Stormandspryd

Tværs over et stort åbent bakkedrag, omgivet af brede engområder lige nord for Aulum i Midtjylland, skulle der i 2004 nedgraves en naturgasledning på strækningen mellem Herning og Holstebro. Ved en forudgående arkæologisk gennemgang af linieføringen i terrænet var der blevet opsamlet jernslagger, og ved den efterfølgende prøvegravning blev der konstateret massive bebyggelsesspor hen over det meste af bakkedraget.

Af Vibeke Juul Pedersen

Billede

En egentlig udgravning måtte til, før rørene kunne lægges, og den blev større end sædvanligt: Omkring 1500 m langt og 16 m bredt blev udgravningsfeltet, for det truede område bestod ikke blot af den grøft, naturgasrøret skulle ligge i, men også af det arbejdsområde, som anlægsarbejdet krævede. Fundene udeblev da heller ikke: 50 hustomter, 15 nedgravede grubehuse, 29 hegnsforløb, to stolperækker, to jernudvindingsovne, et palisadeforløb, en brønd, en hulvej, syv grave, to kulturlag, en trækulsmile, foruden masser af gruber og stolpehuller. Dateringerne rækker fra tidlig keltisk jernalder og stort set uden afbrydelser til tidlig middelalder. Så broget kan den arkæologiske arbejdsmark være, men de mange fund er ikke helt så uoverskuelige, som det kan lyde. Antagelig afspejler de sporene af én landsbybebyggelse, som i skiftende fremtoninger gennem hele jernalderens femten århundreder er rykket rundt i landskabet inden for et afgrænset område – altså en vandrelandsby (se Skalk 1984:3). I denne artikel er det ét hus og dets særlige fund, der skal præsenteres nærmere.


Udgave: Skalk 2006:2 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.