Suppe

Det er forholdsvis få hele eksemplarer, vi ejer af disse kar, men skår optræder talrigt på bopladserne – ofte i forbindelse med ildsteder, men også udenfor, så det er begrænset, hvad vi ad den vej kan slutte om funktionen. En ting taler imidlertid stærkt for, at krukkerne – trods alt – har kunnet bruges til madlavning, nemlig de fastbrændte skorper, som ikke sjældent ses på skårenes indersider – ja undertiden også på ydersiden, hvis karret har været revnet, så indholdet er flydt ud. Der er foretaget undersøgelser af skorperne for om muligt at finde ud af, hvad der har været i krukkerne, men de har givet negativt resultat. Alt var brændt til kul.

Udgravningen af den undersøiske Ertebølleboplads i Tybrind Vig på Vestfyn (se Skalk 1982:4) har bragt os et skridt videre. En spidsbundet krukke, som fremkom i møddingslaget, havde på indersiden den sædvanlige skorpe, men på grund af fundforholdene tykkere og bedre bevaret end normalt. Indkapslet i den sorte belægning sås småknogler og aftryk af plantedele.

Zoologer har ved undersøgelse af skorpen fundet talrige levn af småtorsk: skæl, finne- og gællerester, knoglestumper – alt fra de ydre dele af fiskene, som altså må være lagt hele, eller i hvert fald uflåede, i gryden den uheldige dag, da maden brændte på (Fig. 1). Planteaftrykkene er fra bladdele af græsser – nærmere har botanikerne ikke kunnet komme bestemmelsen. Selve den sorte masse er baseret på landjordens produkter, enten dyre- eller – vel snarere – planterigets, men de er som sædvanlig forkullet til ukendelighed. Det sandsynlige resultat af undersøgelsen må være, at karret har indeholdt en fiskesuppe tilsat urter og måske også andet. Ertebølletidens bouillabaisse! I hvert fald ved vi nu med sikkerhed, at krukkerne har kunnet bruges til madlavning.