Stensamlere

Fundstedet er en lav højderyg, der oprindelig har skudt sig ud i bugten, men som i vikingetiden lå - og i dag stadig ligger - omgivet af engdrag. I et langt og bredt udgravningsfelt anlagt hen over bakken blev fundet mange hustomter, men ingen efter almindelige beboelseshuse, som man brugte dem i vikingetiden, det var alt sammen grubehuse, neddybede arbejdspladser med et stolpehul i hver ende, sikkert efter gavlstøtter til et sadeltag (se Skalk 1979:1). De savnede beboelseshuse kan naturligvis have ligget uden for det afdækkede område, men det er også muligt, at de aldrig har været der, og egentlig vil det ikke undre særligt, hvis det er tilfældet, for vikingetidens landsbyer plejer ikke at ligge så nær kysten. Det sandsynligste er nok, at her er tale om en sæsonboplads, en let opført »lejr«, kun til brug i sommermånederne. Men hvad var dens formål?

Fund i husene fortæller lidt om, hvad de blev brugt til. Ca 20 tenvægte (håndtenens lille svinghjul) viser, at der er spundet, og talrige vævevægte, at man har fremstillet klæde i ret stor stil. Hyttesamlingens placering, helt ned til Helnæsbugten, hvor der sikkert jævnligt har ligget skibe forankret, gør det nærliggende, at det er skibssejl, man har fabrikeret. Man kan tænke sig bopladsen opstået som et tilbehør til havnen, et sted hvor søfolkene kunne få ordnet deres fornødenheder. Noget tyder på, at en smed har været i virksomhed, og blandt andet fund af klinknagler taler om skibsreparationer i området. Lidt handel har nok også fundet sted, det antyder en arabisk sølvmønt, nogle glasperler og stykker af kar og kværnsten fra henholdsvis Norge og Rhinlandet. (Fig. 1, fig. 2)

Nogle op mod ti meter lange, let buede stolpehulrækker, som optræder ved siden af husene, er sandsynligvis spor efter vindskærme, læhegn for udendørs arbejdsaktiviteter; de understreger bebyggelsens interimistiske karakter. Vanskeligere at forklare er to paralleltløbende grøfter, som med otte meters mellemrum strækker sig tværs over højderyggen og gennem bopladsens syddel. De skærer ind i to grubehuse og må altså være yngre end disse, men ikke meget yngre, eftersom de selv indeholder sager fra vikingetiden. Til forsvarsbrug synes de kun et par meter brede og godt én meter dybe render lidet egnede. Det skulle i så fald være mod overfald fra søsiden, men angriberne kunne jo blot gå udenom.

Vikingerne var ikke de første, der slog sig ned ved bunden af Helnæsbugten, det viser fundet af en hustomt, helt anderledes end grubehusene og meget ældre end disse, nemlig fra tidlig bondestenalder, dyssernes periode. Netop denne egn er kendt for sine mange storstensgrave, og flere af dem har faktisk ligget ganske tæt ved den nu påviste bygning. Huse som dette må have eksisteret i massevis, men vi kender meget lidt til dem, så fundet er velkomment, selv om det intet har med vikingepladsen at gøre. Også dolktiden, stenalderens slutningsperiode, er repræsenteret i området, men det vil vi vende tilbage til.

Når man færdes i naturen, i særdeleshed ved stranden, sker det, man får øje på en sten, som på en eller anden måde, ved sin farve eller sin form, skiller sig ud fra omgivelserne. Man samler den op og tager den med sig hjem for at anbringe den i vindueskarmen eller på reolen, måske nyttiggjort efter omstændighederne som brevpresser eller lignende. Det ser ud til, at vore vikingeforfædre, i hvert fald dem ved Helnæsbugten, har haft den samme tilbøjelighed, derpå tyder fundene i deres grubehuse. Hyppigst forekommende er forstenede søpindsvin, som jo også hører til de almindeligste fossiler; der er næppe mange af læserne, der ikke har haft et sådant i hånden. I syv af foreløbig 16 undersøgte huse er fundet søpindsvin, undertiden flere - op til fire - i samme hus. Tilfældig indblanding fra det under sidste istid aflejrede grus, som gruberne er gravet ned i, kan der ikke være tale om, dertil er mængden for stor, og i øvrigt bærer langt de fleste søpindsvin tydelige spor efter vandrulning - de må være samlet op på en kyst med en vis bølgeslagskraft, og en sådan finder man ikke neden for bopladsen; man skal helt ud på småøerne i bugtens munding eller de ved disse liggende kyster af hovedøen, før betingelserne er til stede. Søpindsvinene må være hentet på strande, der ligger tre-fire kilometer fra bopladsen. Også andre forsteninger, for eksempel kiselsvampe, har beboerne samlet op og bragt med sig hjem; de skiller sig jo klart fra omgivelserne og fanger derved opmærksomheden. Almindelige vandrullede sten af særpræget farve eller form er ligeledes gået i lommen, eller hvad man nu havde til deres opbevaring. Én ligner - med lidt god vilje - et menneskeansigt. Et par andre med naturlige huller igennem og én, der nærmest har timeglasform, kan være bragt hjem af praktiske grunde: de kan have fundet anvendelse som vævevægte eller sænkesten til fiskenet. (Fig. 3)

I de fleste grubehuse er fundet lidt bearbejdet flint, men den kan være tilfældigt indkommet fra den ovenomtalte stenalderboplads. En stor vandrullet flække hører dog næppe herhen, den må ligesom forsteningerne stamme fra en strand med kraftige bølgeslag, så den er nok også samlet op for sit særprægs skyld. Det samme gælder et andet stykke, en spydspids af den ikke helt almindelige savtakkede slags, som ingen kan være i tvivl om er formet af hænder. Stykket er ufuldstændigt, spidsen er brækket af og på en måde, der tyder på, det er sket under brug - måske under jagt på sæler eller marsvin. Der er ingen tegn på vandrulning, men alligevel kan vi med stor sandsynlighed udpege stedet, spyddet er kommet fra. Som ovenfor bebudet har vi nemlig endnu en stenalderlokalitet tilbage at nævne. Den hører til de meget mærkelige. (Fig. 4, fig. 5)

Uden for udgravningsfeltet, i en afstand af omkring 200 meter fra det grubehus, hvor spydbladet er fundet, bemærkede amatørarkæologen Børge Holmegaard Jensen, at der på overfladen kunne opsamles stykker af flintspydspidser. Området er blevet undersøgt af Niels H. Andersen fra museet i Århus med det resultat, at der inden for et område på omkring 50 meter i diameter er optaget ca 40 stykker af savtakkede spydblade, ganske svarende til det fra grubehuset og med samme type brudflader. Ingen af stykkerne hører sammen, så der kan ikke være tale om et knust og splittet depot. Spidserne kan dateres til den allerseneste bondestenalder, men hvad det er, der er foregået her, er indtil videre lidt af et mysterium; der er ikke påvist spor af anlæg eller andet, som kan bidrage til forståelsen. At flintspidsen i grubehuset stammer herfra, kan der ikke være rimelig tvivl om. En af pladsens beboere er gået over marken og har fået øje på stykket, som han har samlet op og taget med sig hjem.

Sikkert har man - som vi - beundret det fine håndværk, der ligger bag det elegante flintblad, men der kan også være en anden grund til, at man i vikingetiden samlede på flintoldsager og forsteninger. Begge dele og ikke mindst søpindsvinene har helt op til nutiden været opfattet som »tordensten«, sten, som lynet havde med sig, når det slog ned, og som i kraft af denne oprindelse var virksomme amuletter mod netop lynnedslag. Såvel forsteninger som flintredskaber fra stenalderen (hele eller brudstykker) findes ikke så sjældent i jernalderens grave og hustomter. Fra Lolland stammer et søpindsvin - desværre løsfundet - som er fint indfattet i smalle bronzebånd, så at det har kunnet bæres; også det er sandsynligvis fra jernalderen. Alt i alt er der meget, som taler for, at senere tiders tordenstenstro var virksom allerede i oldtiden.

Tordenstenstroen hører til den underskov af magiske forestillinger, som ledsager enhver religion, den være sig kristen eller hedensk. I gulvet til et af grubehusene var gravet en lille fordybning, og her lå en fuldstændig bevaret og meget smuk bronzearmring. Et andet hus havde en kniv stukket lodret ned i gulvet - et træk, som går igen på andre fynske vikingetidsbopladser. Også disse ting kan have haft beskyttende funktioner, måske mod sygdom hos mennesker og husdyr. Man har forestillet sig boligen befolket med åndevæsener - nisser eller hvad de nu blev kaldt - hvis velvilje var af største betydning for beboerne af kød og blod. Håndteringen af sådanne problemer må have spillet en stor rolle i vikingernes hverdag.