Stormflodskalken

Ingen steder i det gamle danske rige har naturen ramt sognekirker og deres tilhørende landsbyer og menigheder så hårdt som de nordfrisiske øer, der ligger i Vadehavet langs den jyske Vestkyst: Fanø, Mandø, Rømø, Sild, Føhr, Amrum, Pell­worm og Nordstrand (se Skalk 1976:2). Da kristendommen kom til området i vikingetiden, udgjorde øerne en sammenhængende kystlinje på vestsiden af Slesvig. Men Vesterhavet har altid været en farlig nabo. Tidevandet, som to gange dagligt når sit højdepunkt på omkring en meter, kunne indbyggerne sagtens tage højde for. Men når tidevandet bliver kombineret med en kraftig blæst, kan vandet blive presset op og stige flere meter over normalen, og så er der stormflod. Fra tid til anden er havet på denne måde skyllet ind over kysten og har opslugt dele af landjorden. Kysten er blevet opløst i øer, som nye stormfloder har ædt bid efter bid af. Først i de seneste århundreder har menneskene gennem inddigninger tørlagt havbund og vundet noget af det tabte land tilbage. Men de byer og kirker, der lå her engang, er uhjælpeligt tabt.