Stolpedysse

Gravanlæg af denne art har flere gange været omtalt i Skalk, således langhøjene på Lindebjerg ved Kalundborg (1970:1) og Bygholm Nørremark ved Horsens (1979:5), men de er stadig så sjældne, at ethvert nyt fund må vække opmærksomhed. I foråret 1987 undersøgte Nationalmuseet endnu et eksemplar, og for en gangs skyld kompliceredes forholdene ikke af senere tilbygninger og indviklede konstruktioner. Vi ser her den tidlige bondestenalders gravform i dens klare prototype.

På Onsved Mark i Horns Herred ved Roskildefjorden har ligget flere stenaldergrave, således tre dysser og en jættestue, som for nylig er blevet undersøgt af Nationalmuseet; et fund herfra har tidligere været omtalt i Skalk (1987:4). Den grav, vi her skal hellige os, fremkom ved et rent tilfælde: en nærmest oval, øst-vestgående stenlægning af et par meters længde, anbragt lige over undergrunden. Stenene vendte fladsiden opad og har åbenbart dannet leje for liget. Dette var helt forsvundet, men forskellige gravgaver lå tilbage, nemlig tre flækkeknive og et større antal ravperler, der desværre var i en sørgelig forfatning, så at ikke alle kunne reddes – mange havde en konsistens nærmest som leverpostej. Den døde har formodentlig ligget med hovedet mod vest, for her fandtes de fleste perler samlet i en dynge; den har vel oprindelig udgjort et samlet smykke, sikkert af betragtelig værdi. Mange perler havde form af små gennemborede skiver, men andre var af betydelig størrelse, langstrakte og med hullet ved den ene ende – en sjælden type, der først og fremmest kendes fra tidlig bondestenalder. Flækkeknivene, som lå omtrent midt i graven, kan have siddet i bæltet. Kombinationen perler/flækker peger i øvrigt tilbage mod jægerstenalderen.

Ved denne »jordgrav« er der foreløbig intet særlig mærkeligt, blot fæstner man sig ved dens høje beliggenhed – den fremkom så tæt under jordoverfladen, at det næsten kun kan forklares ved, at der på stedet har været en nu bortpløjet højning. Få meter øst for graven fandtes imidlertid endnu et anlæg og denne gang af en helt anden art: en knap fire meter lang jordfyldt rende med mange sten. Den lå i nord-sydlig retning og lige midt for graven, så at de to tilsammen dannede en T-formet figur. Ved den påfølgende afrensning og fjernelse af det øverste lag sten opløste renden sig og blev til tre sammenstødende gruber, en stor, oval, i midten og to runde for enderne. At de største sten samlede sig omkring randen af gruberne, gav en formodning om, at de oprindelig har været pakket ned omkring stolper, og antagelsen bekræftedes ved en gennemskæring af anlægget på langs: i de tre gruber har stået fire særdeles kraftige pæle, to i den ovale og én i hver af de runde. Også midt i gruberne, der hvor selve stolperne har været, var der sten, men færre end udenfor og af mindre størrelse. Alt taler for, at pælene på et tidspunkt er trukket op, og at jord og sten derefter er skredet ned i hullerne. De større sten lå stadig pænt pakket omkring stolperummet (fig. 1/fig. 2).