Stegeborg

Stege er anlagt på det nordlige af de to næs, der afgrænser mundingen af Stege nor, og borgen på en holm i denne munding. Byen nævnes ikke i kong Valdemars jordebog, men 1268 får den sine ældst kendte privilegier, så man må formode, den er opstået i løbet af 1200-årene. Om borgen har man ment, den var ældre – måske en af de danske borge, som på Valdemar den Stores tid opførtes til værn mod venderne – men noget bevis forelå ikke; de ældste kilder, der omtaler den, er også fra midten af 1200-årene. I ly af borgen udviklede Stege sig til en driftig handelsstad, den havde tyske forretningsforbindelser og lukrerede af de store sildemarkeder i Skanør og Falsterbo, som sommer og efterår sendte en strøm af skibe gennem farvandet mellem Sjælland og Møn, og som Stegeborgerne iøvrigt selv var ivrige deltagere i. I senmiddelalderen blev byen befæstet, den fik vold med tilhørende grav og en bymur med tre porte, men middelalderen randt ud, og med den svandt Steges storhed. Borgen gik til i reformationsopgøret, og da kort efter sildemarkederne mistede deres betydning, indtrådte stagnation og nedgang.

Af befæstningen er bevaret væsentlige rester, nemlig volden, graven og en af portene, men borgen er som nævnt totaludslettet; et murværk kaldet »Stegeborgs ruin« har vist sig at være en kulisse, opbygget af en romantisk indstillet lokalmand i 1920’erne. Borgholmen er forlængst blevet landfast, så end ikke stedet kunne med fuld sikkerhed udpeges. I 1976 påbegyndte Fortidsmindeforvaltningen en eftersøgning foranlediget af et påtænkt byggeri (Fig. 2, Fig. 3). Resultatet var gunstigt og kunne, takket være en bevilling fra Storstrøms amt, følges op med en større undersøgelse 1977.