Storbyens rødder

Sådan skrev kommunelærer Hans Nielsen Rosenkjær 1. maj 1906 i et brev til magistratsfuldmægtig Peter Købke, den daglige leder af museet på Københavns Rådhus. Rosenkjær var allerede i sin studietid på Blågårds Seminarium blevet grebet af interesse for den viden, som kan hentes op af jorden. Han fik stor kærlighed til geologi, topografi, arkæologi og historie og sørgede som den første for, at der blev indsamlet oplysninger ved de københavnske jordarbejder.

Oprindelig var det nok geologien, der stod Rosenkjærs hjerte nærmest. Byens kulturlag betragtede han som geologiske forekomster, beskrev deres beskaffenhed, fik deres indhold af planterester analyseret og forsøgte at forstå deres dannelse. Det er noget, man inden for den etablerede byarkæologiske forskning først for alvor er startet på i de sidste årtier. Den traditionelle arkæologi gik på Rosenkjærs tid efter parolen »find a wall and follow it«. Det er den metode, der er anvendt blandt andet ved de tidlige udgravninger af vore store, kendte borganlæg, hvad vi i dag godt kan begræde.

Ud over sin gerning som lærer ved Rådmandsgade skole var Rosenkjær vicevært i en ejendom med 72 lejligheder, og også på hjemmefronten var der nok at se til, for han blev far til ni børn. Netop i årene omkring århundredskiftet foregik der store byggearbejder i Københavns centrum, og det betød meget arbejde for den samvittighedsfulde amatørarkæolog. I august 1906 skrev han endnu engang til Rådhusmuseet.

»Nu har jeg begyndt mit skolearbejde igen, så min tid til undersøgelser er kun ringe. — Jeg skal gøre, hvad jeg kan for at frelse det mest mulige. Der kommer en tid, da man for alvor forstår det, da det ikke vil blive regnet for temmelig unyttigt pilleri —. Det har været så kostbart for mig at arbejde de sidste par somre, idet jeg daglig må bruge mange sporvognspenge. Der går også mange drikkepenge på arbejdspladserne. Det er nødvendigt. Når jeg er nødt til dagligt at være ude fra omkring 6 morgen til 6-8 aften, går der også en del penge med. — Tiden er kostbar nu, derfor skal den bruges, selv om man hist og her ryster på hovederne«. (Fig. 2, fig. 3)