Sunesønnerne

Tre af Sunesønnerne døde i kamp, først Torben i Nordtyskland, dernæst Ebbe og Laurens under indblanding i svenske tronstridigheder. Med det sidste hænger det sådan sammen: I Sverige stredes to rivaliserende fyrsteslægter om magten, og kongedrab hørte til dagens orden. 1195 døde Knut Eriksson undtagelsesvis en naturlig død, han var af Eriksætten, men nu trådte en repræsentant for Sverkerslægten til; han hed selv Sverker, havde tilbragt størstedelen af sit liv i Danmark og var blevet Ebbe Sunesøns svigersøn. Efter en halv snes år på tronen blev han imidlertid forjaget af en Erik. Helt naturligt søgte han til Danmark, hvor han med Ebbes hjælp fik samlet en hærstyrke. Det afgørende slag stod 1208 ved Lena i Västergötland, men her tabte Sverker, og af de deltagende Sunesønner dræbtes Ebbe og Laurens. Flokken var altså nu stærkt formindsket. Også Johannes var på det tidspunkt ude af billedet, han var straks efter århundredskiftet draget på pilgrimsfærd til Jerusalem, men døde undervejs, efter sigende ved den hellige grav.

Store evner var tilfaldet Peder Sunesøn, så han blev – naturligvis på onkel Absalons tilskyndelse – sendt til uddannelse i Paris, hvor han modtoges vel og fik det bedste skudsmål. Omkring 1183 vendte han hjem og fandt sig snart tilknyttet ærkebispesædet. 1191 blev han biskop i Roskilde og 1201 tillige kongens kansler; begge embeder bestred han til sin død 1214. Ligesom sit store forbillede, Absalon, deltog han aktivt i kongernes krigsførelser, der i denne tid især var rettet mod landene syd for Østersøen, men han påtog sig også andre opgaver, således kort efter sin tiltrædelse som bisp en vigtig sendelse af største betydning for det danske kongehus. Den franske konge, Filip August, havde udset sig Valdemar den Stores datter, Ingeborg, til brud, og det blev nu Peder pålagt, sammen med abbed Vilhelm fra Æbelholt Kloster, at føre hende i bejlerens arme. Det skete, men hun blev der ikke længe, Filip August syntes ikke om pigen, og ganske vist blev ægteskabet indgået, men kongen forlangte det straks opløst og Ingeborg bragt hjem til Danmark igen. Det nægtede både hun og ledsagerne, og derved blev det i første omgang (se Skalk 1983:5). – Hjemme i Roskilde skete der store ting: den vældige, endnu stående, teglstenskirke var under opførelse, og det må have krævet Peder Sunesøns hele opmærksomhed. I København, som hørte under Roskildebispen, grundlagde han Frue Kirke.

Videst drev Anders Sunesøn det. Han var vistnok noget yngre end Peder og blev som denne sendt til det franske lærdomssæde. Her kunne han dygtiggøre sig i mange discipliner, således grammatik, retorik, aritmetik og astronomi, men alt som hjælpefag for det ene og egentlige: teologien. Efter pariserårene slog han sig på retsvidenskaben, som han studerede, først i Italien (Bologna) og senere i England (Oxford), men vendte så tilbage til Paris, hvor han tog magistergraden og derefter selv virkede som lærer. Ved sin hjemkomst i begyndelsen af 1190’erne har han formodentlig været tidens mest belæste dansker. (Fig. 2)