Stenalderjægerens bedste ven

Hunden har i dag den fornemme titel af ”menneskets bedste ven”. Men tilbage i mesolitisk tid var betegnelsen mere rammende end nogensinde før og måske også nogensinde siden.

Af Peter Vang Petersen

Fig. 1. De ældste spor af hunde i Skandinavien stammer fra et dødishul ved Lundby på Sydsjælland. Her deponerede elsdyrjægere deres knogleaffald i tidlig præboreal tid, og blandt de marvspaltede knogler er der flere stykker, som bærer tydelige spor af hundegnav. (Hansen 2003, 525 og 2004, 78).

For de mesolitiske jægere var hunden ikke bare en trofast, loyal ledsager og hengiven ”sjæleven’, der lod sig nøje med enkelte, tiloversblevne lunser kød. Den bidrog afgørende til selve eksistensgrundlaget for disse jæger-samlergrupper og spillede en uundværlig rolle ved jagt, som vagthund, børnepasser og ikke mindst som ledsager på den sidste rejse ind i efterlivet.

Periode: Enevælde (1660 til 1848)

Udgave: Skalk 2019:5