Sunket i havet

(Fig. 1). Undervandsarkæologi er ikke noget nyt begreb, den har længe været drevet i tropiske og subtropiske egne med lune og gennemsigtige vande, hvor vrag og andre mærkværdigheder let opdages og ofte er blevet bjærget under stor opmærksomhed. Til Danmark, hvor forholdene er mere grumsede, og hvor temperaturen sætter sine grænser, nåede metoden sent, for alvor først efter krigen, hvor det lette »frømandsudstyr« kom i brug. Naturligt nok var det også her skibe, man først interesserede sig for, men efterhånden er tillige bopladserne kommet ind i billedet.

Af Søren H. Andersen

Billede

Nu plejer bopladser naturligt nok at ligge på tør grund, men mange af de ældste er gennem senere landsænkning kommet under vand, og det er dem, der her er tale om. I Ertebølletiden, den af jægerkulturerne, som ligger nærmest op mod bondestenalderen, havde Danmark nogenlunde antaget sit nuværende omrids, men var dog stadig i bevægelse, det vippede så at sige omkring en linje fra Nissum fjord til Nordfalster. Hvad, der er nord for denne grænse, har senere hævet sig, omend ikke overvældende meget, mens det sydfor liggende er sænket tilsvarende, så at datidens kystbopladser er blevet undersøiske. Flere af disse er i de seneste år blevet undersøgt i området omkring Ærø (se Skalk 1980:1), og hertil kommer den, som nu skal omtales, i Tybrind vig på Fynssiden af Lillebælt. Arbejdet, som forestås af Forhistorisk arkæologisk Institut ved Århus Universitet i samarbejde med mere end et halvt hundrede arkæologiinteresserede dykkere fra talrige jyske klubber, har stået på gennem fem år og er stadig uafsluttet. Det er den største og mest udbyttegivende udgravning af denne art, som endnu er foretaget.

Det var sportsdykkere fra Fredericia, som i 1976 opdagede pladsen gennem hundredevis af oldsager, som lå spredt på havbunden: Flintredskaber, masser af dyreknogler, hjortetaksøkser, lerkarskår – blandt de sidste materiale til et næsten komplet lerkar af tidens spidsbundede type og to »lamper«. Mange af hjortetaksøkserne havde stadig skaftet i behold, hvilket er sjældent og klart viste fundets kvalitet. I øvrigt ved vi – netop på grund af landsænkningen – ikke særlig meget om Ertebølletiden i denne del af landet. Der var altså al grund til at gå i gang.

Fundet blev gjort ca 250 meter ude i vigen på 2,5 – 3 meters dybde. Her har Ertebølletidens kystlinje gået. Selve bopladsen har naturligvis ligget oppe på stranden, men affald og tilfældigt tabte ting er havnet ude i vandet, hvor de er sunket ned i mudderet, nu repræsenteret ved et flere meter tykt gytjelag med store oldsagsmængder, hvoraf især de usædvanligt velbevarede træsager tiltrak sig opmærksomheden. Nær bopladsen overlejrede gytjen en naturlig muslingebanke, overvejende med østers, som må have haft stor interesse for beboerne.

Periode: Jægerstenalder (13000 til 3901), Yngre jægerstenalder (9000 til 3901)

Udgave: Skalk 1982:4

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.