Sudergade

Ribe ligger omflydt af åløb på alle sider, næsten som en ø. Vand er der nok af, men at sikre drikkevandets kvalitet er et problem og har været det gennem århundreder. Byen hviler på tykke affaldslag fra middelalderen, arkæologernes kulturlag, og vandet fra dette til dels uforrådnede materiale egner sig ikke til indvortes brug. Noget hjalp det vel, da man i forrige århundrede fik lukkede kloakker, som sikrede, at spildevandet ikke direkte løb i brøndene, men godt blev det først, da der i 1886-87 blev foretaget boringer og anlagt et vandtårn nordvest for Skt Catharinæ kirke. Ganske vist er der under tårnet konstateret fem meter tykke kulturlag, men vandet hentes nu op fra en dybde af henved 90 meter. Med det stigende vandforbrug i de senere år er det blevet aktuelt med supplerende boringer.

Af Per Kristian Madsen og Hans Mikkelsen

I april 1984 ville Ribe Vandværk, med tilladelse fra de kirkelige myndigheder, foretage en boring på arealet mellem kirken og kirkegårdsmuren, hvor der i dag er græsplæne. Omkring toppen af borerøret skulle endvidere etableres et brøndanlæg, og da dette krævede udgravning i indtil tre meters dybde, blev museet i Ribe varskoet. På stedet lå forhen den sydlige husrække i Badstuegade (eller Sudergade, som den vist oprindelig hed). Denne færdselsåre, som må høre til byens ældste, er i dag delvis opslugt af den brede Dagmarsgade, der fra stationen fører over åen, forbi Catharinakirken og frem til bymidten, men ser man på et ældre kort, får man en anelse om, at den engang kan have hørt til et vadested; stenlægninger, der er fundet ved åløbet, peger også i den retning. En sådan passage kan have været aktuel i den tidlige middelalder, men blev sandsynligvis opgivet, da man ved midten af 1200-årene anlagde den store dæmning, kaldet Dammen, lidt længere nede ad strømmen; den var primært bygget for at stemme vandet op til brug for Kongens Mølle, men blev tillige benyttet som vejbane (Fig. 1). Det bedste bevis for Badstuegades tidligere betydning er dog måske Skt Catharina-kirken selv og det tilhørende kloster, anlagt på fyld, der er kørt sammen om en lille højning i det lavtliggende område ved åen. Sortebrødrene, som grundlagde det 1228, altså før Dammens tilkomst, ernærede sig fortrinsvis ved tiggeri, og de mange vejfarende har sikkert været taget i betragtning.