Sunesønnerne

Tre af Sunesønnerne døde i kamp, først Torben i Nordtyskland, dernæst Ebbe og Laurens under indblanding i svenske tronstridigheder. Med det sidste hænger det sådan sammen: I Sverige stredes to rivaliserende fyrsteslægter om magten, og kongedrab hørte til dagens orden. 1195 døde Knut Eriksson undtagelsesvis en naturlig død, han var af Eriksætten, men nu trådte en repræsentant for Sverkerslægten til; han hed selv Sverker, havde tilbragt størstedelen af sit liv i Danmark og var blevet Ebbe Sunesøns svigersøn. Efter en halv snes år på tronen blev han imidlertid forjaget af en Erik. Helt naturligt søgte han til Danmark, hvor han med Ebbes hjælp fik samlet en hærstyrke. Det afgørende slag stod 1208 ved Lena i Västergötland, men her tabte Sverker, og af de deltagende Sunesønner dræbtes Ebbe og Laurens. Flokken var altså nu stærkt formindsket. Også Johannes var på det tidspunkt ude af billedet, han var straks efter århundredskiftet draget på pilgrimsfærd til Jerusalem, men døde undervejs, efter sigende ved den hellige grav.

Store evner var tilfaldet Peder Sunesøn, så han blev - naturligvis på onkel Absalons tilskyndelse - sendt til uddannelse i Paris, hvor han modtoges vel og fik det bedste skudsmål. Omkring 1183 vendte han hjem og fandt sig snart tilknyttet ærkebispesædet. 1191 blev han biskop i Roskilde og 1201 tillige kongens kansler; begge embeder bestred han til sin død 1214. Ligesom sit store forbillede, Absalon, deltog han aktivt i kongernes krigsførelser, der i denne tid især var rettet mod landene syd for Østersøen, men han påtog sig også andre opgaver, således kort efter sin tiltrædelse som bisp en vigtig sendelse af største betydning for det danske kongehus. Den franske konge, Filip August, havde udset sig Valdemar den Stores datter, Ingeborg, til brud, og det blev nu Peder pålagt, sammen med abbed Vilhelm fra Æbelholt Kloster, at føre hende i bejlerens arme. Det skete, men hun blev der ikke længe, Filip August syntes ikke om pigen, og ganske vist blev ægteskabet indgået, men kongen forlangte det straks opløst og Ingeborg bragt hjem til Danmark igen. Det nægtede både hun og ledsagerne, og derved blev det i første omgang (se Skalk 1983:5). - Hjemme i Roskilde skete der store ting: den vældige, endnu stående, teglstenskirke var under opførelse, og det må have krævet Peder Sunesøns hele opmærksomhed. I København, som hørte under Roskildebispen, grundlagde han Frue Kirke.

Videst drev Anders Sunesøn det. Han var vistnok noget yngre end Peder og blev som denne sendt til det franske lærdomssæde. Her kunne han dygtiggøre sig i mange discipliner, således grammatik, retorik, aritmetik og astronomi, men alt som hjælpefag for det ene og egentlige: teologien. Efter pariserårene slog han sig på retsvidenskaben, som han studerede, først i Italien (Bologna) og senere i England (Oxford), men vendte så tilbage til Paris, hvor han tog magistergraden og derefter selv virkede som lærer. Ved sin hjemkomst i begyndelsen af 1190’erne har han formodentlig været tidens mest belæste dansker. (Fig. 2)

Og landet skønnede på sin lærde søn, han fik embedet som kongens kansler (den stilling bror Peder senere arvede), og da ærkebisp Absalon døde 1201, var ingen nærmere end han til at overtage det høje embede. I kanslertiden fik han sammen med abbed Vilhelm det utaknemmelige hverv at løse Ingeborg-problemet, eller i hvert fald prøve på at gøre det. De to rejste sammen til paven, der ikke brød sig om sagen (han ville nødig støde den franske konge), men dog til sidst gav køb og erklærede det omstødte ægteskab for at stå ved magt. Det anfægtede imidlertid ikke Filip August; da de to kom til Frankrig, lod han dem fængsle. De slap fri, men måtte rejse hjem med uforrettet sag.

Knud 6. døde året efter Absalon, så det blev ærkebisp Anders, der juledag 1202 i Lunds domkirke kronede Valdemar Sejr. Det nære forhold mellem konge og ærkebisp, som havde hersket under de foregående regenter, stod stadig ved magt, og det blev en udbytterig forbindelse. Anders havde af paven, Innocens 3., fået særlige beføjelser og kraftige opfordringer til at fremme korstogsaktiviteten - ikke blot den, hvis mål var Jerusalems generobring, men også den mere lokale med sigte mod de endnu hedenske lande i Nordeuropa. Det passede Valdemar Sejr udmærket, han fik derved et påskud til at udvide de nordtyske besiddelser, som Danmark havde skaffet sig under venderkrigene, med områder længere mod øst. Uheldigvis kom han derved på kant med Bremerkirken, der anså denne missionsmark for sin og allerede havde etableret sig i Livland (nuværende Letland), men det var der ikke noget at gøre ved; 1206 udgik med Anders Sunesøn som leder et tog østpå. Resultatet blev, at øen Øsel i Rigabugten kom på danske hænder, hvor den dog ikke forblev længe, men Anders fik da lejlighed til under opholdet at holde teologiske forelæsninger for den livlandske gejstlighed, hvad han, som man vil have forstået, var overmåde skikket til. De følgende år forløb nogenlunde roligt på østfronten, men 1218 kom den tyske Riga-kirke i bekneb og måtte - meget mod sin vilje - bede Valdemar Sejr om hjælp. Den ydede han den gerne, resultatet blev slaget ved Lyndanis, hvor Anders Sunesøn ifølge sagnet bad sejren hjem, og Dannebrog faldt ned fra himlen. Estland hørte derefter formelt under Danmark, men forbindelsen var langtfra solid.

Anders Sunesøn var poetisk begavet, og flere af hans værker er bevaret, således »Hexaémeron«, et stort digt om skabelsens seks dage, og et par Mariahymner. Det første er tung læsning, dybt forankret, som det er, i 1100-årenes teologi, de sidste derimod smukke og vellydende, så at man stadig kan glædes over dem. Også juristen Anders kom til orde, nemlig i hans fortolkning af Skånske Lov. Anders Sunesøn var mindre kriger, mere teolog og skønånd, end Absalon havde været. Hans sidste år blev desværre mørke: ramt af svær sygdom trak han sig tilbage til Ivø, en lille holm i den østskånske Ivøsø, og her døde han 1228. Man har tidligere ment, at dødsårsagen måtte være spedalskhed, men det bliver nu bestridt.

Den længst levende af brødreflokken fra Bjernede var Jakob, kaldet Jakob af Møn, fordi han havde godser på denne ø. Han fulgte bror Ebbe på Sverigestogtet og slap i modsætning til denne levende fra slaget ved Lena. Ved Valdemar Sejrs tilfangetagelse på Lyø blev han en af Danmarks ledende mænd og spillede en hovedrolle i forhandlingerne om kongens frigivelse. Da han døde 1246, lå Valdemarernes storrige, som havde dannet grundlag for Hvidernes succes, i ruiner, og det gode forhold, der havde hersket mellem kongehuset og slægtens medlemmer, syntes godt på vej til at gå i opløsning. Det var ikke Sunesønnernes skyld, de havde hver på sin vis ydet deres bedste. Et bemærkelsesværdigt kuld. (Fig. 3)