Stengravens fire trin

Lokaliteten Lønt, umiddelbart syd for Haderslev fjord, har tidligere tiltrukket sig opmærksomhed. På et sandet næs fandtes her et mærkeligt stenalderanlæg, en plads, der mod land var afskåret med hegn og grave, og hvis betydning endnu ikke er helt afklaret; formodentlig har den tjent som en slags samlingssted for egnens indbyggere (se Skalk 1983:5). Tæt op ad Løntpladsen lå indtil midten af forrige århundrede en fremtrædende klynge på syv høje, rejst over bondestenalderens store gravkamre, dysser og jættestuer. Siden er det gået stærkt tilbage for disse oldtidsminder – stenene er i vid udstrækning blevet fjernet og brugt til andre formål. Beretninger, der omtaler ældre undersøgelser af gravene, gør det dog muligt at danne sig et indtryk af det forsvundne, men også nye udgravninger kan give resultater. 1973 undersøgtes den nordligste af gruppens to langhøje, og i dens midte fremkom muldfyldte stenspor efter et dyssekammer samt resterne af gravgods. Den anden højtomt blev derimod ikke udgravet ved den lejlighed.

Af Erik Jørgensen

En vandring over højresterne februar 1987 gjorde det klart, at området havde ændret sig i de mellemliggende fjorten år. På grund af den intensive jorddyrkning var højene blevet adskilligt lavere, godt tredive centimeter for den sydlige langhøjs vedkommende. Ved dens fod lå oppløjede lerkarskår, og de dokumenterede med al tydelighed, at noget måtte gøres, hvis oldsager og oplysninger om anlægget skulle reddes, før det var for sent. I stor forståelse med lodsejeren, gårdejer Anker Jessen, iværksatte Nationalmuseet en udgravning, der gennemførtes med midler fra Rigsantikvaren og Arbejdsmarkedsnævnet for Sønderjyllands amtskommune.

Med en højde på knap en kvart meter synede langhøjen ikke meget i landskabet, men da overjorden var afrømmet på et 20 x 30 meter stort område, viste det sig, at vi havde at gøre med et ganske betydeligt oldtidsminde: ikke mindre end tre gravkamre kunne iagttages. Efterhånden som udgravningen skred frem, fik vi mistanke om, at der måske var mere endnu. Når mulden fjernes fra en overpløjet høj, fremtræder dens fod oftest som en mørkfarvet bræmme, men i vort tilfælde manglede dette særkende mod øst, her var kun lyst sand. Forklaringen kunne være, at ploven var gået så dybt, at den helt havde udvisket den aftegnede stribe; det stemte godt med, at langhøjen var lavest i denne side. At det alligevel forholdt sig anderledes, antydede fundet af tre håndstore sten, som lå lige under muldlaget ved udgravningsfeltets østende, og som ikke naturligt hørte hjemme i det ellers rene undergrundssand. Stenene, der var indlejret i ler, gav anledning til en nærmere undersøgelse af højtomtens afslutning. Feltet forlængedes mod øst – og det bragte yderligere et kammer for dagen, det fjerde. Gravene er ikke opført på samme tid, men kommet til efterhånden; når en ny tilføjedes, blev højen udvidet, så den til sidst havde en længde af fyrre meter. Selv om også dette anlæg i tidens løb har været genstand for omfattende ødelæggelser, lader det sig – som vi straks skal se – stadig aftvinge værdifulde oplysninger (fig. 1).