Stankelben

Sådan indleder den anonyme spillemand sin beretning om »Herr Stankelbeens mærkværdige Reiser og selsomme Eventyr til Lands og Vands«, og han fik ret, der var virkelig mange, som ønskede at gøre sig bekendt med denne fantastiske rejsebeskrivelse; den udkom i Danmark første gang 1847 og siden i en lang række udgaver. Det, der trak, var nu vist ikke så meget den versificerede tekst, mere billederne, der ledsagede den; der er nemlig tale om en tegneserie i bogform, en af forløberne for den senere så populære genre. Ophavsmanden til Stankelben er schweizeren Rodolphe Töpffer, billedkunstner, forfatter og videnskabsmand, kort sagt et universalgeni. Han blev professor i retorik ved Genéves akademi, men virkede ellers som lærer ved en af ham selv stiftet international kostskole. Af billedromaner har han udgivet adskillige, men ingen opnåede en succes som den, der overgik Stankelben (Histoire de Monsieur Cryptogame, som bogens franske titel lyder). Ved gengivelsen af tegningerne benyttede Töpffer i begyndelsen en reproduktionsteknik, der kun tillod ganske små oplag, men senere lod han dem skære i træ, for at bogen kunne få større udbredelse. Den således fornyede udgave kom i Paris 1845, året før Topffers død. Dermed var vejen banet for Stankelbens sejrstog over Europa. (Fig. 1)

I Danmark var man hurtig i vendingen, her forelå bogen som nævnt blot to år senere, i 1847, trykt med de franske stokke, som man åbenbart har lejet, men uden Töpffers navn på titelbladet; der er ganske simpelt tale om en piratudgave. Når Monsieur Cryptogame er blevet til Hr Stankelben, skyldes det påvirkning fra en tysk version, som var dukket op i mellemtiden. Den danske udgiver har i det hele taget ikke nægtet sig noget: der er lavet en del om på handlingen, et antal tegninger er udeladt og Töpffers franske prosatekst er erstattet med danske vers. At bogen trods denne hårdhændede behandling har bevaret sin charme er lidt af et mirakel. Som sagt: Stankelben slog an, det er foreløbig blevet til syv danske udgaver - én pr generation, kan man næsten sige - og nu bidrager Wormianum med den ottende, for at også vor tids læsere kan fornøje sig over dens barokke humor.

Den slanke sommerfuglejæger hr Stankelben er nemlig ingen kedelig person. For at udvide sin samling og for at slippe for sin gyselige søster Stines idelige plagerier tager han på en lang rejse, men Stine lader sig ikke sådan ryste af, hun følger efter og driver sin kujonerede bror ud i alskens farer og besværligheder. Han møder sørøvere, havner i hvalfiskens bug ligesom Jonas og slipper - stadig ligesom profeten - lykkeligt fra dette ophold. Han fryser til is på Nordpolen, brænder (næsten) op i ørkenen og bliver fange hos dejen af Algier. Hvordan han omsider slipper af med Stine, og hvordan alt ender lykkeligt om end ikke helt efter planen, vil vi ikke foregribe; dog kan det røbes, at en anden dame, Barbara, dukker op hen mod slutningen.

Hvem der har skrevet versene til den danske version, var længe en gåde, men den synes løst af Harald Isenstein i en meget værdifuld efterskrift til syvendeudgaven, som kom i 1966 på Thaning & Appels Forlag. Rimsmeden er efter al sandsynlighed overlærer ved Odense Kathedralskole Vincens Strøm (1818-99). Det er ellers ikke som digter, denne udmærkede mand har gjort sig bemærket, han var naturhistoriker og har skrevet flere bøger om - ja gæt engang - sommerfugle.