Stridsøksetid

De professionelle arkæologer lod ikke iagttagelsen gå upåagtet hen; på begge sider af den dansk-tyske grænse, der dengang lå ved Kongeåen, blev der organiseret omfattende udgravningskampagner. Høj efter høj undersøgtes i et forrygende tempo - ikke sjældent flere om dagen. Først med fremlæggelsen af resultaterne kom lederen af museet i Kiel, Johanne Mestorf, der på arkæologkongressen i Berlin 1889 holdt et foredrag om de gennemførte undersøgelser. Herhjemme var det ikke overraskende den myreflittige tegner og udgraver A. P. Madsen, der gik i spidsen. Han publicerede sine fund i 1891, men den egentlige videnskabelige fremlæggelse kom først syv år senere ved Nationalmuseets daværende direktør, Sophus Müller. Hans afhandling »De jyske enkeltgrave fra stenalderen« er et mesterligt arbejde, hvor der tages klar stilling til forholdet mellem de nye og de gamle anlæg: »de henhøre under to forskellige stenaldre, men disse er ganske samtidige«. Hedehøjene repræsenterer en »sydfra kommende stamme, enkeltgravenes folk«. Han er her i modstrid med Johanne Mestorf, der mente, at enkeltgravene tilhørte en senere periode af stenalderen end dysserne og jættestuerne.

Hermed var bolden givet op til diskussionen om forholdet mellem jættestuefolket og enkeltgravsfolket; den er ført med heftighed gennem næsten hundrede år, og man kan vist roligt gå ud fra, at det sidste ord endnu ikke er sagt. De fleste delte nok Sophus Müllers opfattelse (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4). I 1944 skrev således P. V. Glob: »Sydfra indvandrede beredne, øksesvingende nomadestammer til Jylland, hvor de hurtigt blev herre over den centrale og vestlige del af halvøen. De urgamle fisker- og jægerfolk blev de fleste steder hurtigt undertvunget, og samme skæbne ramte utvivlsomt de spredte bondesamfund, hvis det ikke lykkedes dem at nå over til Østjylland, hvor deres frænder, megalitfolket, sad tæt«. Til teorien hører, at der senere fra Holsten og Nordtyskland indvandrede nye enkeltgravsfolk, de besatte efterhånden det østlige og nordlige Jylland samt Øerne og gav dermed jættestuefolket det afgørende knæk.

Endnu 1957 følger Johannes Brøndsted i sin »Danmarks Oldtid« denne linje, men 1967 fremsætter C. J. Becker en ganske anden opfattelse: »Med fuld så megen ret kunne man i dag skitsere forholdet mellem de to store folkegrupper i Jyllands stenalder på den måde, at det gamle jættestuefolk mod slutningen af perioden repræsenterer en bofast og økonomisk stærk bondebefolkning, selv i de midt- og vestjyske egne. Ind mellem deres bygder lever grupper af fattige fårehyrder - det jyske enkeltgravsfolk«.

Heller ikke denne hypotese har dog kunnet opretholdes. Det skyldes i første række Cl4-laboratoriet i København, som har foretaget en række dateringer af trækulsprøver fra sen jættestuekultur og tidlig enkeltgravskultur. De viste ikke, som man havde ventet, samtidighed, men at den sidste har afløst den første, blot med en kort overlapning i dele af Jylland. En højgruppe udgravet sidst i 1970'erne af Herning Museum synes at bekræfte dette. Dens ældste grave tilhører tidligste enkeltgravskultur, men under højene fandtes bopladslag af seneste jættestuekarakter. Intet tyder således på, at de to kulturer har levet samtidig.

Det er Johanne Mestorfs opfattelse, som hermed er kommet til ære og værdighed: enkeltgravskulturen er ikke et indslag i noget andet, men en selvstændig kultur i en selvstændig periode. Der må herefter regnes med en firdeling af bondestenalderen: dyssetid, jættestuetid, enkeltgravstid og dolktid. Det nye afsnit - enkeltgravstiden - dækker efter C14-dateringerne at dømme perioden ca 2800-2400 før Kristus. Det er et betydeligt åremål - som fra Christian 4.s tronbestigelse til i dag (Fig. 5, Fig. 6, Fig. 7).

Den gamle model af bondestenalderen er gået i opløsning. En ny må bygges.

At dømme efter fundene var hele landet forholdsvis tæt bebygget ved jættestuetidens slutning. I Jylland såvel som på Øerne kendes et meget stort antal boplads-, depot- og gravfund; det er de sidste, som har givet perioden navn. De store, undertiden mandshøje, stenkamre med tilhørende gang og dækkende jordhøj var beregnet til at bruges igen og igen; når nye lig indlagdes, blev skeletter skubbet til side, så at det hele ved udgravning kan virke ret kaotisk.

Enkeltgravshøjene er helt anderledes, og det er denne forskel, man har villet understrege med det lidt mærkelige navn. Her er ikke tale om fællesgrave, hver person har sit selvstændige gravsted, men det udelukker på ingen måde, at der kan være flere grave i samme høj, som blot er bygget lidt større ved hver ny jordfæstelse. Store blev de aldrig - i hvert fald ikke målt med jættestuefolkets alen - til gengæld optræder de ofte i klynger. Deres hjemsted er det centrale og vestlige Jylland. Gravgodset - våben, redskaber, lerkar og smykker - er af former helt forskellige fra jættestuefolkets. De samme sager kan naturligvis findes uden for højene, men sjældent uden for den gamle hedeegn. Hovedstykket, den elegante stridsøkse, som der er tusinder af i Midt- og Vestjylland, kendes således kun i et par håndfulde fra Sjælland.

Når de to folk ikke har levet samtidig, men i forlængelse af hinanden, må indvandringsteorien opgives; selv de mest blodtørstige erobrere kan vel ikke totalt have udslettet forgængerne (Fig. 8). Derfor kan den nye livsform godt være kommet udefra; kulturer kan spredes geografisk uden folkeflytninger, alene ved fredeligt samkvem. Hvordan det nu end forholder sig, så har den gamle befolkning fået nye vaner. Men hvorfor den skæve fordeling? Hvad skete der i Østjylland og på Øerne, mens vest- og midtjyderne lagde roret om?

Man kunne tænke sig, der var tale om et »synsbedrag« opstået på grund af senere slægters indgreb i naturen. Den intensive dyrkning af de frugtbare landsdele, navnlig efter 1700-årenes landboreformer, kunne have udslettet småhøjene, som derfor kun var bevaret i hedeegnene. Det kan imidlertid udelukkes. En slags arkæologisk registrering fandt sted allerede i 1600-tallet gennem præsterne, og den viser samme geografiske fordeling, som vi kender i dag. Enkeltgravshøje møder vi kun i de vestdanske indberetninger, for eksempel i Ribebispens, som omtaler de mange småhøje, der dækker hederne i hans distrikt, og som blandt andre oldsager indeholder stenøkser med skafthul. Var der i Østdanmark bygget stenalderhøje som de vestjyske, skulle de også stadig kunne findes i skovene, men de er der ikke. Gådefuldt! Hvor er indbyggerne blevet af? Mennesketomt kan landet umuligt have været; det lyder helt absurd, at frugtbare egne skulle have ligget øde hen gennem en periode på 400 år, mens de golde var befolket.

Vi har haft blikket rettet mod vest, men lad os til afveksling vende det mod øst, mod Skåne. Her har »enkeltgravskulturen« længe været kendt, men i en fra den jyske noget afvigende form og under et andet navn, bådøksekultur, på grund af stridsøksernes særprægede form. Gravene ligger ikke i høj, men under flad mark, eventuelt samlet i gravpladser. Også gravgodset er meget forskelligt fra det vestdanske, flintøkser og -mejsler optræder dobbelt så hyppigt som både stridsøkser og lerkar, og mange har hulslebet æg. Det er tydeligt, at ikke blot Skåne, men hele Syd- og Midtsverige har fået impulserne fra en anden kant end Jylland. Der er tale om to grene på samme træ.

Midt imellem ligger så Østdanmark med sin mærkelige mangel på enkeltgravskultur, som det ellers havde rig anledning til at modtage. Nu er det ikke sådan, at enkeltgravstræk ganske savnes på de danske øer, de er forlængst erkendt, men i forholdsvis ringe mængde og derfor opfattet som et indslag i jættestuekulturen, ikke som spor efter en eneherskende befolkning. Når vi i det foregående har skrevet, at enkeltgrave mangler på Øerne, er det ikke helt sandt, de findes - såvel på fladmark som under høj - men fåtalligt, slet ikke nok til at dække et tidsrum på næsten et halvt årtusinde. Flere vil sikkert dukke op, men det forekommer utænkeligt, at de skulle skjule sig i større mængde. Der må være en anden forklaring.

Det er der, og den er i virkeligheden ganske enkel: man har fortsat brugen af jættestuerne, som jo stod der i massevis fra den foregående periode. Ser man nøjere til, opdager man, at det er reglen, ikke undtagelsen, at finde enkeltgravsting, således de karakteristiske hulslebne økser, blandt sagerne i de store stenkamre. Det var en let og ligefrem måde at løse gravproblemet på og helt i pagt med traditionerne, men hvorfor benyttede man så ikke samme nemme udvej i det jyske hedeland? Svaret må blive, at det gjorde man også i det omfang, det var muligt, men jættestuer er mindre almindelige i de stenfattige vestjyske områder og har ikke kunnet dække behovet; hvor de forekommer, indeholder de, ganske som Øernes stenkamre, enkeltgravssager. Begravelse i jættestue var i enkeltgravstid almindelig over hele landet - ja i virkeligheden den almindeligste gravform, næsten enerådende i Østdanmark (Fig. 9). I den følgende periode, dolktiden, fortsatte brugen. Jættestuetiden var forlængst forbi, men de store stenkamre kunne stadig gøre nytte.

I denne erkendelse ligger nøglen til forståelsen af enkeltgravstiden. For opbygningen af oldtidens periodesystem spiller gravene en væsentlig rolle. Ingen grave, ingen mennesker og altså intet samfund. Først når de er påvist med deres særpræg, kan en kultur for alvor knæsættes. Som situationen nu tegner sig, taler alt for, at der har levet »enkeltgravsfolk« over hele landet. Nok er der forskelle, store endda, men måske ikke helt så store, som vi troede.

Den klassiske enkeltgrav er blevet det atypiske, en form hovedsageligt anvendt i Midt- og Vestjylland, hvor den til gengæld er meget almindelig. Enkeltgrave og jættestuegrave er for resten ikke tidens eneste begravelsesformer, fladmarksgrave optræder nu og da, og sidst i perioden begynder man at bygge nye stenkamre, dog ikke helt af jættestuernes format. Udformningen af disse varierer fra landsdel til landsdel; i Nordjylland, hvor de er almindeligst, er grundplanen oftest pæreformet med en kort gang mod syd i forlængelse af kammeret (se Skalk 1984:1)(Fig. 10). De er ikke massegrave som jættestuerne, men dog bestemt til gentagne gravlæggelser - en slags krypter, hvor et begrænset antal kister blev sat ind. I samme område optræder også ganske små stenkister, tidligere kaldt Oderkister på grund af en fejlagtig forestilling om deres oprindelse. De findes anbragt i siden på ældre gravhøje og har kun indeholdt ét lig.

Som gravstederne er også gravgaverne, tingene de døde fik med sig, forskellige fra egn til egn. På Øerne dominerer flintredskaber stærkt, mens stridsøkser og lerkar spiller en underordnet rolle; det sidste gælder i særdeleshed på Sjælland. Går vi til Midt- og Vestjylland, tager lerkarmængden til uden på nogen måde at blive overvældende - som regel er der kun tale om et enkelt drikkebæger. På et tidspunkt sent i perioden bliver det dog almindeligt med hele små servicesæt på fem-ti lerkar, der tilsyneladende er lavet alene til brug i graven. Her i enkeltgravskulturens klassiske område er der en tydelig forskel mellem udstyret i mands- og kvindegrave. I de første kan man finde flintsager - arbejdsøkse, mejsel og flække - men stridsøksen er det almindelige, den er som regel placeret foran ansigtet. Rav forekommer, men er ellers forbeholdt kvinderne, i særdeleshed dem fra Ribeegnen.

Ravsmykkerne er et kapitel for sig, de kendes næsten udelukkende fra det vestjyske område, hvor man vel også rent naturmæssigt skulle vente dem. Antallet af ravperler er ofte stort, helt op til omkring 600 i samme grav. De kan være formet som rør, men ofte er det blot rå ravklumper, nødtørftigt tilskåret og forsynet med en gennemboring. I mandsgravene, navnlig fra den ældre tid, kan af og til omkring bækkenregionen findes to store cirkelrunde ravskiver og mellem dem en flække med rygsiden opad, et samlet arrangement, der fristende kan tolkes som et penissymbol, en demonstration af stenaldermandens avlekraft. Kvindegravenes perler ligger undertiden strøet over den døde, men de kan også danne kæder eller være samlet i kunstfærdige arrangementer, der har dækket det meste af ligets bryst. Perler har skullet imponere ved deres mængde, men et smykke i fikst design var ikke at foragte. I en grav fra Esbjergegnen fandtes en lille klump perler bag pigens nakke. Måske har hun haft en hestehalefrisure holdt sammen af ravkæder.

Det almindelige roderi i jættestuerne indbyder sjældent til detailstudier af gravskikken; vi ved altså ikke, om ligene blev anbragt og tingene arrangeret på samme måde som i højgravene, men kan blot notere os forskellen i udstyret (Fig. 11). Den relative ensartethed, som prægede jættestueperioden, synes i enkeltgravstid afløst af lokale modestrømninger.

Inden for arkæologien arbejder man gerne med tre fundkategorier: gravfund, depotfund og bopladsfund. Ved depotfund forstås genstande, som er gemt, det være sig i jord eller vand, enkeltvis eller flere sammen (Fig. 12). Man kan ikke sige det ligefrem har vrimlet med sådanne fund fra enkeltgravstid, de har været praktisk talt ukendte, men det er nu lykkedes ved en gennemgang af museumsmagasinerne at finde frem til ca 75 af slagsen. Stridsøkserne, som vi kender så godt fra de jyske grave, optræder ret sjældent i denne situation og pudsigt nok oftest på Sjælland. Lerkar findes nedsat i moserne (her har man fulgt en gammel skik), men heller ikke de er særligt almindelige. Af hengemte redskaber kan nævnes de såkaldte tapkiler, men langt det meste er flintøkser og -mejsler. Økserne kan være med ret- eller hulslebet æg, de første viser sig talrigst i periodens tidlige del, men derefter tager de sidste føringen, som om tømmerarbejdet på en eller anden måde havde skiftet karakter. Hovedparten af stykkerne er kun tilhugget, endnu ikke slebet, men der optræder også færdige sager, både helt nye, tilsyneladende ubrugte, og gamle slidte. Et enkelt fund, fra Klelund ved Ribe, består overvejende af flintskrot, udslidte kasserede økser, nogle endda omhugget; de kan kun have haft værdi som råmateriale. Et fund fra Lisbjerg ved Århus har bidraget med 16 groft tilhuggede, nærmest kasseformede, flintstykker, såkaldte planker, alle af samme slags flint, som tydeligt må være brudt i mine (Fig. 13, Fig. 14). Flintminer er endnu ikke påvist fra enkeltgravstid, men både før og efter, så vi kan sikkert gå ud fra, de har været der.

Langt de fleste depotfund er gjort i de nordlige og østlige landsdele, altså uden for enkeltgravskulturens klassiske område, men ret beset er det måske ikke så mærkeligt; tilsvarende fund fra de andre stenalderperioder holder sig også til disse egne af den simple grund, at det var her, flinten forekom. Depotfund kendes fra de fleste oldtidsperioder, men skal næppe altid tolkes ens, der kan tænkes flere grunde til at gemme sager i jorden. En nærliggende mulighed er, at de er ofrede, nedlagt under passende ceremoniel som gave til guder, vi i øvrigt ikke kender. Hovedparten af fundene fra enkeltgravstid skal nok ses under denne synsvinkel.

Den tredje fundgruppe, bopladserne, er desværre for enkeltgravstidens vedkommende et lidt mørkt kapitel; vi kender en del gennem overfladefund og ved nogenlunde, hvor i terrænet vi skal søge, men kun meget få udgravninger er foretaget, så om huse, for slet ikke at tale om landsbyer, har vi kun sporadisk viden. Det kan nu hurtigt ændre sig; bronzealderens »boligsituation«, der i dag er nogenlunde klarlagt, tegnede sig for blot en halv snes år siden lige så dunkelt. Fundene vil komme, før eller siden, også i vort tilfælde. Det var ønskeligt, om et større forskningsprojekt kunne igangsættes.

Den grundigst undersøgte enkeltgravsboplads, vi for tiden kender, kom frem som et biprodukt ved de store, stadig igangværende, udgravninger af jernalderlandsbyer i Vorbasse (se Skalk 1984:3). Der blev fundet rester af - i hvert fald - ét hus. Det var ikke stort, kun ca seks meter langt og fem bredt, orienteret øst-vest og åbent i den østlige ende. Der var vægstolper, anbragt med ca én meters mellemrum, og mindst to tagbærende stolper inde i rummet. I gulvet, som var forsænket let i undergrunden, sås et ildsted. Det er en forholdsvis let hustype, som der også er fundet spor af andre steder, og som i øvrigt synes at have fortsat ind i den følgende periode, dolktiden. Og vi kan komme lidt videre. En samtidig bygningstomt af helt anden art er fundet under en gravhøj ved Lustrup i Vestjylland. Det drejer sig her om en rundbygning, 11 meter i diameter. Ydervæggen tegnede sig ved 24 aflange stolpehuller, og inde i huset var en kreds på ti huller, formodentlig efter tagbærende pæle. Enkeltgravstidens mennesker er ved at få tag over hovedet, men endnu er vi kun ved begyndelsen.

Som alle andre oldtidsperioder, bortset fra de alleryngste, er enkeltgravstiden totalt blottet for historie; vi ved intet om krige, der er udkæmpet, personer, der har udmærket sig, men må nøjes med de antydninger om livsform og samfundsstruktur, de materielle levn kan give os. Om menneskene selv, deres størrelse, legemsbygning og racemæssige træk, burde skeletmaterialet kunne fortælle, men selv dette er os nægtet - næsten i hvert fald. Det er umuligt i jættestuernes knoglekaos at udskille skeletter fra bestemte underperioder, og højgravene i den kalkfattige hedejord indeholder så godt som aldrig bevarede knoglerester - lidt tandemalje i det højeste og en fedtet substans, der i heldige tilfælde viser omridset af liget. Reelt har vi kun ét fund med bevarede skeletter: fra en gravkiste ved Gerrild på Djursland. Her fandtes knogler af ti mennesker, seks voksne og fire børn, det yngste et par år gammelt. Blandt de voksne var en kvinde og tre mænd, hvoraf en viste stærke sygdomsspor og en helet kranielæsion, mens en anden havde en dødbringende pilespids siddende i brystbenet. Altså ikke lutter idyl i enkeltgravstidens Danmark! (Fig. 15)

Nej sikkert ikke, den gruppedannelse, som fandt sted, kunne give anledning nok til klammeri (Fig. 16). Begyndelsen var gjort allerede i jættestuetiden, hvor nogle mennesker - grubekeramikere kalder vi dem på grund af deres særegne keramik - etablerede sig i de nord- og østdanske kystegne, det vil sige omkring Limfjorden, langs Kattegatskysten og ned gennem Øresund (se Skalk 1982:5). Heller ikke her var der - vistnok - tale om indvandring, men om en sidegren på jættestuekulturen, der i dette tilfælde ikke synes at have taget synderlig notits af afvigerne; den fortsatte uanfægtet og nogenlunde ensartet over hele landet. Så fulgte ved enkeltgravstidens indtræden den mærkelige opsplitning mellem øst og vest. Landet var hermed delt i tre befolkningszoner, og det ser ud til, at naturen har spillet en rolle for denne udvikling.

Vi ved, at man i bondestenalderen dyrkede hvede og byg, holdt får, geder og kvæg, jagede og fiskede, indsamlede bær og frugter, men ikke alle disse gøremål kan drives med lige stort udbytte i alle egne af det omskiftelige danske land. Grubekeramikerne har hovedsageligt ernæret sig ved jagt og fiskeri, så det er naturligt, at deres særlige kultur opstod i kystegnene. De svarer nærmest til vore dages fiskerbefolkning.

Det store skel i dansk natur blev sat under sidste istid, hvor de vestjyske sandsletter dannedes, mens resten af halvøen og Øerne blev til det bakkede moræneland, vi kender så godt. I dette sidstnævnte område, som jo er langt det største, sker overgangen til enkeltgravstid glidende - tingene skifter former i overensstemmelse med nye moderetninger, men gravskikken løber videre i det gamle spor, og heller ikke bosættelsesmønstret synes at have ændret sig væsentligt, hvis vi tør dømme efter det sparsomme materiale, som er til rådighed. I hedeegnen derimod sker et klart brud med fortiden. En helt ny gravskik og gravform dukker op, og alle vigtige dele af redskabsforrådet fornyes radikalt. Det er fuldt forståeligt, at man tidligere har taget dette som tegn på indvandring, men forklaringen skal nok snarere søges i områdets jordbunds- og vegetationsforhold, der er - og var - helt forskellige fra dem i det øvrige land. Ved overgangen til enkeltgravstid har der sandsynligvis været et åbent skovlandskab med hede ind imellem, velegnet til husdyrhold, i særdeleshed fåreavl. I dysse- og jættestuetiden var området kun sparsomt bebygget, og fremvæksten af enkeltgravskulturen skal derfor snarest ses som en indre ekspansion: man fandt ud af, hvordan man kunne udnytte et goldt og u- frugtbart område. Nye forhold føder nye tanker. En helt ny livsform opstår, dog muligvis under påvirkning udefra.

Noget stærkt samkvem synes der ikke at have været mellem de forskellige folkegrupper, så havde forskellen ikke været så markant (Fig. 17). Lad os som eksempel tage ravet. Mens det i jættestuetiden ligger ret jævnt fordelt over landet, er det i enkeltgravstid, som nævnt, koncentreret om Vestjylland, egnen nærmest det ravgivende hav. Man har altså ikke udnyttet den mulighed for handel, det gyldne smykkestof indebar. Det ser ellers ud, som om kommunikationsmidlerne i denne tid får en forøgelse: hjulet dukker op og vel dermed vognen, men den var åbenbart endnu ikke til langfart. Man har tidligere ment, at hesten holdt sit indtog sammen med enkeltgravsfolket, men det er i hvert fald endnu ikke bevist.

Danmark var i enkeltgravstid ikke en stat med en central politisk styring, det niveau nås først på Harald Blåtands tid. I oldtiden rådede andre samfundsstrukturer og andre normer; den private ejendomsret for eksempel synes først indført omkring Kristi fødsel. De samfundsformer, der kan komme på tale for perioderne efter agerbrugets indførelse, er høvdingesamfund og stammesamfund.

Høvdingedømmet er en slags mini-kongedømme; også her er der en central hovedperson, men hans rige er af begrænset omfang og hans beføjelser derfor noget mere alsidige og hverdagsagtige end kongens. Han er den sociale, politiske og religiøse leder, varetager justitsen og står for fordelingen af samfundets goder. Han kan være valgt eller have fået sin myndighed gennem arv. - I stammesamfundet er det især slægtskabsbåndene, der skaber sammenholdet. Man udveksler brude, gaver og tjenesteydelser. Det sociale sikkerhedsnet er i familien. Myndighed har den enkelte oftest ved sine personlige egenskaber.

Mellem det rene stammesamfund og det højt udviklede høvdingedømme er der mange overgangsformer. Hyppigt er det i stammesamfundene sådan, at enkelte personer eller familier kan have større indflydelse end andre. Grænserne er altså flydende. Ser man på det arkæologiske kildemateriale fra enkeltgravstid, er der ikke meget, som tyder på, at høvdingedømmet dengang var rådende, snarere et udviklet stammesystem med en vis social ulighed; nogle har skilt sig ud og taget føringen. Inden for familien har manden uden tvivl været hovedpersonen, hans værdighedstegn var stridsøksen, mens kvinden bar husets velstand til skue gennem sine smykker. Om alt dette taler gravenes udstyr og indretning højt.

Billedet, som her er tegnet af enkeltgravstidens Danmark, er meget forskelligt fra tidligere tiders. Det, der før blev betragtet som et udefra kommende indslag i noget bestående, er blevet til en selvstændig, landsdækkende, men ganske vist højst uensartet, kultur af betydelig varighed. »Enkeltgravstid« har vi - traditionen tro - kaldt perioden, men man kan diskutere, om det er en heldig betegnelse, når de fleste af datidens mennesker faktisk hviler i fællesgrave. En anden mulighed, »stridsøksetid«, er nok bedre og går samtidig godt i spænd med »dolktid«, navnet på den efterfølgende periode. Hedehøjenes beboere kan med fuld ret beholde deres historiske navn: Det jyske enkeltgravsfolk (Fig. 18).