Sudergade

I april 1984 ville Ribe Vandværk, med tilladelse fra de kirkelige myndigheder, foretage en boring på arealet mellem kirken og kirkegårdsmuren, hvor der i dag er græsplæne. Omkring toppen af borerøret skulle endvidere etableres et brøndanlæg, og da dette krævede udgravning i indtil tre meters dybde, blev museet i Ribe varskoet. På stedet lå forhen den sydlige husrække i Badstuegade (eller Sudergade, som den vist oprindelig hed). Denne færdselsåre, som må høre til byens ældste, er i dag delvis opslugt af den brede Dagmarsgade, der fra stationen fører over åen, forbi Catharinakirken og frem til bymidten, men ser man på et ældre kort, får man en anelse om, at den engang kan have hørt til et vadested; stenlægninger, der er fundet ved åløbet, peger også i den retning. En sådan passage kan have været aktuel i den tidlige middelalder, men blev sandsynligvis opgivet, da man ved midten af 1200-årene anlagde den store dæmning, kaldet Dammen, lidt længere nede ad strømmen; den var primært bygget for at stemme vandet op til brug for Kongens Mølle, men blev tillige benyttet som vejbane (Fig. 1). Det bedste bevis for Badstuegades tidligere betydning er dog måske Skt Catharina-kirken selv og det tilhørende kloster, anlagt på fyld, der er kørt sammen om en lille højning i det lavtliggende område ved åen. Sortebrødrene, som grundlagde det 1228, altså før Dammens tilkomst, ernærede sig fortrinsvis ved tiggeri, og de mange vejfarende har sikkert været taget i betragtning.

Set fra et Ribehistorisk synspunkt har stedet her altså betydelig interesse, og forventningerne blev da heller ikke skuffet - allerede borehullet gav de første resultater. Af skårene, som kom op, kunne nogle dateres til tiden omkring 1200, og med dem fulgte en mængde små stykker læderaffald, som det var fristende at sætte i forbindelse med Badstuegades ældre navn, Sudergade (suder betyder skomager). Ved den egentlige udgravning stødte man i ca én meters dybde på bygningsrester i form af gulvlag og husvægge. Mulighederne begrænsedes af det omfang, den nye brønd skulle have, men heldigt nok viste det sig, at vi var kommet ned lige på hjørnet af en bygning.

I alt fandtes rester af fire huse, som sikkert har afløst hinanden - når ét blev revet ned, er et nyt opført på samme sted. Alle lå orienteret på samme måde, med østsiden næsten vinkelret på Badstuegade. Vi gætter på, at der her har været en smøge eller sti op til hovedgaden.

Et stykke fodrem, som blev fundet i det yngste hus, tyder på, at det har haft bindingsværksvægge. Af de lodrette stolper, der hører til en sådan konstruktion, sås dog ingen spor i det lille afsnit af huset, som blev udgravet. Ud fra keramikken i lagene skønner vi, at bygningen må være revet ned senest omkring 1300.

De to næste huse i lagserien har begge haft lergulv og det ene en østvæg, der nederst bestod af klægtørv. I et af gulvene sås en trærende. Under disse lå den fjerde hustomt i usædvanlig fin stand; man kan næsten tale om ruinen af et træhus. Det udgravede sydøsthjørne havde væggene bevaret i op til 45 centimeters højde. Huse som dette har der været mange af i Ribe såvel som i andre byer, men der er sjældent meget tilbage af dem.

Huset var opført i bulteknik, det vil sige med vandrette vægplanker indfalset mellem lodrette stolper. Disse stolper med deres sideriller til at optage vægtømmeret kan være stillet på fodrem, men de kan også være jordgravede, og det var tilfældet her. Som nævnt var det kun et hushjørne, vi fik frem i det snævre udgravningsfelt, men hjørnestolpen var til stede, omend udvæltet, og nederste bulplanke fandtes i begge sidevægge: højde 30 cm, tykkelse 10 cm, om længden kan intet siges, da træet fortsatte uden for udgravningsfeltet. Plankerne er hugget af fuldvoksne egetræer og omhyggeligt tildannet på både yder- og inderside, hvilket sætter huset i en vis klasse; det sker ofte, når man finder sådant vægtømmer, at kun indersiden er behugget. For at undgå nedsynkning af vægplankerne (der var jo ingen fodrem til at holde igen) har man anbragt en slags understøtning bestående af svære, groft tilhuggede tømmerstykker, og på et sted, hvor der åbenbart har været særlige problemer, er sat en kort støttestolpe, hvis gaffelformet udskårne øvreende griber op omkring planken. Ved udgravninger andetsteds i Ribe er fundet husrester med tilsvarende støttestolper.

Trods de gode oplysninger, vi således har fået om huskonstruktionen, er der stadig mange uafklarede punkter, således om afstanden mellem vægstolperne, gavlenes placering og husets størrelse. Går vi ud fra, at Badstuegade/Sudergade dengang havde samme forløb, som vi kender fra senere kort, og tør vi tro, at huset har strakt sig helt frem til den, må det have målt omkring 17 meter i nord-sydlig retning og ligget med gavlen mod gaden. Men andre løsninger er også mulige. Der kan således være tale om et mindre hus, der lå for sig selv, tilbagetrukket på grunden.

Også om husets indre indretning fik vi sjældent god besked. Langs begge vægges indersider lå på et dæklag af træ en 40 cm bred og 17 cm tyk pakning af blåler holdt på plads af et kantstillet bræt, der selv var fastholdt af en stolpe og flere småpæle. Oven på leret lå rester af en bræddebeklædning, og det ligger nær at tolke det hele som en vægbænk - også fordi lerpakningen sluttede sig nær til det bevarede trægulv i huset. Til sydvæggen hørte yderligere et træpanel, som de siddende har kunnet læne ryggen imod (Fig. 2). Det bestod af tynde, lodretstillede, i hinanden indfalsede planker, der var gravet ned tæt op ad bulvæggen, altså bag lerpakningen; de var bevaret indtil en højde af 45 cm over bænken (Fig. 3, Fig. 4). Mellem væg og panel var en pakning med træaffald, der formodentlig har skullet isolere. Her kunne husets hovedpersoner sidde lunt og godt uden generende træk i nakken. Det er bemærkelsesværdigt, at de håndværkere, som opførte huset, har mestret ikke blot bul-, men også stavteknikken (bygning med lodretstående, i hinanden indfalsede, vægplanker).

Vægbænke som denne er os ikke ganske fremmede. De kendes i lille størrelse fra vikingetidens små grubehuse, således dem fra Århus, og i stort format fra samme tidsalders langhuse samt fra en enkelt tømmerbygget hal, der med sandsynlighed kan dateres til 1300-årene. I vort tilfælde er der dog næppe tale om hverken et grubehus eller en hal, snarere om et almindeligt beboelseshus, der kan have haft ildsted eller ovn i den ikke udgravede del. Det kan i den forbindelse nævnes, at huse fra 1200-årenes Oslo havde både trægulv, vægbænke og ovn - den sidste placeret op mod husvæggen eller i et hjørne (Fig. 5).

Inde i huset, på trægulvet, lå forskellige ting: lerkarskår, glasperler, en lille saks og små træstaver fra et såkaldt stavbæger (Fig. 6, Fig. 7, Fig. 8). En lille stump ornamenteret guldblik var der også - den tyder ligesom selve husets tekniske udførelse på, at det var velhavende eller i hvert fald ikke fattige folk, der boede her.

Under gulvet var der tykke lag af affald fra før husets tid og heri en trækonstruktion, som vi mener, kan være en affaldskasse. Læderstumper af den slags, som boret bragte op, blev fundet i stor mængde. At grave helt til bunds i det dybe og snævre hul kunne der ikke være tale om, men boringer viste, at kulturjorden fortsatte yderligere to meter ned, til kote 0, det vil sige niveauet omkring havoverfladen. Her kunne man naturligvis ikke bo, så vi antager, at affaldet under bulhuset er tilkørt, hentet andetstedsfra for at gøre grunden bebyggelig. Tilsvarende forhold er konstateret omkring klosteret, også her er der tilført fyld, der dog overvejende består af sand. Som nævnt må klosterbyggeriet være igangsat omkring 1228, så det syntes nærliggende, at ikke blot sandfylden, men også affaldsfylden var lagt ud ved den lejlighed. Med andre ord: at bulhuset var opført samtidig med de ældste klosterbygninger. Nærmere studier skulle dog vise, at denne arbejdshypotese ikke holdt stik.

Om bulhusets alder gav fundene visse fingerpeg. Skår samt en såkaldt langtandskam fra de lag, der dækkede huset, kan senest være fra omkring midten af 1200-årene; på det tidspunkt er bygningen altså revet ned. Keramikken fra selve huset sluttede sig for en dels vedkommende til den ovenover, men der var også ældre materiale, fra tiden omkring 1200. I vægbænken og i laget umiddelbart under huset lå skår fra sidst i 1100-årene eller omkring 1200.

Det velbevarede træ i bulhuset åbnede en mulighed, nemlig at søge bygningen dateret ved dendrokronologiens hjælp. Vi udtog derfor, efter samråd med Wormianum, en halv snes prøver, dels fra selve huset, dels fra det nedenunderliggende træværk, idet vi omhyggeligt søgte at finde de stykker, der hørte til den oprindelige konstruktion og rummede en god portion årringe. Størst forventning knyttede sig til den omtalte kløftede støttestolpe, som givet har været i huset fra først af, og som var bevaret i stammens fulde omfang til og med barken.

Resultatet var klart og utvetydigt. Egetræet, som har leveret tvejen, er fældet 1179, sandsynligvis i det tidlige efterår, og da stykket temmelig sikkert er anvendt i frisk tilstand, må huset være bygget omkring 1180, Valdemar den Stores senere regeringstid. De andre stykker placerede sig tidligere, men fælles for dem var, at ikke blot barken, men også hele det ydre splintlag manglede, så for de fleste gælder, at de udmærket kan være hugget samtidig med tvejen. Om »affaldskassen« kan siges, at den må være lavet efter 1144, men før bulhuset blev bygget. Den kan have hørt til en ældre, endnu ikke påvist bygning, måske den, hvor skomageren boede.

Da klosteret blev anlagt, var pladsen heromkring altså for længst bebygget; det var ikke en øde egn, man valgte, men et bykvarter i udvikling. Herom fortæller også et andet fund. Ved en udgravning, som tidligere er foretaget på Skt Catharinæ plads, blev optaget en del tømmer, hvoraf noget vistnok har hørt til en plankevej, mens resten må opfattes som affald, kasseret materiale, der indgik i fyldlaget; det var i hvert fald tydeligt, at dette træ tidligere havde haft anden anvendelse, formodentlig som hustømmer. Dendrokronologien, der også her blev taget i brug, gav ingen sikre fældningsår - atter manglede splinten - men pegede dog på slutningen af 1100-årene, bulhusets tid. Fyldlaget og plankevejen, hvor træet til sidst havnede, må selvsagt være en del yngre, vel fra første halvdel af 1200-årene. Sudergadekvarteret blev altså ikke til på én gang, men lidt efter lidt gennem en længere periode.

Et billede tegner sig; Fra byen på banken, hvor nu domkirken ligger, har i den tidlige middelalder - og vel også før den tid - ført en vej til broen eller vadestedet, som knyttede forbindelsen til den gamle bydel på den anden side åen. Måske var det her, Ribes første bisp, Leofdag, blev dræbt, da han forfulgt af »den vantro hob« søgte at redde sig »over en å«. Fra midten af 1100-årene og fremefter blev det lavtliggende terræn omkring vejen byggemodnet ved tilkørsel af store mængder fyld, huse opførtes, håndværkere flyttede ind, vejen blev til Sudergade. Senere, i 1220'erne, gjorde man en ny byggegrund klar ved tilkørsel af mere fyld omkring en lille naturlig højning, og her opførtes i de følgende tiår Skt Catharina-klosteret. Munkene kunne jo ikke vide, at der snart efter ville blive skabt en ny broforbindelse, som reducerede deres bydel til noget mindre betydningsfuldt.

Sådan omtrent må vi efter den nye udgravning forestille os udviklingen omkring Sudergade/Badstuegade. Kirken står der endnu og væsentlige dele af klosteranlægget, som hører til de bedst bevarede i Danmark. Også bulhuset vil man med tiden kunne få et glimt af. De fundne rester er nemlig taget op med henblik på en kommende udstilling.

(Fig. 9)