Tagets og kirkens alder

Landet over står endnu hen ved et par tusinde solide, stenbyggede middelalderkirker, vore ældste, bevarede huse. Men kirkerne er opført af mere end sten og tegl. Når murene var rejst, overtog tømrerne byggepladsen, for nu skulle taget sættes op. Både murere og tømrere leverede professionelt arbejde, og tagværkerne i de danske landsbykirker fra middelalderen er endnu i dag ofte de oprindelige, selv om man også ser mange udskiftninger. Tagværkerne er af egetømmer, frisk fra skoven, og ved at studere årringene i træet (dendrokronologi) kan man tidsfæste tømmeret og måske også sige, hvornår kirken første gang kom under tag. I et udvalg af kirker på Ribe-egnen er man så nær på de middelalderlige tømrere, at man en sommerdag næsten kan fornemme savens susen, øksens hug og træets duft i de hede tagrum under blytaget.

Af Per Kristian Madsen

Den mest komplicerede tagværkskonstruktion i en middelalderkirke, bortset fra eventuelle tårnspir, findes over den halvrunde apsis mod øst i kirken (se forsiden). Den kan sammenlignes med halvdelen af en opslået paraply og møder den besøgende på kirkeloftet med en vrimmel af spinkle stivere i sindrige, men gennemtænkte konstruktioner. Det hele samles af en svær, lodret stolpe, som står ind mod østsiden af korgavlen, den såkaldte kongestolpe, der tit er tilhugget nærmest som en flagstang med en tyk knop foroven, hvor apsidens spær er indfældet.