Tandpine

Andre former for tandbehandling og tandpleje er lettere at eftervise, således brug af tandstikker. Hvor dette redskab benyttes flittigt danner der sig karakteristiske furer mellem tænderne, og sådanne er ikke ualmindelige i oldtidsmaterialet, ja kendes fra nogle af vore allerældste skeletter, hvor de vel må være frembragt med spidser af træ eller ben. På et langt yngre skelet, som tilmed er de jordiske rester af en historisk kendt person, nemlig Christian 3. (1503-1559), ses de samme furer og tillige nogle spor på fortændernes yderflader, som viser, at de har været gnedet eller poleret med et slibemiddel. Et anonymt middelaldermenneske fra Æbelholt kloster i Nordsjælland havde en perle siddende i hullet på en hårdt angrebet tand. Formodentlig har man ved denne tillukning ment at kunne lindre pinen, men det er nok tvivlsomt, om det har virket efter hensigten.

Højt udviklede oldtidskulturer uden for Danmarks grænser viser eksempler på en mere fremskredet tandlægekunst. I etruskiske grave fra omkring 500 før Kristi fødsel er således fundet guldproteser og -broer med dyretænder i munden på mere eller mindre tandløse menneskeskeletter. Vi skal helt frem til 1700-årene for at støde på noget lignende herhjemme.

Tilfældet, der skal omtales i det følgende, drejer sig om boring i en tand, foretaget mens den endnu sad på plads i det levende menneskes kæbe. Operationen fandt sted i bondestenalderen og lad os straks slå fast, at her er tale om noget overordentlig sjældent: der er ikke i hele Europa fundet - eller i hvert fald beskrevet - spor af denne form for tandbehandling fra blot tilnærmelsesvis så tidlig en tid. To romerske læger, Archigenes og Galen, fra 2. århundrede efter Kristus omtaler metoden, men heller ikke fra deres periode kan den påvises arkæologisk, så den kan i hvert fald ikke have været meget brugt. Går vi til Syd- og Mellemamerika, finder vi tænder med udboringer på indianske skeletter, men de fleste er ikke mere end nogle hundrede år gamle, og da det drejer sig om tænder, som i øvrigt er sunde, kan det ikke være egentlig tandbehandling, man her ser resultatet af, snarere en form for udsmykning eller statusgivende symbol.

Det må understreges, at der er tale om boring i levende tænder; tager vi de døde med, stiller sagen sig anderledes, og vi ser, at selve boringen ikke har været noget problem for oldtidens mennesker. Fra jægerstenalderen kendes mængder af dyretænder, der er gennemborede for at bruges som perler. De tilhugne flintspidser, som hullerne er lavet med, er der også mange af, mens vi kender mindre til det apparat, der fik dem til at rotere med den nødvendige fart. Fundene peger dog mod bueboret, som også anvendes af vore dages naturfolk.

Fundet, vi skal beskæftige os med, er fra Hulbjerg på Langelands sydspids. Her udgravedes for 25 år siden en jættestue (se Skalk 1961:3), den står nu foran publicering, og i den anledning er det store skeletmateriale blevet grundigt gennemgået (Fig. 1). Som bekendt er jættestuerne fællesgrave, de har været benyttet igen og igen - når et nyt lig lagdes ind, blev ældre skeletter skubbet til side eller i hvert fald bragt i uorden, så at det hele ved udgravning kan virke som en stor benkule (Fig. 2). I det aktuelle tilfælde blev fundet mere end 2000 knogler og knoglebrudstykker hørende til mindst 53 personer, heraf 17 børn. Et mandskranium udmærkede sig ved et tydeligt borehul på ydersiden af en kindtand.

Hulbjergjættestuen har været i brug gennem sidste halvdel af bondestenalderen (ca 3200-1800 før Kristus), derefter blev den lukket til, og da både kraniet med tanden og den dertil hørende underkæbe lå et stykke nede i knoglelaget, kan der ikke være tale om senere indblanding. Alderen er altså sikker, men andre spørgsmål melder sig: Hvorfor er hullet lavet, hvordan bar man sig ad, og kan vi nu være helt sikker på, at manden var i live, da indgrebet fandt sted?

Den bemærkelsesværdige kindtand har sin plads i overkæbens højre side, og boringen er lagt helt oppe ved tandkødet, midt mellem de to udadvendende rødder. Hullet, der er cirkelrundt og konisk med en største diameter på fire millimeter, gennembryder det yderste rodpar, men når ikke ind i den bageste rod. Manden har haft dårlige tænder (Fig. 3). Både over- og underkæbe viser et fremskredet svind af knoglevævet omkring tændernes rødder - det vi i dag kalder parodontose eller parodontitis – og der er kraftige kariesangreb, især i den udborede tand, men også i dens nabo til højre (Fig. 4). Tanden med hullet er så medtaget, at det har bevirket infektion af dens indre bløddele med en kronisk betændelse som slutresultat.

Med et sygdomsbillede, som det her beskrevne, må manden have haft svære tand- og måske også ansigtssmerter - det er i hvert fald meget sandsynligt - og indgrebet kan da ses som et forsøg på at lindre disse. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at der også er forsøgt boring mellem de to kariesangrebne tænder, den med borehullet og naboen til højre; det var de sammenstødende flader, det var galt med, og man har vel villet bore de mørke, ødelagte partier væk. De før omtalte romerske læger skriver, at når en tand bliver sort, skyldes det en slags forrådnelse i dens indre; derved udvikles luftarter, som medfører spænding og smerter, men ved at bore ind til midten kan trykket lettes. Vor stenaldertandlæge kan have haft lignende forestillinger. Desværre ved vi ikke, om behandlingen hjalp.

For at belyse, hvordan boringen er foregået, fremstillede arkæologen Claus Malmros et buebor med en flintspids som dem, vi kender fra stenalderen. Med dette blev der boret i en nutidig mennesketand - af humane grunde dog en, der ikke længere var i funktion. Det tog 5½ minut at frembringe et hul som det i stenaldertanden. En sammenligning mellem borefladerne i de to huller, det nye og det gamle, og i øvrigt med borehuller i dyretænder og ravperler fra stenalderen viste så stor lighed, at det forekommer overvejende sandsynligt, man i oldtiden har anvendt et tilsvarende instrument. Det er i hvert fald utænkeligt, at borespidsen skulle være drejet alene med hånden. Ved undersøgelsen benyttedes scanning elektron mikroskopi, der giver både stærk forstørrelse og dybdeskarphed. Den er foretaget på Københavns Tandlægehøjskole af Lise Fredebo.

Det sidste spørgsmål, om indgrebet er foretaget, mens manden levede, turde egentlig være besvaret med det ovenfor fremførte. Hullet er boret netop der, hvor sygdommen sad, og hvorfor skulle man gøre det om ikke for at helbrede. Hertil kan imidlertid føjes et afgørende bevis: På borehullets inderflader og kant er konstateret tandstensbelægninger. Det betyder, at manden har levet, ikke blot mens behandlingen stod på, men også nogen tid derefter. Hvordan det i den periode gik med tandpinen, ved vi desværre ikke.

Om stenalderens lægekunst fortæller også et andet fund fra Hulbjergjættestuen, nemlig et mandskranium med en trepanation i venstre tindingeregion (se Skalk 1961:3). Den er delvis helet, så indgrebet er altså faldet heldigt ud. Fra dansk bondestenalder kendes ialt tolv kranier med trepaneringsspor, og deraf stammer to fra de sydfynske øer. Man får næsten det indtryk, at lægerne dér var særligt dygtige.

Det er nu nok at drage lidt for vidtgående slutninger, men det ældste tandlægebor, vi indtil videre kender fra Europa, har i hvert fald snurret på Langeland.

Lit: Pia Bennike: Palaeopathology of Danish Skeletons. Kbh. 1985. - J. Skaarup: Yngre stenalders gravfund på øerne syd for Fyn. Langelands Museum. (Bogen er i trykken).