Stentinget

Som så ofte var finderen en amatør, men måske er det alligevel ikke nogen helt dækkende betegnelse. Verner Brath fra Brønderslev kender sin detektor og forstår at bruge den videnskabeligt, hvad Vendsyssel historiske Museum, som han arbejder sammen med, har nydt godt af. Det var i efteråret 1989, han på lokaliteten Stentinget stødte på en yngre jernalders boplads, der, hvis den holder, hvad den lover, vil rage op i den danske bestand.

Stentinget ligger lidt nord for landsbyen Klokkerholm i Hellevad sogn sydøstligt i Vendsyssel. Der er gjort fund over et meget stort område, ca en halv kvadratkilometer, på top og sider af et markant morænebakkedrag, hvorfra der er vid udsigt til den skovklædte Jyske As og, mod syd, til Nørresundby og Ålborg. Et østfra kommende vandløb tangerer bopladsbakken, før det lidt længere fremme forener sig med Ryå. Samme Ryå munder ud i Limfjorden og kan have tjent beboerne som adgangsvej til havet, men næppe særlig tit, eftersom løbet er stærkt bugtet og turen mere end 50 km lang. Også ad landvejen er der langt til stranden, 18 km i fugleflugt for at være helt nøjagtig, så man kan ikke have udført daglige opgaver ved kysten. Det kunne lyde som om beliggenheden trafikalt set var ugunstig, men det er nu ikke tilfældet; de for vejforløbene så vigtige vandskel fordeler sig hensigtsmæssigt i både nord-sydlig og øst-vestlig retning.

Frem til efteråret 1991 har den arkæologiske hovedindsats ved Stentinget været samlet om registreringen af op mod 600 genstande fundet i pløjelaget. Som nævnt stammer pladsen fra yngre jernalder og herhen hører hovedparten af fundene, men der er også ældre ting; stort set hele oldtiden er repræsenteret, så vikingerne var altså ikke de første bosættere på bakkedraget. Skafttungepile af flint viser, at allerede Brommekulturens storvildtjægere færdedes i terrænet, agerbrugerne har boet her lejlighedsvis i såvel sten- som bronzealder, og fra romersk jernalder stiger fundmængden, så at vi må tro, der har været uafbrudt bebyggelse fra omkring Kristi fødsel til ca år 1100. Men det var altså i yngre jernalder, pladsen havde sin storhedstid og største udstrækning, så det er fundene herfra, vi vil ofre vor opmærksomhed. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)