Stjernekiggerhuset

Danmark har fostret to astronomer med verdensnavn. Der er kun et hundrede år imellem dem, og begges livsløb blev, så forskellige de end var, præget af forholdet til kongemagten. Thyge Brahe bød med sin stejle natur kongen – Christian 4. – trods, forlod sit slot og observatorium Uraniborg på øen Hven og drog i eksil til Prag for ikke at vende tilbage. Ole Rømer var derimod enevoldskongen en tro og lydig tjener, som bestred de mest forskelligartede hverv for regeringen. Han var født i Århus 1644, men kom efter sin studentereksamen til København, hvor han på universitetet læste matematik og astronomi hos Rasmus Bartholin. Denne havde af kongen fået overdraget at tilrettelægge Thyge Brahes observationer med henblik på trykning, og den unge studerende arbejdede med herpå. Da den franske astronom Picard kom til København for at fastlægge længde og bredde for Uraniborg, bistod Rømer også ham og fulgte siden med til Paris. Her var det, han gjorde sin store opdagelse af lysets hastighed – eller »tøven« som han selv kaldte det. Denne afhandling på halvanden side gjorde ham verdenskendt og skaffede ham venner som Newton og filosoffen og astronomen Leibnitz. Opdagelsen var for Rømer kun et middel, hans mål var større: »Hele verdensbygningens indretning«.

Det ældste verdensbillede, det ptolemæiske, havde jorden som centrum. Den var omgivet af krystalhimle, som solen, månen, planeterne og stjernerne var fæstnet på. At noget andet himmellegeme end jorden skulle være verdens midtpunkt var utænkeligt – værre endnu, kættersk. Thyge Brahes univers havde stadig jorden som centrum, men han forklarede planeternes mærkelige vandringer over himlen på den måde, at nok bevægede solen sig uden om jorden, men planeterne gik i baner omkring solen. På Rømers tid havde vel de fleste astronomer antaget det kopernikanske verdensbillede med solen som centrum og jorden og de øvrige planeter kredsende udenom. Dog, det endelige bevis for antagelsen manglede. Gennem 30 år spekulerede Rømer på, hvordan han skulle fremskaffe det. Modstanderne af Kopernikus havde indvendt, at fiksstjernerne jo, som navnet siger, står fast på himlen. Hvis jorden bevægede sig i rummet, måtte vinklen mellem sigtelinjer til to stjerner ændre sig ved målinger med, f.eks., et halvt års mellemrum, og det syntes ikke at være tilfældet. For Rømer var det indlysende, at hvis afstanden til stjernerne var umådelig, og derom var han ikke i tvivl, ville forskellen i vinkelstørrelse blive meget lille. Med andre ord: opgaven krævede et særdeles fintmærkende måleapparatur (Fig. 1).