Stenalderjægerens bedste ven
Hunden har i dag den fornemme titel af ”menneskets bedste ven”. Men tilbage i mesolitisk tid var betegnelsen mere rammende end nogensinde før og måske også nogensinde siden.
Af Peter Vang Petersen
For de mesolitiske jægere var hunden ikke bare en trofast, loyal ledsager og hengiven ”sjæleven’, der lod sig nøje med enkelte, tiloversblevne lunser kød. Den bidrog afgørende til selve eksistensgrundlaget for disse jæger-samlergrupper og spillede en uundværlig rolle ved jagt, som vagthund, børnepasser og ikke mindst som ledsager på den sidste rejse ind i efterlivet.
Udgave: Skalk 2019:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
