Svantevits tempel

I sit store historieværk fra omkring 1200 beretter Saxo om de skrækkelige overfald af vendiske sørøvere, som for ikke længe siden havde lagt store dele af Danmark øde, og om de gengældelsestogter, hvormed kong Valdemar den Store og hans fostbroder bisp Absalon bekæmpede plagen. Venderne beherskede på den lid et større landområde omkring Østersøens sydkyst, men da det var fra Rygen, de værste angreb udgik, besluttede man at sætte ind her og at satse på en fuldstændig erobring. Planen blev sat i værk 1168 eller – 69 (årstallet er ikke helt sikkert), og som så ofte gik krig og mission hånd i hånd. Paven havde givet danskerne monopol på kristning af øen, som tyske fyrster og bisper også var stærkt interesseret i, så Valdemar og Absalon kunne med god samvittighed kalde deres hævntogt for et korstog. Forehavendet lykkedes, efter Arkonas fald overgav resten af øen sig, og man gik straks i gang med hedningernes omvendelse. Det skete med den for datiden egne håndfasthed: gudestatuer blev brændt, templer nedrevet og tempelskatte konfiskeret samtidig med, at der foranstaltedes massedåb, byggedes kirker og indviedes kirkegårde. Absalon, der på det tidspunkt var bisp i Roskilde, fik den kirkelige myndighed over del nyvundne område, mens kongen krævede skat og krigstjeneste af rygboerne. De lokale fyrster beholdt dog magten – nu fri for det hedenske præsteskabs dominans. De blev, så mærkeligt det lyder, Danmarks trofaste forbundsfæller, også mod andre vendiske stammer.

Rygen-felttogets dramatiske højdepunkt, indtagelsen af Arkona, kom – takket være Saxos fortælletalent – til at stå for efterverdenen som noget ganske særligt, et symbol på dansk heltedåd og snilde. Ingen historiebog lader det uomtalt, og det er blevet emne for spændende drengeromaner. Saxo har interesseret sig stærkt for vendernes hedenske guder; hans beskrivelse af dem, deres dyrkelse og deres templer udgør noget af det mest oplevede i værket – så livagtig er den, at man næsten må tro, han selv har været til stede, hvilket ikke er umuligt, da han jo var Absalons mand. I dag er disse afsnit uvurderlige for forståelse af vendernes religion. Om Svantevits tempel skriver han (Jørgen Olriks oversættelse):

»Midt i byen var der en åben plads, hvor der stod et kunstfærdigt bygget hov af træ, der holdtes højt i ære, ej blot for sit prægtige udstyr, men især fordi det rummede gudens billede. Husets ydre omgang prangede med sirligt snitværk og var fuld af de forskelligste billeder, alle råt og plumpt malede. Kun én dør åbnede adgang dertil. Selve helligdommen var inderst inde i et dobbelt rum, hvis ydre del løb langs med væggen og havde rødt tag, mens den indre hvilede på fire piller og havde forhæng i stedet for vægge, så taget og nogle få loftsbjælker var alt, hvad de to rum havde tilfælles. Inde i huset stod et vældigt gudebillede, langt større end nogen mand og mærkeligt at se til med sine fire hoveder og fire halse … « Her følger en nøje beskrivelse af gudebilledet og dets dyrkelse – sær, fascinerende og uhyggelig for kristne mennesker (fig. 2).