Taks

I haven til Bromølle kro i Vestsjælland står et par takstræer, hvoraf især det ene påkalder opmærksomhed. Med en højde omkring fjorten meter, en tyve meter bred krone og en stamme, der i brysthøjde er én meter tyk, hævder det sig blandt de største af sine artsfæller, i hvert fald her i landet, og man har deraf villet slutte, at det også hørte til de ældste – en alder på helt op til 1500 år har været foreslået. Kroen er heller ikke af ny dato omend næppe så gammel som antydet i en indskrift over døren: 1198; årstallet er hentet fra et gavebrev, hvorved bisp Absalon skænkede møllen, der har navngivet kroen, til Sorø kloster. Senere kom den under Antvorskov, og det vides, at munkene derfra i 1400-tallet lod plante mange taks. Hvis træet var den sidste rest af en sådan beplantning, ville det være omkring 500 år, og det skulle ikke være umuligt. Om tyske og engelske eksemplarer med samme stammemål vides med sikkerhed, at de er et årtusinde eller ældre.

Af V. J. Brøndegaard

Tvivl er der dog, det mener i hvert fald botanikeren Johan Lange, som for en halv snes år siden foretog beregninger over stammens tykkelsestilvækst. Taks vokser langsomt, og man ved fra målinger af meget gamle eksemplarer, at stammetykkelsen øges med kun ca en millimeter årligt. Hos Bromølle-taksen ser det imidlertid ud til, at tilvæksten over de godt halvtreds år, man har kontrolleret tykkelsen, er sket i et ti gange hurtigere tempo. Lange anslår alderen til blot 155-175 år, og det er jo en væsentlig reduktion. Men lad os se lidt på taksens almindelige historie.

Vi kender taks bedst som en to-tre meter høj tæt busk med stedsegrønne nåle, for eksempel på kirkegårde, men den kan altså også optræde som et træ, der dog sjældent bliver højere end ti meter. Den er hjemmehørende i Mellem- og Sydeuropa og i et bælte langt ind i Asien. Tidligere har den utvivlsomt været almindeligt vildtvoksende, også i Skandinavien og England. Herhjemme har vi en sidste rest af en oprindelig bevoksning omkring Munkebjerg ved Vejle fjord, mens andre enkeltstående taks-træer rundt om i landet kan være plantet af mennesker eller forvildet fra sådanne plantninger. Trods en hjælpende hånd her og der, blandt andet som nævnt fra munkene, er arten overalt i sit udbredelsesområde gået stærkt tilbage. Taks har det biologiske handicap at være delt i han- og huntræer (Bromølle-taksen er således en dame), og når dertil kommer, at frøene er et par år om at spire, og at væksten – normalt – er meget langsom, forstår man, at rovhugst let satte sine spor. Bestanden har slet ikke kunnet holde trit med efterspørgselen. Det rødbrune ved, der er uden harpiks, hårdt og elastisk, fortræffeligt til alle slags redskaber og beholdere, har været efterspurgt langt tilbage i tiden. Ikke mindst til buer var det højt værdsat (Fig. 1). Dette våben spillede gennem hele oldtiden og en stor del af middelalderen en vigtig rolle til krig og jagt; træsorten kunne være forskellig, men taks var foretrukket (Fig. 2). Takstræsbuer optræder i fundene – således de store danske mosefund fra sen-romersk tid – og deres fortræffelighed er historisk bevidnet. For eksempel var de overlegne langbuer af taks den væsentligste årsag til, at englænderne i 1300-tallet gentagne gange vandt over talmæssigt stærkere franske hære.