
Stridsøksetid
(Fig. 1)
Det var i 1881, man blev klar over, at de små vestjyske gravhøje havde »en fra de hidtil fundne stenalderhøje ganske afvigende karakter«. Æren for opdagelsen tilkommer fritidsarkæologen A. Reeh. En høj, han udgravede ved Nørre Vium, var tydeligvis fra stenalderen, men væsensforskellig fra dysserne og jættestuerne, der hidtil havde tegnet perioden.
Af Klaus Ebbesen

De professionelle arkæologer lod ikke iagttagelsen gå upåagtet hen; på begge sider af den dansk-tyske grænse, der dengang lå ved Kongeåen, blev der organiseret omfattende udgravningskampagner. Høj efter høj undersøgtes i et forrygende tempo – ikke sjældent flere om dagen. Først med fremlæggelsen af resultaterne kom lederen af museet i Kiel, Johanne Mestorf, der på arkæologkongressen i Berlin 1889 holdt et foredrag om de gennemførte undersøgelser. Herhjemme var det ikke overraskende den myreflittige tegner og udgraver A. P. Madsen, der gik i spidsen. Han publicerede sine fund i 1891, men den egentlige videnskabelige fremlæggelse kom først syv år senere ved Nationalmuseets daværende direktør, Sophus Müller. Hans afhandling »De jyske enkeltgrave fra stenalderen« er et mesterligt arbejde, hvor der tages klar stilling til forholdet mellem de nye og de gamle anlæg: »de henhøre under to forskellige stenaldre, men disse er ganske samtidige«. Hedehøjene repræsenterer en »sydfra kommende stamme, enkeltgravenes folk«. Han er her i modstrid med Johanne Mestorf, der mente, at enkeltgravene tilhørte en senere periode af stenalderen end dysserne og jættestuerne.
Hermed var bolden givet op til diskussionen om forholdet mellem jættestuefolket og enkeltgravsfolket; den er ført med heftighed gennem næsten hundrede år, og man kan vist roligt gå ud fra, at det sidste ord endnu ikke er sagt. De fleste delte nok Sophus Müllers opfattelse (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4). I 1944 skrev således P. V. Glob: »Sydfra indvandrede beredne, øksesvingende nomadestammer til Jylland, hvor de hurtigt blev herre over den centrale og vestlige del af halvøen. De urgamle fisker- og jægerfolk blev de fleste steder hurtigt undertvunget, og samme skæbne ramte utvivlsomt de spredte bondesamfund, hvis det ikke lykkedes dem at nå over til Østjylland, hvor deres frænder, megalitfolket, sad tæt«. Til teorien hører, at der senere fra Holsten og Nordtyskland indvandrede nye enkeltgravsfolk, de besatte efterhånden det østlige og nordlige Jylland samt Øerne og gav dermed jættestuefolket det afgørende knæk.
Læs alle artikler
Abonnement 275 kr./år Læs denne artikel
Få profil til gratis artikler
Periode: Bondestenalder (3900 til 1701), Enkeltgravstid (2850 til 2351)
Udgave: Skalk 1984:6
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





