Tæt og tørt
De mere end 5000 år gamle storstensgrave fra stenalderen forbinder man normalt med vældige, tonstunge sten og store jordmasser. Alene ordet jættestue fortæller, at det tidligere var en almindelig udbredt opfattelse, at anlæggene ikke kunne være menneskeværk; den ældre folkelige betegnelse i Jylland for stendysser – jyndovne (kæmpers ovne) – viser det samme. I dag er denne holdning selvfølgelig historie, men stengravene fascinerer stadig og kan tilmed fortsat aflokkes hemmeligheder. Især jættestuerne er så komplicerede bygningsværker, at specialister må have været involveret i deres opførelse. Der skulle mere til end rå muskelkraft: materialekendskab, byggeteknisk viden og godt håndelag var nødvendige forudsætninger.
Af Torben Dehn, Svend Illum Hansen
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
En jættestue består af et aflangt kammer og en gang, der går ind til dettes ene langside. Det hele er stenbygget, overdækket af en jordhøj og omgivet af randsten. I anlægget indgår adskillige detaljer, som vidner om en nøje gennemtænkt konstruktion. Der er således foretaget tætning og dræn, der er særlige hjørnesten hvor kammer og gang mødes, og meget andet kunne nævnes. De kolossale stenblokke, som er den mest iøjnefaldende del af en jættestue, i hvert fald når man står inde i kammeret, står side om side, og mellemrummene mellem disse er udfyldt med omhyggeligt stablede stenfliser, såkaldt tørmur.
Udgave: Skalk 2000:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
