Stærk medicin
Den lange række af indberetninger, som 1807 og nærmest følgende år blev indsendt til den nyoprettede Oldsagskommission af landets præster (se side 32), indeholder, foruden de mere konkrete oplysninger om levnene fra oldtid og middelalder, mange fornøjelige sidespring i det, der dengang var nutiden, og de er ikke mindst interessante, fordi de giver et levende indtryk af tænkemåder og forestillinger i begyndelsen af forrige århundrede. Nedenstående udtog af bidraget fra I. Blicher, »præst for Vorning, Kvorning og Hammershøj menigheder ved Randers«, er et eksempel herpå. Han indleder sin rapport med betragtninger om en visebog, han har i sin besiddelse, så følger noget om et mosefundet horn, og derefter Lad os give ordet til ham selv:
Af I. Blicher
Af oldsager har siden ikke kunnet opspørges nogen, undtagen nogle stenøkser af adskillige farver fundne i høje; men da jeg vel kan vide, De er vel forsynet med lignende, vil jeg ej bebyrde posten og Dem med samme, især da det næsten kan blive en økonomisk spekulation at samle på og bruge stenknive og -økser nu, da et par knive koster 3 rigsdaler og en økse 6 å 7 rigsdaler. (Fig. 1)
Fig. 1. Ingen billedtekst.
En økse, udmærket både af sin skønhed og nytte, har jeg NB lånt af en kone i Hammershøj; den er af rød flint med nogle årer i, meget vel dannet og poleret til den hvasse ende, over 4 tommer bred og har været 1 ½ kvarter lang, næsten spids til enden, men rarere er den endnu af sin virkning; thi et stykke af denne sten, fint stødt og indtaget i koldt vand, er et probat middel mod hårdnakket kolik. Således fortalte den kone mig, som ejer samme - hun har prøvet det på hendes mand, som jeg så, der virkelig på et års tid var så elendig plaget af dette smertefulde tilfælde, at han, skønt ikkun nogle og tredive, ikke kunne tjene, men lå hjemme hos sin fattige kone og så ud som døden, så jeg aldrig havde tænkt, han kunne komme sig. Hans kone, som så at alle andre midler hjalp intet, erindrede sig denne sten, som hun havde i sin kiste, og som hun tror vist og fast er en himmelfalden tordensten. Og som kommet fra himlen troede hun, at den ej alene måtte besidde den almindeligt indbildte kraft: at afværge tordenskade fra det hus, hvor en tordensten gemmes, men også andre underkræfter, omtrent som kællingen, der havde hørt og lært dét af præsten, at kummer læger alle vore sygdomme. Hun prøvede at pulverisere et stykke af flintestenen, omtrent så stort som en æggeblomme, gav manden denne drøje dosis ind på én gang, og fra den tid af kom han sig tydelig, så han nu igen kan tjene. Finder han undertiden anstød deraf, tager han til sit himmelfaldne pulver og finder straks lindring. Sagen er vis nok, men årsagen til virkningen uvis, enten det er de hvasse stumper af flintestenen (thi ret fint kan hun ikke få det, da hun har ingen morter, men ikkun støder det mellem to kampesten), der afæder visse ujævnheder i tarmene, eller det er den kalkagtige syre af stenen, der udretter det, var måske værd at undersøge, thi den blotte under-tro gør det ej - alene.
Kunne det ved flere forsøg bevises, at oldtidens pulveriserede flintøkser har denne velgørende kraft, ville det tillige være et uimodsigeligt bevis, at oldsagers granskning er ikke alene vigtig for historien, men også nyttig for den lidende menneskehed, og hvilket studium kan da være værdigere?
Skulle flere mærkelige oldsager forekomme mig, skal det med fornøjelse blive kommissionen tilmeldet af.
