogler og knoglebrudstykker hørende til mindst 53 personer, heraf 17 børn. Et mandskranium udmærkede sig ved et tydeligt borehul på ydersiden af en kindtand.